Læsetid: 4 min.

Accelerationens tyranni

16. december 2000

Det 20. århundredes arkitektur blev offer for accelerationen og de rette linjers dogmatik, men fremtrædende europæiske arkitekter søger at genopdage ydmygheden, personen, kroppen og naturen

Verdenskompas
»Det, der står tilbage fra det 20. århundrede, er dets formiddable acceleration. Man har bygget hurtigt, alt for hurtigt. Man har lavet bygninger, der er alt for ufuldendte, alt for vilde, alt for ubekvemme. For at leve, og ja det er en smule optimistisk, så skal man håbe, at det 21. århundrede vil tilføre os en smule mere dannelse,« sagde den franske arkitekt
Jean Nouvel forleden i forbindelse med den store udstilling, Mutationer, der er åbnet i Bourdeaux. Nouvel eksponerer tvivlen, en ny arkitektonisk ydmyghed: »Arkitekterne begynder at erkende, at de ikke ved, hvad de skal stille op, og før de fremlægger noget nyt, så er det nødvendigt at forstå, hvor vi er, og komme ud af det blændværk, som vi oplever midt i forandringernes ekstraordinære hastighed.«
Den hollandske arkitekt og vinder af årets Pritzker-pris, Rem Koolhaas er enig i, at faget står midt i et vadested: »Indtil for ikke ret længe siden behandlede man os arkitekter som diktatorer, der foregav at kunne organisere livet i hele verden, og nu kritiserer man os for at være tavse. Det eneste, jeg kan sige, er at for at blive genfødt, må man først dø.«
»Arkitekturen er forsvundet i 20. århundrede, og vi har længe undersøgt noget med lup, som i virkeligheden kun er en fodnote,« tilføjer han.
Koolhaas mener, at arkitekturen har glemt personernes behov. Byen Bombay er firedoblet på bare 30 år, og halvdelen af byens befolkning lever i barakker og skrøbelige hytter.

Repetitioner og illusioner
Andre steder har den stadig mere mekaniserede repetition af de samme kommercialiserede ideer taget overhånd. Udviklingen i Kina, der en funktion af kapitalstrømme og politisk korruption, producerer nu i Shenzhen hvert år 500 kilometer nyt byområde, og i det »udnytter arkitekterne den rumlige repetition og produktionen af et formrepertoire, som gør det muligt at arbejde i dæmonisk tempo.«
Djævelsk eller ej, så har også de vestlige storbyer fået markedsdrevne repetitioner i de shoppingcentre, der skyder op i forstæderne. »At shoppe, at gå på indkøb, er den foretrukne sociale aktivitet for mennesket, den eneste paraply, der giver os alle et tilflugtssted,« siger Koolhaas.
Men ikke alle borgere i denne verden har boliger og penge at shoppe for. En milliard mennesker lever i absolut fattigdom, for mindre end en dollar om dagen, og har sjældent tag over hovedet. Selv om fattige indianere ved Amazon-floden i nogle øjeblikke kan finde lykken med himlens stjernehimmel som tag, så længes det store flertal af verdens fattige efter et hurtigt økonomisk fremskridt, så de kan løbe ud af eksklusionen og overflødiggørelsen.
Den latinamerikanske forfatter Eduardo Galeano er rasende over de kolossale globale uligheder og den vestlige forbrugerisme, der griber om sig overalt på kloden. I sin seneste bog Patas Arriba. La escuela del mundo al revés, skriver han, at de »fattige lande har lagt deres hjerte, sjæl og hat ind under en global konkurrence om god opførsel for at se, hvem der kan tilbyde de dårligste af alle skamløse lønninger og mest frihed til at forurene naturen.«
Eduardo Galeano erkendte forleden i et interview til det amerikanske magasin The Atlantic Monthly, at han »ikke ved, hvad der vil ske med den næste generation. I øjeblikket finder der en massiv afpolitisering sted. Det er sandt. Folks politiske bevidsthed – ikke forfatternes – er meget ringere, end den var. Men historien bevæger sig i cyklusser; ting forandrer sig. Realiteten er ikke skæbnen, den er en udfordring.«

Naturens genopdagelse
Og således også med arkitekturen. At den i mange sammenhænge er endt i blændværk og i en dyb idékrise, er ikke en uoprettelig skæbne, som den er prisgivet. Udfordringen er at gøre op med de værste fejludviklinger i det 20. århundreder og skabe grundlag for arkitekturens og byernes renæssance.
»Den rette linje kan give næring til de mest utrolige dogmatismer. Det har vi set i dette århundrede.« Sådan forklarer den spanske arkitekt Santiago Calatrava til det spanske dagblad El Pais.
»Den rette linje er en illusion. Den rette linje vil altid være kunstig. Man har brug for en teori for at kunne udtrykke den. Den rette linje er ikke menneskelig. (...) Hvilke er de fundamentale menneskelige udtryk? Et ansigtsudtryk, en gribebevægelse, en knyttet knæve, at folde hænderne for at bede. Alle disse handlinger har brug for den krumme linje for at blive udtrykt. I vores krop optræder den rette linje kun gennem sublimering. Miguel Ángel sagde, at arkitekturen afhænger af menneskets legemsdele. Det er derfor, at én, der ikke forstår anatomien, har svært ved at blive en god arkitekt,« siger han.
Journalisten Arcadi Espada fra El Pais replicerer derpå, at mange mennesker kan genkende knogler, plantevækster og andre naturlige forekomster i Calatravas bygninger. Og så indrømmer arkitekten, at »observationen af naturen er det fundamentale.«
»Vi er ved at afslutte et århundrede, som har nedvurderet kosmologien, som har forladt fysikere som Planck og Einstein, og som ikke har vist nogen interesse for Spinozas lære. Det har været et århundrede med ren og hård ideologi, hvor man totalt har negligeret den kosmologiske tænkning. For min del så forstår jeg naturen som et tempel. Naturen er, hvor alt opnår en orden,« siger Calatrava.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her