Læsetid: 6 min.

Virkeligheden og intet andet end virkeligheden

16. november 2000

Forfatteren Jens-Martin Eriksen har holdt sig til sandheden i sin nye bog, hævder han

Interview
Jens-Martin Eriksens nye bog, Jonatan Svidts forbrydelse kaldes i undertitlen ’beretninger’. Det er da også rigtigt, at fortælletonen er lakonisk, fremsættende med en lang række lag rumlende underforstået underneden.
Forordet slutter endvidere med følgende tak til »et hav af enkeltpersoner«:
»Uden jer ville mit arbejde ikke have været muligt, for selv har jeg ikke været førstehåndsvidne til nogen af disse begivenheder.«
Der er tydeligvis tale om en fortæller, der giver afkald på at vide mere end sine personer.
Men, hævder Jens-Martin Eriksen, det er fordi han ikke ved mere!
»Du troede nok, at det var ét af de sædvanlige forfatterkneb,« griner han, og så hævder han i fuldt alvor, at alt, hvad der sker i hans dramatiske bog, der er fuld af katastrofale klimaks, er begivenheder, som har fundet sted!
For eksempel har den Evan Munk, der optræder i titelhistorien, og som brutalt smider en blind passager over bord i rum sø, faktisk gjort det i virkeligheden, hvilket han fik dom for ved Esbjerg ret.
Beretningen er bygget op af brikker virkelighed, fastslår Jens-Martin Eriksen.
»Jeg komprimerer måske hændelsesforløb, der gik mere spredt for sig, men de er sket. Hele ideen med at opfinde beretning-genren forudsætter, at jeg arbejder med hændelsesforløb, der har fundet sted.«
– Din fortællemåde er lakonisk, fremsættende?
»Ideen går ud på at afholde sig fra fortællerkommentarer, jeg efterligner snarere politirapporten, hvor man også lægger kendsgerningerne frem med den sandsynlighed, man tillægger dem.«
– Men som læser forstår man jo på ét eller andet plan, hvad der sker i det ikke-sagte. Det må trods alt være dig, der skaber dette?
»Jeg tror fokus skifter, hvis man i stedet spørger: Hvad fanden foregår der her? Hvis man træder ind som iagttager og ser på, hvad initivativtagerne i historierne – som Seth i den første beretning og i den sidste den fatale Anette Støvring, der får alle mændene til at fjumre forelsket rundt om sig – hvad de gør ved deres omgivelser.«
– Du tillægger jo også personerne følelser og reaktioner. I ’Seth’ lader du for eksempel Jonna briste i gråd, uden at hun selv ved, hvorfor, da hun er ved at skifte sengelinned efter to andres samleje?
»Det kan hun så kun selv have fortalt!«
– Vil det sige, at historierne er helt uden fiktion?
»De består af elementer, der er kittet sammen ud fra en tåget idé om, hvad jeg søger. Jeg griber fat i ufuldendte brokker, der i sig selv er meningsløse. Hele ideen er et give afkald på andet end at arbejde med de ting, der er. Og virkelighedens grusomhed overtrumfer såmænd, hvad forfatteren kan forestille sig. Han havde for eksempel ikke kunnet udtænke Evan Munks forbrydelse.«

Det gådefulde
– Hvor finder du historierne, læser du dem som notitser i aviserne eller hvad?
»Alle vegne, hvor jeg støder på noget, der på forhånd virker interessant, som har en gådefuld, ikke umiddelbart begribelig, ikke-bogstavelig dimension. Noget, der er tiltrækkende at finde rede i.«
– Hvad finder du interessant?
»Det er selve det gådefulde. Jeg ved ikke, hvad meningen eller moralen er. Den nedfælder sig, mens man skriver. Som beretningen om for eksempel Evan Munk står hos mig, så udgør den min vurdering af, hvad der skete. I virkeligheden blev Munk nærmest frifundet, han fik otte måneder ved byretten. Men jeg lugter stanken af lynchning, og jeg tror, at de allesammen løj for at dække over dette. Min historie er min vurdering af de rette sagsforhold. Som en ret i Esbjerg efter min mening også burde have kunnet finde ud af.«
»Evan Munks handling er kun et hjørne af historien, men den er et stærkt udtryk for personligheden. Spørgsmålet for mig er, hvad det komplekse kan indeholde. Selve arbejdet består i at indsætte ham i andre sammenhænge. Derfor ideen med at lade titelpersonen Jonatan Svidt, en naiv, forvirret, troskyldig mand – en person som jeg også er så heldig – eller uheldig – at kende! – møde en så stærk kraft, en vilje, der er i stand til at overskride alle de grænser, vi kan forestille os. Munk gør det jo ikke af ekshibitionisme eller af nogen form for narcissisme, sådan som man kan mene om en Peter Lundin, han gør det ikke for at blive nogen, hans handling er rent diabolsk, en myte. Ondskaben inkarneret, konkret fysisk.«

En sportslig præmis
– Hvordan har du fundet på, at dine beretninger kun må bestå af virkelighed?
»Tidligere har jeg arbejdet meget med indre monolog, og jeg følte, at det var på vej til at blive rutine. Det, der driver én er, at man finder en form, man gider besvære sig med. Her består den i at vende det hele på hovedet og trække sig helt ud. Redigeringsprincippet er, hvad der føles interessant. Der er naturligvis tale om en sportslig præmis, dette kun at ville arbejde med virkelighed. Det næste princip er, at jeg ikke arbejder med mine egne forestillinger.«
– Det er du da nødt til!
»Ja, jeg er nødt til at have en vision, men jeg søger også efter noget bestemt gådefuldt. Jeg kan se, at der starter en historie med Jonatan Svidts handlinger. Jeg kan se dem dukke frem fra mørket i hans ungdom – selvom de ikke var helt så skæbnesvangre som i beretningen. Et andet sted starter en historie om Evan Munk, og sat sammen bliver det til en historie om troskyldighed overfor en stærk vilje – man aner ét eller andet, hvis de to kræfter mødes under givne forhold, som man må finde. Det er arbejdsmåden.«
– Der dør temmelig mange mennesker i dine beretninger?
»En eller anden har beskyldt mig for at have dræbt flere mennesker end Cecil B. De Mille!«
– Hvorfor?
»Måske fordi mønstrene på den måde får et afgørende præg af katharsis, de bliver færdige. Handlingerne får retrospektivt betydning, i og med at vi kender afslutningen. Men de er ikke alle opfundne. Evan Munk dør faktisk. Hans sag blev anket til Landsretten af anklagemyndigheden, og dagen før den skulle for, begik han selvmord.«

Rammer giver frihed
»Hvordan Seth døde, ved jeg ikke – hvis han er død. Figuren mødte jeg i Indien, en dansker i Goa, og han svarede ligesom Seth, ved at gentage spørgsmålet, når man spurgte om noget. Jeg mente, at man, når man mødte en anden dansker så langt væk, godt kunne tillade sig at spørge, hvor han kom fra, men det kunne man sandelig ikke! Han svarede bare: »Hvor kommer jeg fra, hvor kommer jeg fra..?« så man følte sig dum. Han var sådan én, der får dig til at føle, at du er en sucker! Men for en forfatter er alt interessant, og han var en så stærk og tydelig figur, at jeg ikke kunne lade ham gå. Jeg måtte tage ham med til Fjerritslev og indlogere ham på kroen, hvor barstolene består af sadler. Jeg kender den, jeg har været der!«
– Er det, du kalder en sportslig præmis, udtryk for samme behov for stramme regler, som når Inger Christensen f.eks. beslutter at opbygge en digtsamling efter Fibonaccis talrække?
»Man kan kalde det en dogmeregel. Det giver en frihed, når man afstikker rammer for, hvad man må og ikke må, man giver sig til at afsøge det tilladte terræn. Men man bryder selvfølgelig reglerne, hvis det bliver bedre på den måde!«
– De mange katastrofer i handlingerne opstår, så vidt jeg kan se, fordi folk ikke selv forstår, hvad der sker med dem?
»Jeg vil ikke sige, at det forholder sig sådan, som visse forfattere af skønlitteratur koket ynder at påpege, at deres figurer får deres egen vilje, for det er naturligvis noget sludder. Jeg arbejder med de sammenhænge, der er sket, sådan som jeg får dem forelagt, og jeg har ikke nogen kompetence der ud over. Nogle gange kan vi overskue, hvad der sker, andre gange ikke.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her