Læsetid: 4 min.

En Aladdin, der blev træt

21. december 2000

Niels Helveg Petersen mildnede luften omkring Udenrigsministeriet efter Uffe Ellemanns barske år

Portræt
Så mild som et fynsk forår. Det er den afgående udenrigsminister Niels Helveg Petersen: En munter mand, glad i venners lag, ingen rundsave på albuerne, ingen brændende flid og ambition.
Det behøvede han jo heller ikke, for han fik det hele forærende. En slags Aladdin i dansk politik.
Helveg er født ind i politikergerningen. Hans far var undervisnings- og senere kulturminister K. Helveg Petersen; moderen sporvejsborgmester Lilly Helveg Petersen.

Unge og gamle Helveg
Allerede fra midten af 1960’erne blev far og søn omtalt som institutioner i dansk politik: Den ’unge’ Helveg og den ’gamle’. Men vitsen gik på, hvem af dem der var hvad. For mens faderen lagde vægt på at fremstå som partiets stedse nytænkende visionære, lå den slags uden for Niels’ temperament. Han var bedst til den pragmatiske håndtering af dagen og vejen. Stilfærdige aftaler med kollegerne fra andre partier, udveksling af spøgefuldheder med Christiansborgs presseloge.
Han blev i 1966 valgt til Folketinget som kun 27-årig og fik allerede to år efter det betroede hverv at optræde som sit partis politiske ordfører i Hilmar Baunsgaards statsministerår.
Han styrede fri af faderens ’radikalt-radikale’ selvhævdelse over for partiets øvrige ministre og slap fra opgaven med veltalenhed og taktisk snilde.

Radikal nedtur
Da den radikale nedtur for alvor tog fart efter jordskredsvalget i 1973, fik Helveg sig behændigt viklet ud ved at drage i europæisk lære som kabinetschef for den danske landbrugskommissær Gundelach fra 1974 og tre år frem.
Da Helveg vendte tilbage, stod det åbenbart, at Baunsgaards umiddelbare afløser, Svend Haugaard, ikke magtede sin opgave. Allerede 1978 – året efter sin genindtræden i folketingsgruppen – kunne Niels Helveg sætte sig i formandsstolen.
Det var ikke en nem opgave, han overtog. De Radikale var raslet helt ned på seks mandater. Hos den traditionelle samarbejdspartner, Socialdemokratiet, kunne Anker Jørgensen ikke banke sit bagland på plads bag indgåede aftaler. Og VK-partierne befandt sig i tænderklapren under Mogens Glistrups skygge. Men drevent spottede Niels Helveg Petersen et nyt talent i feltet: Den Poul Schlüter, som indtil da var blevet betragtet som en vandrende letvægtshabit.
Mellem Helveg og Schlüter udviklede sig både privat og politisk et fortroligt forhold, der blev sikkerhedsnettet for Schlüters akrobatiske nummer:
Dannelsen af en borgerlig firkløver-mindretalsregering, da Anker Jørgensen i 1982 gav op.

Nok støtte, men ...
Til Schlüters ’økonomiske genopretningspolitik’ leverede Helveg trofast både forslag og radikale mandater. Men – uden at det på nogen måde huede praktikeren og parlamentarikeren Helveg – krævede hensynet til De Radikales bagland, at partiet til gengæld gik med oppositionen i forsvars- og udenrigspolitikken.
’Det alternative flertal’ blev efterhånden en sådan pest for det parlamentariske system, at Niels Helveg i 1988 styrede De Radikale gennem en halsbrækkkende manøvre over i den borgerlige regering. Derved slap De Radikale for at stå ved deres rebelske NATO-politik, og den har da også siden været grundigt stuvet af vejen. Men VKR-regeringen fik en ublid medfart af radikale vælgere. Efter et 1990-mandatfald fra ti til syv blev Helveg gjort ansvarlig og måtte overgive partilederposten til Marianne Jelved.

Talentspejder
Det holdt ham dog ikke fra opgaven som talentspejder på Christiansborg.
Helveg hviskede løfter i øret på Poul Nyrup om den radikale støtte, der ventede, hvis Nyrup fortrængte Sv. Auken fra S-formandsposten i rette tid, inden Tamil-sagen ville umuliggøre Schlüter.
Også her satsede Helveg på en vinder. Forinden havde han været med i den politiske husflid i ’det nationale kompromis’ med de fire danske EU-forbehold.
Den indsats – og Niels Helvegs tyngde i Det Radikale Venstre – gjorde ham uomgængelig som udenrigsminister i Nyrups regering, selv om det var en post, Ritt Bjerregaard grumme gerne ville have haft.
Med sin afslappede form og sin selvironi var Helveg den rette mand til at mildne de isnende vinde, der havde blæst om Udenrigsministeriet i Uffe Ellemanns år.

Ro på Christiansborg
Helvegs opgave var at skabe ro om dansk udenrigspolitik. Det formåede han at gøre – på Christiansborg. Men ikke i forhold til den del af befolkningen, der opretholdt skepsis og modstand mod EU.
Sin afgang forklarede Helveg i går dels med længsel efter folketingsarbejdet. Det er troligt nok, for det har altid været hans rette element. Mere opsigtsvækkende var udtalelsen om den anden årsag til afgangen: EU-forbeholdene.
»Jeg er ikke den rette til at administrere de forbehold,« sagde Helveg, der kaldte dem »paradoksale« i forhold til Danmarks interesser.
Udtalelsen er i sig selv paradoksal, for han vedstod i samme åndedrag, at han selv havde været med til at skrive dem. Helveg erklærede sig således fældet af sin egen politik. Som hans parti i øvrigt er villigt til at regere videre med.
Når Helveg ikke længere orkede balancegangen – og hykleriet – som forbeholdene lægger på en dansk regering, skyldes også, at hans indre elastik var ved at være slappet. Så megen rundhed, så megen festlighed – i den evige manøvrering om de skarpe EU-hjørner. Han gad ikke længere.
Selv en Aladdin kan blive træt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her