Læsetid: 4 min.

Bare vi er sammen ...

8. december 2000

Dansk film har scoret en ny Dogme-fuldtræffer med Lone Scherfigs skarpe, charmerende komedie ’Italiensk for begyndere’

Ny film
Ømhed, indlevelse, evnen til at træde i kontakt – det er noget uhåndgribeligt, som ikke er så let at fremstille på film.
Jo, vi har set masser af dampende sexscener, oceaner af postuleret love interest, men af og til ville man give et kongerige for en film, der virkelig kan fange et forelsket blik, en pludselig gensidig forståelse, et spontant kærlighedstegn.
Italiensk for begyndere er en sådan film, og når den så ofte udstråler denne ægthed, har det selvfølgelig noget med Dogme-æstetikken at gøre. Som den femte danske Dogmefilm efter Festen, Idioterne, Mifunes sidste sang og The King Is Alive lægger den vægten på personkarakteristik og skuespillerpræstationer på bekostning af ydre glans og herlighed.
Men Dogme eller ej – filmen er og bliver en stilfærdig triumf for sin instruktør-forfatter Lone Scherfig og hendes spillere, der har skabt en varmende komedie om Død, Sammenhold og Kærlighed – i dén rækkefølge.

Den kradser i åbne sår
Det er en film med begravelser og forelskelser, komponeret som et fletværk af hverdagsromantiske forhold. Men Italiensk for begyndere er ikke bare en variation af det snart legendariske hit, Den eneste ene, selv om de to film har genren til fælles – den romantiske komedie. Scherfigs film kradser mere i sine personers mere eller mindre åbne sår end Susannes Biers, og livsomstændigheder er ikke slet ikke så trygt højglanspolerede. Er man lidt speciel, falder hammeren på jobbet.
Så Italiensk for begyndere bliver mindre en rosenrød beretning om Den Store Kærlighed end en indkredsning af en moderne ensomhed og et presserende behov for sammenhold. – »Jeg er vant til at være alene,« er en gentaget replik, som afspejler afbrudte eller frusterede familierelationer og en ikke alt for munter single-tilværelse. Især forholdet til en opgivende, uforstående forældregeneration ses i grel belysning.
Lone Scherfig magter at samle sine personer op helt fra dødsperspektivets bund og give dem fornyet livslyst i en komediefabel, der nok bruger et par eventyrsammentræf henad vejen, men aldrig for alvor slipper figurernes fundamentale usikkerhed af syne.
Så vi får en sart neddæmpet Anders W. Berthelsen som den unge nyuddannede præst, der famler sig frem i et vikar-embede, men langsomt skyder sig ind på jobbet som lydhør sjælehyrde. – »Man kan godt mærke du er præst,« siger den kontaktsøgende receptionist Jørgen Mortensen til ham, og fra denne elskelige mund kommer ordene som et ridderslag; denne Mortensen er i Peter Gantzlers skikkelse et skuespillerkup – Taxa-Mike forvandlet til indbegrebet af en sød, naiv, genert fyr med kærlighedslivet sat på ufrivillig stand-by og en forelskelse i en italiensk servi-trice, der er som én stor blokering. Bare at se og høre ham – på sit aftenskole-italiensk – bestille en Jolly Cola hos hende er et lille vidunder af kærlig komik.
Mortensens bedste ven er den ustyrlige cafébestyrer Hal-Finn, der tyranniserer sine gæster, men i bedste mening. Lars Kaalund spiller ham suverænt som en macho-rod med en lille fin understrøm af af sensitivitet, der især åbenbares i hans affære med Ann Eleonora Jørgensens moderbundne frisør. I hendes salon spirer hårplejens søde sensualitet og skaber en fint markeret erotisk pagt mellem de to.
Lidt uden for nummer står – tilsyneladende – den klodsede bagerjomfru Olympia, den mest ensomme af dem alle, fordi hun også kulturelt er tilbagestående. Med sin pudsige, kønne klovneudstråling og musikalske replik gør Anette Støvelbæk hende til et dejligt usentimentalt bekendtskab.

Ramt i plet
Omkring denne femkant, der mødes til aftenskole i italiensk med hver sin fællesdrøm om Venedig og dejlige dobbeltværelser, færdes en sværm af hverdagsdanskere, taget på kornet, som bl.a. Martin Brygmans professionelt selvhøjtidelige aftenskolelærer, Sara Indrios servitrice, fuld af latinsk temperament og dulgt romantik, Bent Mejdings balstyrige arving til den danske tradition for skrupskøre præster og – ikke mindst – Lene Tiemroths kompromisløst portrætterede misbruger på dødens rand.
Så godt kan danske skuespillere altså agere, når de med en god tekst og frie improvisationsmuligheder lades i fred af kamerateknikken! Dogme-metoden triumferer igen, selv om Lone Scherfig og hendes fotograf Jørgen Johansson til en vis grad sætter sig mellem to stole visuelt.
De opnår ikke helt de første Dogmefilms råt tilskårne dynamik i deres mere traditionelt komponerede (nær)billeder. Man kan derfor af og til savne miljø- og stemningsskabende totalbilleder, der bevidst undgås som stilbrydende. Mange scener kunne i hvert fald fortjene en visuel uddybning.

Drøm om fællesskab
Filmen tager et tema op fra Scherfigs debut, Kajs fødselsdag, (1990), der også handler om ensomme danskeres kejtede kærlighedssøgen.
Men hun har langt bedre greb om instruktionen denne gang. Hendes hverdagsnære, prunkløse komedieform udelukker ikke skarphed og tristesse, men samler sig til slut i en relativt beskeden vision af fællesskab, realiseret i et passende regnvådt Venedig. De rette får hinanden, men de er kun på vej. De er stadig begyndere!
Det vigtigste er, at ensomheden er brudt. Også en anden af efterårets markante danske film, tilløbsstykket Blinkende lygter, handler om sammenholdets velsignelser. Måske en drøm, der netop nu trænger sig særligt på for en lille nations splittede befolkning af individualister med ondt i familien.

*Italiensk for begyndere. Instr. og manus: Lone Scherfig. Dansk (Dagmar, Scala, Palladium, Palads, CinemaxX, Vio City, Gladsaxe Bio, Lyngby Teatret, Albertslund Biograferne med mange flere)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her