Læsetid: 6 min.

Auschwitz Grafitti

22. december 2000

En forfatter tager til Auschwitz for at studere kz-lejrens gæstebog. Han overraskes af imitationerne, banaliteten, tilfældigheden, ubehaget og det umulige i at skrive noget meningsfuldt

Qlummen
En dag i foråret 1996 får embedsmanden og forfatteren Adrien Le Bihan besked om, at præsidenten for den franske republik, Jacques Chirac, skal på en officiel rejse til Polen og ved denne lejlighed vil besøge Cracovie – Bihans tjenestested – og derfra videre til Oswiecim, bedre kendt uden for Polen som Auschwitz.
I den forbindelse bliver Bihan bedt om at udføre en lille opgave, der egentlig ikke hører under hans tjenestelige forpligtelser: Om han vil finde frem til – i det der bliver kaldt for Auschwitz’ gæstebog – alle de inskriptioner, som tidligere franske præsidenter har foretaget, og sende dem hjem til udenrigsministeriet i Paris. Bihan accepterer den diplomatiske og litterære mission og drager til museet i Osweicim – selvfølgelig helt uden at vide, hvilke overraskelser der venter ham i en Bog, som han utvivlsomt har været den første til at læse.
»I Auschwitz, hvilken tristesse, hvilken modbydelighed, og trods alt, hvilket menneskeligt håb«. Skrev General Charles de Gaulle, den 9. september 1967 (min oversættelse, som i de følgende citater). Fire sider er reserveret til dette officielle besøg i Auschwitz og Birkenau, og adskillige fotos af præsidenten og hans eksorte er klistret ind i Bogen; man genkender Madame Yvonne de Gaulle iført hat.
Lige ved siden af har en gruppe på ti jugoslaviske spejdere i 1967 efterladt deres spor i form af en længere tekst på serbisk, der mest af alt handler om dem selv: »Dette besøg i den gamle lejr – dødsfabrikken – blev foretaget af medlemmer af sportsklubben Banat… Et foto, hvor de fremviser deres spændte armmuskler, ledsager teksten.
På næste side har den sovjetiske sangerinde, Tamara Miansarova, med stor skråhældende skrift, fyldt en hel side ud med ordene: »Aldrig må Oswiecims rædsler gentage sig. Gid at solen altid må skinne!« Den sidste linie er et refræn fra en slagersang, der var på mode i 1967 i USSR og Østeuropa, og den efterfølges af Tamaras og hendes ledsagers underskrift.
De Gaulle side om side med jugoslaviske spejdere, en russisk sangerinde, og før dem rent faktisk den polske anti-semit, general Moczar, der ’glemmer’ de egentlige ofre ved at tale om »…det polske folks og andre folks martyrium«? Vreden stiger i Bihan. De ansvarlige for bogen har ikke bekymret sig det mindste over, at sporene fra de Auschwitz-besøgende fremstår hulter til bulter uden bekymring for side- og årstal – ja, uden bekymring for selve tilfældigheden.

Bihan kalder inskriptionerne for grafitti. Det er ikke for at provokere (påstår han provokativt) eller af mangel på respekt for signatørerne, men fordi det nedskrevne er lige så uforudsigeligt eller konventionelt som grafitti på en mur. Personlige, indimellem foruroligende, kommentarer; sjældent poetiske. Imidlertid er det, som kendte personligheder (eller de der efterligner dem) skriver i et alvorligt øjeblik, når de er udleveret til sig selv og deres indre sprog, tilbøjeligt til at indeholde en del oplysninger om, hvem de egentlig er:
For eksempel den sovjetiske astronaut, Valéry Boukovski, der besøger Auschwitz i januar 1971. Ude i universet har han overrasket kosmos’ stille susen, og han ved endnu ikke, hvordan han skal beskrive det. Således himmelfalden spørger han kort og godt: »Kan en kriminel handling begået på jorden straffes i rummet?«
Eller Fidel Castro, der den 8. juni 1972 nedfælder følgende linier på spansk med stor vibrerende skrift:
»Det er næsten ikke muligt at begribe, og endnu mindre at tro på, de horrible kriminelle handlinger, der har fundet sted her. I tusinde år vil menneskeheden mindes disse handlinger med rædsel og afsky. Den slags ekstremiteter var den kapitalistiske og imperialistiske ideologi i stand til at udvikle. Det, jeg har set i dag, minder mig om det, som yankierne gør lige nu i Vietnam. En dag vil menneskeheden udrydde de sidste spor af disse, stadigt bestående, ideer«.
Knapt er ’folketalen’ forbi, før Kurt Waldheims diskrete sætning fremtoner på engelsk (ikke tysk): »Deeply moved by what I saw!« Bihan mener, sætningen egentlig skal læses: »Jeg blev ikke rørt af det, jeg ikke så«. I Auschwitz behøver man nemlig ikke være historiker for at forstå, at der er mange ting, man ikke ser. Herefter igen flere franske embedsmænd, tyske kommunister, italieneren Aldo Moro og cyklisterne fra Polen Rundt i 1974.

Samtlige Auschwitz-besøgende befinder sig i den samme situation: De kan simpelthen ikke forestille sig det værste ved det, der har fundet sted.
Giscard d’Estaings 1975-inskription: »Måtte alle dem, der har ventet og håbet her indtil sidste øjeblik, altid hvile i fred« bliver efterfulgt af Gerald Fords underskrift (uden mindeinskription). Han er den første amerikansk præsident, der signerer Bogen, og han efterfølges af nogle arbejdere fra Makedonien.
To år senere kommer der intet fra Helmuth Schmidts egen hånd, men hans trykte deklaration på ca. 30 linjer er sidenhen blevet klistret ind – i polsk oversættelse. Fordi han ikke har skrevet noget on the spot, betragter Bihan ham ikke som én af Bogens medforfattere.
I 1977 skriver den belgiske konge ledsaget af dronning Fabiola disse ord: »Gud bevare Polen!« I 1980 har en af vagterne noteret, at en vis Hr. Bartos Ghali (Boutros Boutros Ghali) har aflagt museet besøg; Pave Jean Paul II skriver intet undtagen ordet »pave« på polsk og med lille. Men der er 12 fotos af ham. Det er indtil videre rekorden, siger Bihan.
Så dukker syreren, Nobih Aken, pludselig op (1984). Han er professor på universitet i Damaskus og skriver på et lidt komisk fransk: »Det er utroligt, at mennesker i begyndelsen af det tyvende århundrede har kunnet være så onde mod sine medmennesker, men jeg mener, og har altid ment, at Nazierne (sic) ikke var menneskelige, men i dag er der så mange massakrer, der er endnu mere onde, og som begåes af disse martyrers brødre mod araberne«.

I februar 1987 er det Jane Fondas tur sammen med sin mand Tom Hayden, som en senere tilføjet sovjetisk kommentar i bogen kalder for »en celeber forkæmper for freden«. Stjernen Fonda skriver kort og energisk: »Never again«. Hvilket på ingen måde forpligter hende, hævder Bihan, for det, der blevet begået i Auschwitz, har næppe mulighed for at blive gentaget. Bogens vogtere har omgivet hende med flere fotos, end Edward Kennedy ville have fortjent.
Et par sider længere henne skriver en belgisk embedsmand inspireret af Fonda: »At dette aldrig, aldrig må gentage sig«. Og som om ekkoet ikke lød stærkt nok, har han gentaget hele sætningen på flamsk.
Den første israeler, der skriver i Bogen, er Ariel Sharon, 8. september 1998. Året efter skriver Shimon Peres: »Det israelske folk vil aldrig glemme dem, der er blevet udryddet her. Det israelske folk vil vide, hvordan de skal standse dem; der vil true dem i fremtiden«.
Midt i Bogen har George Bush i 1987 reproduceret en sætning, som en bestemt Shentov er ophavsmand til: »I mindet ligger hemmeligheden om forløsningen«. Det tog Bihan lang tid og flere forespørgsler hos diverse specialister at forstå, at denne Shentov kun kan være vismanden og grundlæggeren af hassidismen, nemlig Baal-Shem-Tov (herre af det gode navn), som altså har fået bort-amputeret en stavelse af den dengang amerikanske vice-præsident. Og Bihan bliver bekymret. Hvis der er så langt mellem George Bush’ foreskrifter og hans boglige referencer, hvilken chance har de værste af fortidens begivenheder så haft for at veje tungt i hans fremtidige beslutninger?

Totalt blottet for illustrationer af de rædsler, der har inspireret den, er
Auschwitz’ grafitti-samling et papir-monument, der er ætset af tiden; både den, den selv har gennemlevet – og omhandler. Ingen kan forudse, hvad den vil komme til at gemme på i fremtiden. Som alle andre bøger af samme slags lever den i en slags konstant tilblivelse.
Men det er nok temmelig sandsynligt, at der ikke vil blive udsendt flere sendebude, der lige så skruppelløst som Bihan har indfanget imitationerne, banaliteten, tilfældigheden, ubehaget og ja, det umulige i at skrive noget som helst meningsfuldt i Bogen. Hvilket så vidt jeg kan se dybest set skyldes de mange forfatteres problem: Dem som de egentlig henvender sig til – Auschwitz’ ofre – har ingen mulighed for at læse den.q

Adrien le Bihan, Auschwitz Grafitti, Librio Texte Intégral, Paris 2000

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu