Læsetid: 2 min.

Advarsel mod Nice-afstemning

6. december 2000

Hvis Nice-traktaten sendes til folke-afstemning er der ingen mulighed for nye danske forbehold, mener EU-eksperter

EU mod Øst
De danske nej-partiers krav om at sende Nice-traktaten til folkeafstemning, hvis Danmarks rolle i EU ændres afgørende, giver kun mening, hvis spørgsmålet lyder: Skal Danmark fortsat være medlem af EU? Ja eller nej?
Sådan lyder vurderingen fra flere danske EU-eksperter, som mener, at det konkrete indhold i Nice-traktaten ikke giver mulighed for at få nye danske EU-forbehold. På de centrale spørgsmål om stemmevægte i Ministerrådet og antallet af kommissærer er det umuligt for Danmark at stå udenfor. Og hvis den danske regering først accepterer Nice-traktaten, kan Danmark heller ikke få undtagelser på spørgsmålet om nye flertalsafgørelse.

Suverænitetsafgivelse
»Hvis en eventuel dansk folkeafstemning om Nice skulle ende med et nej, er det vanskeligt at se, hvordan vi ville kunne bevare vores medlemskab af EU. De andre lande vil under ingen omstændigheder acceptere at genforhandle traktaten, og Danmark kan heller ikke kræve forbehold,« siger seniorforsker ved DUPI, Lykke Friis, til Information.
Hvis en eventuel afgivelse af en dansk kommissær ikke vurderes at have karakter af suverænitetsafgivelse, vil Nice-traktaten næppe betyde, at Danmark skal afgive formel suverænitet. Og Nice-traktaten vil derfor ikke automatisk blive sendt til folkeafstemning, da traktaten så vil kunne ratificeres med et almindeligt folketingsflertal.
I 1986 blev der imidlertid afholdt en vejledende afstemning om den såkaldte EF-pakke, skønt der ikke var tale om formel suverænitetsafgivelse. Ifølge EU-ekspert Marlene Wind, Københavns Universitet, vil det dog være umuligt at udforme en folkeafstemning om Nice-traktaten, der ikke reelt vil handle om dansk udmeldelse:
»På de konkrete områder, hvor nej-partierne er kritiske over for Nice-traktaten, kan Danmark ikke få forbehold. Ingen ved, hvordan de andre EU-lande ville reagere, hvis et flertal af de danske vælgere skulle stemme nej, men det er stærkt usandsynligt, at de vil imødekomme nye særkrav,« siger Marlene Wind:
»Regeringen vil gøre alt, hvad den overhovedet kan for at undgå en folkeafstemning. Men jeg tror faktisk heller ikke, at man ville kunne få et ja til Nice-traktaten – kun hvis SF gik helhjertet ind og anbefalede et entydigt ja. Der er så mange betændte emner i traktaten, at det ville kunne fremkalde en stor folkelig modvilje ved en eventuel folkeafstemning,« siger hun og understreger, at Danmark i tilfælde af et nej ved en folkeafstemning ikke ville kunne ratificere traktaten, og EU ville dermed blive kastet ud i en kaotisk forfatningskrise.
Udenrigsminister Niels Helveg Petersen afviser også, at man af hensyn til den folkelige opbakning til Østudvidelsen bør afholde en folkeafstemning: »Jeg kan ikke se, at vi længere har nogen problemer i forhold til paragraf 20 i Grundloven. Vi bør ikke afholde en folkeafstemning om mindre ’technicalities’.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her