Analyse
Læsetid: 5 min.

Barak spiller højt spil

11. december 2000

Israels minister-præsident beder vælgerne om et mandat til at forhandle fred. Men selv med en sejr i hånden, får han svært ved at skaffe flertal
for sin politik.

Intifada 2000Da den israelske ministerpræsident Ehud Barak i går meddelte præsident Moshe Katzav sin overraskende beslutning om at træde tilbage, blev et længe ventet valg en realitet – selv om ingen endnu kender datoen eller kan sige, hvori valget består.
Den overraskende vending i et kompliceret politisk spil øger umiddelbart Baraks muligheder for politisk overlevelse, samtidig med at den nye situation underbygger den dybe mistillid til ham blandt både vælgere og politiske fæller.
For blot et par uger siden opfordrede nære politiske kolleger ham til at træde tilbage, som han har gjort nu. Men da sagde Barak nej med henvisning til, at han ikke ville beskyldes for at bruge ufine metoder til at holde tidligere ministerpræsident Benjamin Netanyahu ude af det politiske spil.
Nu har Barak alligevel truffet beslutningen, og beskyldningerne hagler ned over ham, samtidig med at han kritiseres for at have foretaget endnu en selvmodsigende politisk kovending, som han har gjort gennem hele sin periode som leder.
Selv siger han, at han ønsker at vælgerne skal give ham et nyt mandat til at trække Israel ud af den dybe krise med palæstinenserne.

Allerede i begyndelsen af december sagde Barak fra Knessets talerstol, at han var klar til valg, hvilket imidlertid ikke er det samme som at udskrive det, og lige siden har landet befundet sig i en situation, som ligner valgkamp uden rigtig at være det. Ved at true med valg søgte Barak dels at sætte en stopper for en endeløs kæde af koalitionsproblemer, hvilket skulle skaffe ham arbejdsro og dels at presse højrekoalitionen ind i en national samlingsregering.
Begge dele mislykkedes, og derfor prøver Barak nu denne usikre udvej, hvis udfald er tvivlsomt og vejen dertil fuld af politiske faldgruber.
Israelere afgiver to stemmer ved et regulært valg. Den ene stemme gælder det foretrukne parti, mens den anden går til en kandidat til ministerpræsidentposten. Valgloven åbner imidlertid mulighed for alene at afholde valg til ministerpræsidentposten, hvilket er hvad Barak nu benytter sig af. Det betyder, at Knessets 120 medlemmer bliver siddende uden ændring i mandatfordelingen.
Valget skal afholdes inden 60 dage, og ingen, som ikke i forvejen er medlem af Knesset har ret til at stille op. Baraks hensigt er klar nok. Han har overvejet udsigterne i meningsmålingerne, og ser sig selv bedst rustet til at gå til valg mod sin nuværende hovedopponent, den højreekstremistiske Likud-leder Ariel Sharon.
Var der tale om valg til hele Knesset, kunne Likud nemlig vælge en anden spidskandidat, som meget sandsynligt kunne være Benjamin Netanyahu. Og denne står ifølge analyseinstitutterne til at kunne give Barak baghjul med over 20 procent-point.

Baraks beslutning ligner derfor en teknisk knockout til Netanyahu, og det varede da heller ikke længe, før Likud kom med beskyldninger om urent trav. Knesset-medlemmet Dani Naveh, som er en af Netanyahus gamle støtter i parlamentsgruppen, talte i et interview med israelsk tv om beskidte tricks og udemokratiske metoder.
Netanyahus muligheder er dog ikke udtømte. De, som gerne ser ham tilbage som regeringsleder, har indledt en kampagne for at få Knesset til at opløse sig selv.
Det kræver 61 stemmer, og kan man opnå dem. har man tilsidesat Baraks beslutning om at begrænse valget til ministerpræsidentposten til udksrevet valg til hele Knesset.Ariel Sharon derimod har længe frygtet at blive vippet af pinden af Netanyahu. Han ser ingen grund til at ændre på status quo og betragter uden tvivl Baraks beslutning som sendt fra himlen. Der er derfor nogle tunge beslutninger at træffe i Likud i den nærmeste fremtid.
Parlamentsgruppens 19 medlemmer er delt i to næsten lige store grupper. Den ene betragter Sharon som partiets demokratisk valgte leder, og anser Sharons modstand mod nye forhandlinger med palæstinenserne under nogen form som det eneste rigtige i den givne situation.
Netanyahu-tilhængerne betragter derimod Ariel Sharons politiske linje som et nummer for højreorienteret og anser Netanyahus greb om vælgerbefolkningen på den politiske midte som det bedste udgangspunkt for en fast funderet højreregering. De argumenterer også med, at Likud ifølge meningsmålingerne står til en fremgang på mindst 24 mandater.

Tålmodigheden med Ehud Barak er også i hans egen lejr så tyndslidt, at man ikke engang kan tage for givet, at det bliver ham, som skal repræ-sentere partiet ved det kommende valg. Der har ikke været noget åbent oprør mod partiformanden, men nok murren i krogene til at så alvorlig tvivl om hans opbakning.
Utålmodigheden kom for første gang for en dag kort efter Baraks første valgmelding.
Ved et møde i centralkomiteen, som udadtil signalerede enighed, vides det, at en række medlemmer på partiets venstrefløj gjorde voldsomt oprør mod Baraks enevældige ledelsesstil og svingende kurs. De stillede ham et uformelt ultimatum, hvorefter han havde valget mellem at nå frem til en fredsaftale med palæstinenserne inden 20. januar – hvor Bill Clinton forlader Det Hvide Hus – eller finde sig et helt andet levebrød.
Den samme fløj, der omfatter markante personligheder som justitsminister Yossi Beilin og formanden for Knesset Avraham Burg, har også leget med tanken om at bryde ud for at slutte sig til et nyt venstrefløjsparti.
Disse kræfter vil under alle omstændigheder stille alvorlige hindringer i svejen, når Barak inden valget skal gennem de interne primærvalg for at kunne kalde sig spidskandidat. Ved den lejlighed vil Avraham Burg være en sandsynlig modkandidat.
At også partiets fredsveteran, Shimon Peres, gennem de sidste uger har luftet sin utilfredshed med Barak i stadig mere utilslørede vendinger, må være endnu mere forstyrrende for regeringslederens nattesøvn.
Selv om også Peres er en kontroversiel person i partikredse, repræsenterer han i den grad en forbindelse til partiets traditioner og Yitzhak Rabins fredsproces, at ingen rigtig vover at tilsidesætte ham.
Derfor er det også interessant, at det fra Peres lejr er blevet antydet, at han også kunne tænkes at stille op som kandidat til primærvalget.

Ehud Barak er blevet kritiseret for manglende visioner ved sin fremgangsmåde. Skulle det lykkes ham at opnå genvalg, vil han nemlig sidde med en uændret sammensætning af Knesset, hvilket efter alt at dømme vil gøre det uhyre vanskeligt for ham at komme videre.
Han beskyldes også for at spille hasard med den israelsk-palæstinensiske konflikt, som til syvende og sidst er årsagen til Baraks misere. Taber han nemlig i et opgør mod Ariel Sharon, vurderes denne nemlig at ville anlægge en langt hårdere kurs over for palæstinenserne, hvilket vil være yderligere nedbrydende for de sidste rester af håb om en løsning på konflikten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her