Læsetid: 4 min.

Verden set fra Café Trieste

2. november 2000

I sin seneste bog lader Claudio Magris sin hjemegn være det mikrokosmiske spejl for forholdet mellem landskab og historie

Ny bog
Tag på tur med den lærde italienske tyskprofessor i hans hjemegn. Følg med ham på cafeen i Trieste, hvor han hver dag sidder med sin
espresso og sin notesbog, lad ham sejle dig ad søvejen til Venedig, følg med ham og hans familie på badeferie ved Adriaterhavet og sneferie i Sydtyrol, gå en tur med ham i Triestes Bypark, og lad ham vise dig hvælvingen i Sacro Cuore-kirken.
Dette er hvad Claudio Magris Mikrokosmer inviterer sin læser til, gennem ni tekster, hvoraf de første otte må kaldes essays og den sidste en novelle.

Encyklopædisk flyden
Som vignet til bogen har Magris sat et citat af Borges om manden, der sætter sig for at tegne verden: »Kort før sin død opdager han, at denne tålmodigt udarbejdede labyrint af streger tegner billedet af hans eget ansigt.«
Med Mikrokosmer rykker Magris et skridt nærmere sit eget ansigt: Det er det nære landskab der skildres; vi kommer ikke længere væk end dér, hvor familien tager på bilferie.
Natur og historie glider ind over hinanden som bølge eller klippeformationer; lagunens, flodens eller bjergvejens løb bærer afsted på de små og store historier, myter, anekdoter, legender, gerninger, menneskeliv. Utrætteligt øser vor rejsefører af sin enorme viden, om alt fra botanik til verdenshistorie.
Det er en encyklopædisk bestræbelse; et forsøg på at indfange alt, hvad landskabet skyller op af vraggods, med den romanske syntaks (godt overført til dansk af Hanne Jansen) som enste ordensprincip.
»Syntaksen rydder op i verdens kaotiske støvsky,« skriver Magris, da han fortæller om en piemontisk ’filosof, latinist og ønolog’: »latinens glatte overflade mindede om smagen på den barbera og den dolcetto der flyder så let i både glas og svælg.« Noget lignende kan siges om Magris egen syntaks; generøst byder vor rejsefører på sin syntaks som på letflydende vin, så vi forbliver gæster på Café Mellemeuropa.

Mytisk landskab
»Ehvert punkt kan være verdens midtpunkt,« skriver Magris i essayet om Absyrtides-øerne, hvor han og familien plejer at tilbringe sommerferien.
Men nogle er dog mere midtpunkter end andre, må man tilføje, når man læser essayet og bliver klar over, hvordan det beskrevne landskab er et etnisk, historisk og mytisk træfpunkt.
Ad disse vande sejlede både argonauterne og Odysseus; her lå formentlig Kirkes ø og ubestrideligt en grusom stalinistisk fangelejr, og utallige folkeslag er passeret eller blevet: »Kolchere, grækere, romere, istriere og liburnere og andre illyrere, goter, franker, byzantiner, slaver, venetianere, saracenere, kroater,« (opremsningen er typisk for Magris’ encyklopædiske stil).
Men samtidig er landskabet altså stedet for familiens sommerferie, den stadigt tilbagevendende, der som årene går flyder i ét. Så professoren ikke rigtig har tjek på, om den pige, han husker fra stranden, var naboens datter eller datterdatter… Hustruen Marisa stiger (modsat og lig Afrodite) op af havet igen og igen. Blot kommer der hvide striber i hendes mørke hår.
På sommerferien er det havet, der er den store udvisker af tidens forskelle, på vinterferien er det sneen: »Under sneen fortætter uger og år sig til en eneste nutid der værner om dem alle, og af hvilken de dukker frem igen, som alle de ting der blive borte i sneen og som man genfinder, når tøvejret sætter ind.«

Den tarvelige Jason
I lige så høj grad som Magris lader stedet bære historierne, bliver historierne fortællinger om tiden.
Der er den store Histories tid, som hærger og ødelægger. Der er landskabets tid, som restaurerer: »Historien bliver absorberet af landskabet,« skriver Magris om øerne i Adriaterhavet. Der er slægtens tid, som på én gang står stille og flyder afsted; alle sommerferierne, der flyder i ét, mens hustruens hår bliver hvidt…
Og under det hele er der en slags ursump, som Magris gang på gang vender tilbage til: »livets grødagtige søle«, »universets oprindelse i syrnet mælk«, »lagunens humus«, den lortespisende krabbe. I bogens sidste tekst, som med et lille nøk ikke længere er essay, men novelle, prædiker præsten. »du må ikke foragte mudderet.«
Landskabet og Historien bliver hos Magris også til forholdet mellem en muddermor og en mandlig forfængelighed. En figur han anskueliggør mytisk:
»Det er en tragisk kynisme, et gudernes lune, at den der skal føre det helleniske lys ind i den barbariske tågedis, er den tarvelige Jason, og at hans offer er Medea, som er et langt større menneske end han.«
Der hviler en forgængelighedens og dødens melankoli over bogen. En trang til at standse tidens strøm, eller »i det mindste få den til at gå lidt langsommere, som gyldent harpiks der siver ned langs træstammen, ikke et vandfald der kaster sig i dybet.« Magris’ bog vil gerne være som den flyden, der bliver til rav, indkapsler tiden i klar om ikke gennemsigtig, hærdet om ikke hård materie. Om bogen vil størkne vil tiden vise. Indtil da kan det anbefales at nyde dens flyden. Kig ind på Café Trieste og tag et glas Magris.

*Claudio Magris: Mikrokosmer. Oversat af Hanne Jansen, 292 s., 298 kr. Samlerens Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu