Læsetid: 3 min.

Absolut Rifbjerg

6. december 2000

’Jeg er en stor tilhænger af verdens fornyelse, men jeg har ingen sans for, at det kan ske, uden at vi tager det bedste fra det gamle med os’, siger erindringskunstneren Klaus Rifbjerg

Ny bog
Jeg har glædet mig til at læse Rifbjergs nye bog, som man glæder sig til at skulle gense gode venner, hvor man kender køkkenets og konversationens kvaliteter.
Ordet nydelse er centralt, for Rifbjerg har mere end de fleste mennesker sans for livets gode ting, kærlighed, mad, landskaber, luftfugtighed, farve. Tilsyneladende har han det nemlig fint, Klaus Rifbjerg, der bliver 70 år næste år, og det har læseren også i hans selskab.
Også dette opsamlingsalbum af avisartikler fra 1975-2000 er fuldt af sproglige udtryk, man sutter fornøjet på, mens man bukker hjørnet om for at finde det igen:
»Åndedrættet forlod hendes mund som en blød eksplosion nærmest som når en boble udløses i en gryde havregrød.«; »det eneste rigtige er næsten altid det forkerte«; »Kvums!« (en lyd, red.) »tækkelig kommodearkitektur«... fortsæt selv.
Nærmest essays
Men det må også være tilladt at notere, at dette udvalg af journalistik snarere er essays, og interessant nok er totalt blottet for mindelser om interviewet som form.
Det er øjensynlig ikke Rifs stil at lytte fredeligt til andres synspunkter, endsige gengive dem, noget der sådan set er ok, men som skæmmer rejseartiklerne (som især Politiken har lagt spalter til):
Bortset fra et grinagtigt totalkiks af en oplæsningsrejse til Makedonien (»Flugt var ikke mulig«) virker disse rejser utrolig ens – Rifbjerg møder ikke nogen, taler ikke med nogen, citerer ikke nogen, samler ikke på historier. Det kan næsten minde om en anekdote om den norske forfatter Tarjei Vesaas, der engang blev interviewet om en stor Italiensrejse. Vesaas meddelte, at han hverken havde set eller oplevet noget bemærkelsesværdigt:
»Jeg var forelsket, og man ser ikke noget, når man er forelsket.« Næ, måtte intervieweren rødmende indrømme, var det en italienerinde? »Nei, det var kona mi!«

De nære ting
Ikke at Rifbjerg ikke oplever noget, det foregår bare mere i vejr og vind og i ham selv gennem hans formidable udstyr af antenner og tentakler, ikke mindst for de nære ting.
Her er han langt, langt bedre end når han remser op af modernitetens dårligdomme (dog selvironisk nok til at høre sin lighed med sin egen ungdoms jeronimusser...).
Rifbjergs kunst er nemlig fremfor alt erindringsbilledet, komplet med son et lumiére. Han har en hyperfølsomhed, der med en madeleinekages præcision sætter sving i det rifbjergske multimedieshow, location Amager: Krigens flyvemaskiner, faderens snorken, Niels Barfoeds viltre ungdomscharme, ærgrelsen over kondomers tykkelse – foruden den duft af græs og dieselolie på en strandeng, der stadig kan hensætte ham i målløs henrykkelse.
Derfor hæver især et essay fra befrielsesjubilæet 1995 (fra Weekendavisen) sig op: Her ser Rifbjerg nemlig den store Historie ud gennem sin erindrings kikkert. Resultatet rummer vigtige nøgleoplysninger til forståelse af besættelsestiden:
»Det er svært at sætte sig ind i, hvordan stemningen er, hvis en rar onkel viser sig at have nazistiske sympatier, eller der går en dreng i klassen, hvis far og mor er nazister. Hvem af os skulle have dræbt dem, og var det det, vi skulle?«

klog anelse...
Det var også i bogens barndomsessays, jeg fik øje på et træk, jeg ikke har haft øje for før, ordet skuffelse: Skuffelsen over, at der ingenting skete da tyskerne kom, f.eks. i Aalborg var der sjovere, og skuffelsen over aldrig at møde en børnelokker (er «Frække Jensen« rent digt?!)
Begge dele ser den tilbageskuende forfatter som en uomtvistelig fordel. Men alligevel, der ligger noget på lur her, begivenheden opsøgte ikke af sig selv Rifbjerg, og han har aldrig senere selv gjort det. Måske i klog anelse om en sårbarhed, der kræver ro, beskyttelse, nydelse.
Adskillige gange i disse avisartikler skriver Rifbjerg: »Lad mig rekapitulere«.
Bag den notorisk skæve næse lever nemlig intet mindre end et måske enestående arkiv over snart et trekvart århundredes begivenheder og verdenslitteratur – mere detaljerigt og utvivlsomt mere underholdende end Nationalmuseets samlede dimser fra det 20. århundrede. Som erindringskunstner får Rifbjerg én til at overveje en ekstra gang, hvad man egentlig udsætter børn for – tænk hvis de allesammen husker som han.
Hvad vi skal med erindringen? Svaret kunne lyde som denne hyldest til god mad, modsat junkfood:
»Jeg er en stor tilhænger af verdens fornyelse, men jeg har ingen sans for, at det kan ske, uden at vi tager det bedste fra det gamle med os.«

*Klaus Rifbjerg: Det handler om... Klaus Rifbjergs journalistik 1975-2000, udvalgt af Bodil og Niels Birger Wamberg. 372 s., 295 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu