Læsetid: 3 min.

Mod år et

30. december 2000

År 2000 var et spændende teaterår – nye udfordringer venter

Teaterstatus
Da belægningstallene kom for sæsonen 99-00, var der ingen rigtige overraskelser, men nok en fornemmelse af, at fairness er en mangelvare – også på scenen. Ingen overraskelse i at Betty Nansen Teatret, incl. Edison, samt Hippodromen havde været efterspurgt, men måske anledning til lidt eftertanke, når også det stærkt svingende Dr. Dante og de pensionerede musicals’ holdeplads, Nørrebro Teater, bestormes. Samme forhold gjorde sig gældende på tabssiden: Ikke mærkeligt, at det Folketeater, der har nulstillet sig frem til 1. juli 2001 og i mellemtiden fører an inden for genbrug, belønnes med at færre går om ad Nørregade.

Fuld spot
Det vanvittigt hypede milleniumsskifte blev båret ind på to meget forskellige sejrsskjolde; Østre Gasværks Gud bevare Danmark havde galskab, fremdrift og en pragtrolle til Thomas Bo Larsen, mens Gladsaxes Scener fra et århundrede havde civilisationspessimisme, tænksomhed, demaskering af borgerlig pænhed og almindeligt opbrud – i Jesper Corneliussens stærkt meddigtende askescenografi. Efter de ouverturer stod seværdighederne i kø: Ginmann og Wiedemanns Snedronningen på Østre Gasværk, Kim Bjarkes Norén-opsætning på Edison af Drengene i skyggen , Nikolaj Lie Kås og Paprika Steen i Den Vægelsindede, samt Lars Mikkelsen i Ci-vi-li-sa-ti-on på Det Kgl. Som i efterårssæsonen fejrede halvtredsåret for En sælgers død med et scenegennembrud til Anders W. Berthelsen som Biff og igen sidst i sæsonen, i Hustruskolen, hentede en ny ind på brædderne med succes: Sidse Babbett Knudsen over for nationaldinosauren Jørgen Reenberg. Begge overlevede.
Alexa Ther, der instruerede både Beck-Nielsen og Moliére, har været en uundværlig dynamo for Det Kgl. de senere år, bakket op af den faste samarbejdspartner Rikke Juellund, der har betydet det samme på Kgs. Nytorv, som Christian Friedländer for Østre Gasværks visuelt storslåede Othello.
Mindre kan også gøre det – fra de små scener huskes med glæde Husets Teaters liflige opsætning af Botho Strauss, Glemslens kys og CafeTeatrets nylige Knivskarpe polaroider.
Guldrandet gæsteliste
At P.O. Enquist og Line Knutzon så ikke stod mål med sig selv, hører til teaterlivets små fortrædeligheder. Som glemtes, da Simon Russell
Beale spillede sin anderledes, sjælfulde og sprogligt nydelsesrige Hamlet på Kronborg – en rolle, han lige er blevet
Actor of the Year for hjemme. Hentet hertil af en landsmand, som dansk kulturprovinsialisme ikke kunne mande sig op til at holde på. Eller skulle man sige kvinde sig op – i og med at det er kulturministeren, der sidder med remoten? Det er sagt før, men kan ikke siges for tit: At man ikke i tide sikrede sig Trevor Davies’ og kompagnonen Lene Thiesens fortsatte kosmopolitiske ilttilførsel til det selvtilstrækkelige danske teater-, cirkus-, danse- og eventbillede er et tab, der vil præge både det kommende årti og ministerens skudsmålsbog negativt. Skidt med det sidste, men hvad med publikumsfrustrationen, når den fra nu af står på et reduceret Pantomimeteater og Holiday on ice?

Nye ansigter
Ude på Frederiksberg allé nåede Hartmann & Langdal at lukke gæstelisten med et par navne, der hensatte teaterverdenen i et halvt års neglebidende spænding. Wilson & Waits kom igen – oh, forkælelse – til Betty Nansen, denne gang med Büchner under armen. Resulterende i et brag af en opsætning, hvor forlæggets melankoli og krigsstemning godt nok var sat uden for døren, men hvor farveholdning og valg af spillestil var ført igennem med uset konsekvens og Jens Jørn Spottag indfriede alt det, man håbede på, og mere til.
Det tager tid før Det Kgl.’s nye skuespilhus slår dørene op. Staten har købt Kvæsthusgrunden, teatret har fået lovning på de ønskede 16.000 kvadratmeter og uændret økonomi og Borgerrepræsentationen forelægger en lokalplan til februar, så den uendelige historie får måske alligevel en ende – oven i købet lykkelig og med havudsigt. Men først i 2007.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her