Læsetid: 4 min.

Et år uden særlige kendetegn

30. december 2000

Rocken bød ikke på det store sus – omend et par småsus ikke kan benægtes – til gengæld gjorde R&B og hiphop sig godt

Rockstatus
Året 2000 vil fremover være synonymt med ulykken på Roskilde Festivalen, hvor syv unge mænd blev kvalt i mængden foran Orange Scene. Der vil blive diskuteret ansvar fra nu af og til dommedag, men det er denne skribents påstand, at nogle ulykker kan der ikke tages højde for – om så hver enkelt festivaldeltager fik en bipper og en bodyguard med, vil der altid kunne ske noget horribelt, når 70-80.000 ofte sanseløse unge mennesker samles et sted. Men selvom der både kan og skal strammes op på de sikkerhedsmæssige foranstaltninger, forekommer det statistisk utænkeligt at noget lignende nogen sinde skulle kunne ske igen på Roskilde – ihukommende at den er løbet af stablen i 30 år uden nævneværdige incidenter. Derimod kan det diskuteres om tiden er løbet fra denne form for markedspladspræget musikpræsentation …

R&B-scenen
Ellers var det et år uden seriøse nye trends i hverken over- eller undergrund. Med mindre man betragter fænomenet UK Garage – en dansabel og spiselig blanding af house, R&B og drum’n’bass, der især gjorde sig godt på 12”-singler på klubberne – som den store åbenbaring. Ellers var tidens dille drengegrupper, som fyldte godt på hitlister og MTV. Et charmerende pophit fra den kant i ny og næ kunne ikke undgås, men generelt var det en pauver affære. Ungerne kom også oppe at ringe over Britney Spears, som i november fyldte Valby Hallen med et intetsigende, men velsmurt show.
Ville man høre god popmusik – og det vil man jo! – var R&B-scenen leveringsdygtig: Selvom Destiny’s Child sublime The Writing’s On The Wall udsendtes i 1999, blev den ved med at kaste hits af sig, mens energibundtet Kelis med sin Neptunes-producerede debut, Kaleidoscope og superhittet »Caught Out There« – den med I hate you so much right now! – tog publikum og kritikere med storm. Mindre spektakulær, men lige så fuld af Girl Power var Pinks Can’t Take Me Home, hvor albummet Who Is Jill Scott? med kunstneren af samme navn var en kunstnerisk udfordrende ekskursion i halvfjerdsertraditionen.
Trioen Guy’s comebackalbum III står som et af årets bedste, skarpt forfulgt af Unleash The Dragon med Sisqo. Et par solister, der begge havde været lang tid om at følge op på imponerende debuter, gav lyd: Såvel Erykah Badu’s Mama’s Gun som D’Angelo’s Voodoo var uegale, men glimtvist geniale albums.
Et par rigtig gode hiphop-albums blev det til, selvom genren stod lidt i stampe. Fra St. Louis kom Nelly med en ny attitude og det funky
Country Grammar, mens
Dead Prez genoplivede den militante retorik fra Public Enemy på det skarptskårne Lets Get Free. Og respekt til Eminem, hvis The Marshall Mathers indeholdt årets bedste single – den om ’Stan’ – mens Commons Like Water For Chocolate var en musikalsk godtepose.

Eksistentialerne
De store navne viste sig i undervældende form, som i øvrigt den hensygnende mainstreamrock i almindelighed: Oasis’ Standing On The Shoulder Of Giants var en fis i en hornlygte, U2 virkede med All That You Can’t Leave Behind som om de var blevet voksne på den kedelige måde, Radiohead prøvede at tage brodden af de sidste par års groteske overvurdering af OK Computer med det bevidst kontrære, men også noget magre Kid A, mens Madonnas brogede Music nåede ikke sin forgænger til hofteholderen …
Derimod manifesterede outsider-country – også kaldet no depression eller Americana – sig stærkt. Lambchops Nixon repræsenterer genrens til dato fineste udspil med elementer af soul, psykedelia og noir, og Calexicos Hot Rail var et forbandet flot soundtrack to an imaginary western. Whiskeytown-forsangeren Ryan Adams gjorde indtryk med sin hudløse solodebut, Heartbreaker, mens det majestætiske Everything’s Fine fra Willard Grant Conspiracy nok var årets sørgeligste. Stikkene blev dog taget hjem af et par nogle-og-tres-årige: Johnny Cash og hans Solitary Man og Merle Haggards If I Could Only Fly var sublim veterancountry, som var helt inde og røre ved eksistentialerne.
Indie-rockens krav på at være den store fornyer havde ikke meget på sig i år – selvom canadiske Godspeed You Black Emperor med det ambiente postrock-udslip Levez Vos Skinny Fists … ikke lød som nogen andre p.t. – men mange fine små undergrundsalbums blev det til. Her skal blot nævnes 69 Love Songs med Magnetic Fields, det cinemastiske Transition fra Sad Rockets samt Badly Drawn Boys overvældende The Hour Of Bewilderbeast.
Også i DK bed R&B’en sig fast, hvilket et trekløver af lødige debutudgivelser beviste: Abdullah S’ funky forvandlingskugle af et album, Still Going Wrong, Mintmans ferme soul- og sangskrivningsorienterede Composer’s Kitchen, samt ikke mindst sangerinden Karens flotte dansksprogede satsning, En til en. Ellers ikke et stort år for dansk musik: Nikolaj Nørlund, Mew og Randi Laubæk holdt stilen, mens debutanter som Nephew og Junior og solister som Tobias Trier, Mathias Grip og hiphopperen Cas viste vejen frem, mens Tim Christensen – ex-Dizzy Mizz Lizzy, 90’ernes populæreste (!) danske band – udsendte et soloalbum, der slog fast at den knægt aldrig har haft en original musikalsk ide.
Alt i alt et år med mange fine små albums og en del gode koncerter, men intet afgørende nyt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu