Læsetid: 3 min.

Hvor alting kun siger KLANK

14. december 2000

Henriette Houth forskyder i sine nye digte oplevelsen af tavshed og tomhed fra det individuelle rum ud i det fælles: byen

Digte
Det gør ikke så meget, at Henriette Houth (f. 1967, debut 1997) har ladet sin anden bog flække midt over. Det gør ikke så meget, så længe første og anden afdeling skærper debutens lyriske formsprog, hvorimod tredje og fjerde sektion fører hende helt nye steder hen.
Hendes styrke som digter ligger især i synets skarphed og ordenes mod. Hun evner virkelig at sætte en iagttagelse på spidsen, og hun driver til stadighed sit udtryk ud over det vante. Hun giver læseren nye sanser, vækker nysgerrighed og undren.

Samtalens trummerum
Om smerten du altid skal bære, skriver hun f.eks., at du må bære den »uforvaret under solen«, bære den

til havet i sten
hvor en smeltet kat på kajen
langsomt flyder ud – derfor
er den ikke til at bære
den brænder hul i dine hænder
og får aldrig ben at gå på

Samme originalitet finder man i et digt om parforholdsmæssig tomhed og trivialitet, hvor kvinde og mand til stadighed mister det gemmested, de havde lige før, i stuen, gangen, den røde stol, men hvor begge samtidig skjules

mellem flere lag samtaler
der mindre og mindre
har brug for nogen af os
men fører sig selv
ad slisker og trapper uden trin
over broer hængt op
i det intet de forbinder

Hendes udtryk er aldrig søgte, ikke desto mindre finder hun hele tiden lige bag det velkendte noget, man ikke vidste kunne siges, som når hun i et langt digt om tavshed til sidst lader tingene stå »med nøgen ryg imod universet«, eller når hun andetsteds påkalder skyggerne: »Ud med jer, I levende og døde tings uformelige fordoblinger«.

Lammende tomhed
Samlingens to første dele kredser om tavsheden, kulden og døden, men former sig samtidig som en kamp for at komme frem til et udtryk. Man rammer aldrig hovedet på sømmet, man kan ikke få hul »på disse uartikulerede vægge«. Man er inde og vil ud, en tilstand der beskrives tæt ind på kroppen, som biologisk-eksistentiel.
I tredje og fjerde afdeling skifter fokus til det sociale rum, først hus, hjem, familie, slægt, dernæst til byen, Århusområdet især:

Rundt i svinget
sidder Århus Vejvæsen
i sin bil under lærken
med kaffe i blomstrede
termokander og venter
på frokostpausen

Henne i Brugsen »står frysernes kæmpemæssige kummer / gudsforladt stuvende fulde og / mumler for sig selv / mellem Rengøring og Mel«. Jo, Henriette Houth aktiverer her sin fandenivoldskhed på nyt iagttagelsesstof, men registrerer overalt samme lammende tomhed:

Mågerne blæser i vinden
som store blege poser,
Gud har kastet sine terninger
et andet sted.
Andet er der ikke mellem de
hule betonklodser
der står og råber til hinanden
her
bortset fra gennemtræk –

Humor har hun skam også! Alt hvad noget nogensinde siger i forstads-intetheden er KLANK, men om dén dame ved busstoppestedet, der med hunden i snor – mere og mere snor! – hænger på kanten af fortovet midt i sin lille tøven, »med en blå skralde i hånden og Billed Bladet / rullet sammen med en elastik omkring«, om hende véd digteren, at hun ligner én, der kalder det »gummibånd«. Man kan citere længe og begejstret fra Mellemværender. Man kan også standse her og konstatere, at Henriette
Houth, hvis smalle, sikre debut ikke lignede ret meget andet af det, 1990’erne bragte os, nu er i bevægelse, videre.

*Henriette Houth: Mellemværender. Digte. 60 s. Kr. 160,00. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her