Læsetid: 3 min.

Velfærdsstatens paradoks – Nyrups problem

16. november 2000

Trods stigende offentligt forbrug, er der mere fokus på velfærdsstatens dårligdomme end nogensinde. Det koster Socialdemokratiet vælgere og lokalpolitikere

I sidste uge var der igen en socialdemokrat, der forlod partiet til fordel for Danmarks nye arbejderparti, Dansk Folkeparti.
Det var medlem af Københavns Borgerrepræsentation (BR), Karin Storgaard, der begrundede sit valg med Socialdemokratiets svigt af de svage grupper i samfundet – manifesteret i lukningen af fire københavnske plejehjem, og partiets manglende evne til at se problemerne med indvandrere i øjnene.
For to måneder siden forlod et andet S-medlem, Sif Holst, BR og meldte sig ind i Enhedslisten, bl.a. fordi hun mente, at regeringens politik er for lidt nytænkende. Samtidig kan pressen hver dag fortælle historier om nye buler i velfærdsstaten; nedskæringer på daginstitutionsområdet, lukning af plejehjem, problemer på sygehusene, forfaldne folkeskoler osv.
Alt imens klarer Socialdemokratiet sig dårligt i meningsmålingerne.
Professor på Aalborg Universitet, Jørgen Goul Andersen, finder det paradoksalt, at der tales mere om serviceforringelser nu end i 1980’erne.
»Ret beset står velfærdsstaten ikke stille. Det offentlige forbrug i faste priser er vokset med over en femtedel i den nuværende regerings levetid,« påpeger Jørgen Goul Andersen.
Til sammenligning steg det offentlige forbrug kun med seks procent under de ti års borgerlige styre i 1980’erne.
Goul har flere forklaringer på paradokset. Dels er befolkningens krisebevidsthed væk. Dels er der øget medieopmærksomhed på velfærdsstatens problemer:
»Når arbejdsløsheden ikke længere tiltrækker opmærksomhed, og økonomien kører fint, må man fokusere på andre problemer. I 1980’erne, hvor vi var langt bagud på f.eks. det hjertekirurgiske område, var der kun ganske lidt medieopmærksomhed, og det var samfundsforskere, der måtte opdage danskernes lave middellevetid.«
Og så spænder regeringen ben for sig selv med for mange løfter.
»Regeringen har været utrolig uforsigtig med at udstede løfter, som den selv har ret begrænset mulighed for at indfri, fordi det ligger ude i kommunerne. Det er ’gefundenes fressen’ for opposition og medier,« siger Jørgen Goul Andersen.

Manglende fortælling
Gouls kollega, Johannes Andersen, lektor på Aalborg Universitet, nærmer sig paradokset fra en lidt anden vinkel.
Ifølge Johannes Andersen er socialdemokratiets grundlæggende problem i forhold til vælgerne i almindelighed og Dansk Folkeparti i særdeleshed, at partiet mangler en fortælling, der giver perspektiv og mening.
»Socialdemokratiet har ikke en fortælling, der kan gribe ind over for de forskellige typer af utilfredsheder, der findes i befolkningen,« siger Johannes Andersen.
Han henviser til, at en del af befolkningen brokker sig over, at regeringen ikke kan styre de offentlige udgifter, hvis der søges løsninger via en forhøjet skatteprocent.
Befolkningsundersøgelser viser, at mellem 40 til 45 procent gerne vil bruge eventuelt overskyende penge til skattelettelser.
Er der problemer, fordi en kommune ikke kan leve op til kravene om social velfærd, eller har forfaldne skolebygninger, er det andre – eller måske de samme – som brokker sig.
Den borgerlige regering under Schlüter havde en fortælling om modernisering og effektivisering af velfærdsstaten. Den har Socialdemokratiet på nogle områder overtaget, fordi den gamle fortælling om solidaritet, der har præget partiet siden Anden Verdenskrig, har ændret betydning i takt med individualiseringen i samfundet.
En del af Socialdemokratiets vælgere tænker stadig på den nære solidaritet i hverdagen, mens andre, typisk de mere velduddannede, er optaget af individuelle projekter i hverdagen og ønsker effektiviseringer. Det splitter Socialdemokratiet, og der slår Dansk Folkeparti sin lille fortælling ind som en kile, der gør hullet større.

Danmark for danskere
I de senere år har Dansk Folkeparti – og Venstre – fået voksende støtte blandt arbejdere og kortuddannede, der tidligere stemte socialdemokratisk. Og selv om Jørgen Gouls undersøgelser af vælgernes adfærd ikke indikerer, at folk går til Dansk Folkeparti primært på grund af utilfredshed med velfærdsstaten, betyder Dansk Folkepartis spillen på det nære alligevel noget, mener Johannes Andersen.
»Dansk Folkeparti kommer meget nemmere til deres fortælling. Den handler om, at Danmark er for danskere, og de basale velfærdsydelser skal være i orden. Men det er Socialdemokratiet, som skal administrere, og sidder med de praktiske prioriteringer,« siger Johannes Andersen.
Når et parti ikke har en fortælling bliver det hele gråt i gråt, hvilket ikke appellerer til vælgerne.
»Man har det indtryk, at folkeskolens bygninger er blevet mishandlet i en årrække. Men pointen er, at der ikke er nogen overgribende historie, der siger: ’Nu skal vi simpelthen styrke hele uddannelsesområdet’. Det duer ikke som fortælling, fordi vi jo har et veletableret uddannelsessystem, hvor alle kan gå i skole. Man kan ikke lave en fortælling om noget, man grundlæggende har gjort,« siger Johannes Andersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her