Læsetid: 2 min.

Aphrodites hævn på en sur dag

9. december 2000

Gnisten fra ’Bakkantinderne’ nåede desværre ikke at antænde efterfølgeren

Teater
I den litterære verden ved man, hvor svært det er at komme igen efter et brag af en debut. Men to’erens mur - hele forventningsræset – sin egen og omgivelsernes – hele præstationsræset og hele reerobringsmareridtet – gælder lige vel for scenekunsten og med Hippolytos er Suzukiteatret løbet ind i muren.
Hvad adskiller 1998’s passionerede, medrivende og stadigt stigende Bakkantinderne fra dagens Hippolytos?
Tre ting: Historiens genklang her og nu, hovedrollespillernes karisma og suzukiteknikkens position i scenebilledet. Hvor Bakkantinderne havde livsappetit, sanselighed, humor og en morale, der hyldede den sanselige, men tøjlede livsglæde, har Hippolytos en snerpet og temmelig kvindekold reverens for kyskhedens vej, lang og megen klage, samt en fad morale, der fastslår, at mennesket balancerer mellem godt og ondt – surprise me, please!

Fæl træmand
Den artistiske udstråling har det også svært: Hvor Bakkantinderne havde især Puk Scharbau (årelangt suzuki-uddannet, bl.a. i Japan) som voldsomt scenepresent, glødende, ja triumferende kraftcenter, plus en følelig gejst fra hele holdet, har Hippolytos- opsætningen en kompetent, men ikke overskudsradierende Nastja Arcel som Phaedra, dvs. i en hovedrolle, der vel at mærke mangler forgængerens dynamiske udfoldelsesmuligheder. Samt Rasmus Botofts Hippolytos, der ærligt talt er en fæl træmand og ude af stand til hæve varmegraderne i så meget som en sten.
Men nu er hele set-up’et jo også Aphrodites hævn på en sur dag. Samtidig får tragediens power problemer, når dens talerør placeres ikke fortil, men midt på scenen i en tid, hvor smerte frem for alt (under)beskrives i nærbilleder, i øjnenes spejl og på ansigtets skærm.

Krav om nyvaskede øjne
Distanceringen stiller voldsomme krav til kropspillet – både fra skuespiller- og fra publikumsside. Krav til skuespillerens teknik- og energiniveau og krav til publikum om at se med nyvaskede øjne på en teatralsk kommunikationsform, der stiliserer mindre direkte end f.eks. Robert Wilsons på Betty Nansen pt. Dermed kommer man direkte over i suzuki-træningens fremskudte position i denne opsætning; en position, der – hvad enten den er resultatet af ’magtkampen’ mellem spillere og kormanøvrerne eller nøje beregnet – breder sig der, hvor tragedien skulle tale for sig selv i al enkelhed. Breder sig med et afdansningsbals dygtighed, men uden følelses- eller energisignaler af anden art. Energiniveauet kommer aldrig derop, hvor det bliver en egentlig puls. Hvorfor opsætningen – hvor ked man end er af at konstatere det – ender med at blive Hippolytos for suzukis skyld og ikke omvendt.
Ildsjælen og initiativtageren Anne-Lise Gabold, der er en af dette lands få egentlige forskere i skuespilteknik, får hermed, omend indirekte, demonstreret vigtigheden af synergien mellem de rigtige spillere og teknikken, når den inkorporeres maksimalt i, for ikke at sige under, historien.
Så lad os se frem til næste gang – tredje gang har som bekendt heldigere udsigter.

*Hippolytos af Euripides. Oversættelse: Louis Abildgaard og Anne-Lise Gabold. Gendigtning & instruktion: Anne-Lise Gabold. Kostumer: Hanne Mørup. Percussion: P.O. Jørgens. Kanonhallen, København. Til. 22. dec.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu