Læsetid: 5 min.

Behov for en global New Deal

20. december 2000

NGO’erne udnytter internettet, mobiltelefoner og globale netværk til at presse de transnationale institutioner som WTO og Verdensbanken.

ATTAC angriber »NGO’ernes indflydelse er voksende, og internettet er et meget effektivt middel til at sikre hurtig og umiddelbar kommunikation. Information er magt.«
Sådan siger den 49-årige direktør for Third World Network, Martin Khor, i telefonen fra Malaysia. Han repræsenterer en af de omkring 30.000 NGO’er (non-governmental organisation), som i stigende omfang sætter dagsordenen, når de transnationale institutioner som Verdensbanken, Valutafonden og WTO mødes.
Under sidste års Seattle topmøde i verdenshandelsorganisationen WTO var der flere end 700 NGO’ere til stede – de fleste fra den nordlige halvkugle – men Martin Khors Third World Network kunne mobilisere endnu flere. Via internettet.
Mens verdens tv-kameraer zoomede ind på de 50.000 demonstranter i Seattles gader, og mens ministre fra over 130 regeringer sad og svedte på WTO-topmødet, satte Third World Network’s folk sig til tasterne. Og der gik ikke lang tid, før flere end 1700 NGO’ere fra Den Tredie Verden havde mailet kommentarer ind.
Det var en ny måde at drive global politik på. NGO’erne har fundet ud af, at effektiv kommunikation via internettet og mobiltelefoner kan øge deres indflydelse. Aktivisterne globaliserer sig hurtigere end de virksomheder, som de angriber, hvad Debra Spar fra Harvard Business School har påpeget. De omrejsende
NGO’ere er på en måde blevet en del af den globale elite.

Email-magt
Før det seneste klimatopmøde i Haag overrakte verdensnaturfonden (WWF) ikke mindre end 11 millioner underskrevne emails til den hollandske ministerpræsident Ruud Lubbers. Det var et foreløbigt højdepunkt i den nye globale politik. De ’gammeldags’ medier – tv, radio og aviser – er ikke kørt ud på et sidespor, fastholder Martin Khor. »Medierne spillede en vigtig rolle bag kollapset for Seattle-mødet ved at formidle vores kritik.«
Mary Kaldor, der er direktør for forskningen i det globale civile samfund på London School of Economics, mener, at Seattle-mødet var et politisk gennembrud for NGO’erne.
»Det var første gang, at tilstedeværelsen af en række nye aktører for alvor blev taget seriøst. De, der sad indenfor og forhandlede, ignorerede og overhørte ikke dem, der var udenfor,« mener hun.

Ikke alle over en kam
Efter volden i Seattle er kritikken af NGO’erne vokset i den vestlige verden.
Formanden for Mellemfolkeligt Samvirke, Christian Friis Bach, advarer mod at slå alle over en kam: »Det er altid svært at formalisere NGO’-ere. Nogle har en anarkistisk tilgang, mens vi andre, som ønsker at reformere institutionerne, bliver beskyldt for at gå på de bonede gulve.«
Susan George, vicepræsident for ATTAC (der bl.a. fører kampagne for en Tobin-afgift på frie kapitalbevægelser) vil heller ikke slås i hartkorn med anti-globalisterne:
»Pressen har tit svært ved at skelne. ATTAC er ikke imod globaliseringen, men imod den nyliberale kapitalistiske udvikling. Vi ønsker et stærkere internationalt demokrati, der kan styre markedet. Vi tror, at folk søger efter reelle svar på globaliseringen. Men de traditionelle politikere og politiske partier, der stadig er organiseret inden for nationalstaten, kan ikke levere det. Det er lettere for os NGO’ere, der er organiseret internationalt,« siger hun i telefonen fra Paris
Men i WTO’s hovedkvarter i Geneve spiller en embedsmand bolden tilbage: »NGO’erne siger, at WTO er udemokratisk og uden legitimitet, men NGO’erne er mindst lige så udemokratiske. De er ikke demokratisk valgte, som de regeringer, der tager beslutningerne.«
Christian Friis Bach er stærkt utilfreds med den udemokratiske måde, som WTO fungerer på: »WTO må reformeres kraftigt. Før Seattle forsøgte WTO at omklamre os ved at holde en NGO-konference. Men den var katastrofal, og det gjorde mange NGO’ere endnu mere rasende,« fortæller han.

Raseri og resultater
Raseriet har forplantet sig til gaderne. Der var voldelige sammenstød med politiet i Seattles gader, og i løbet af år 2000 har der været voldelige manifestationer i gaderne ved internationale møder i Washington, London og Melbourne til Prag – og senest i Nice.
»NGO’erne er stærkere, end de tror,« siger Christian Friis Bach.
Han tager selv afstand fra de aktivister, der griber til vold. »Nogle vil bare kaste med brosten og sige nej. Det ærgrer mig, at man hele tiden laver nej-kampagner og ikke laver ja-kampagner. Vi har en historisk chance for at få indflydelse, og hvis ikke vi snart laver ja-kampagner, så vil NGO’erne miste anseelse«.
I de seneste år har NGO’erne flere gange bevist, at de ved at lave målrettede globale kampagner og indgå koalitioner med udvalgte regeringer kan opnå resultater. I sommeren 1995 gik miljøorganisationen Greenpeace ind i en kampagne mod Shells Brent Spar boreplatform i Nordsøen, og med støtte fra europæiske forbrugere, Tysklands kansler Helmut Kohl og EU-kommissær Ritt Bjerregaard fik de Shell til at opgive at dumpe platformen.
Dernæst organiserede Human Rights Watch og 350 andre NGO’ere en international kampagne mod landminer, der fik støtte fra skandinaviske regeringer og Canada, og i 1997 var Ottawa-traktaten om landminer en realitet. Miljø- og forbrugerbevægelser har stoppet genmodificerede organismer fra Monsanto, og senest har NGO’ere anført af Greenpeace banet vej for, at der kommer en international konvention for ’Persistant Organic Pollutants’, stærkt miljøbelastende stoffer som dioxin.
Martin Khor fra Third World Network er især stolt over, at han og andre i 1998 fik stoppet den multilaterale investeringsaftale, MAI:
»Sejren over MAI er et meget vigtigt skillepunkt for os NGO’ere. Vi var kun fem personer og fem grupper, da vi rejste kritikken af MAI. Dengang var alle vestlige regeringer tilhængere af den. Men snart fik vi informeret vore NGO-venner i Danmark, Sverige, Canada og USA. Man blev opmærksom på, at MAI-aftalen også ville få en negativ betydning for folkene i de rige lande, og siden voksede protesterne. Det var et stort øjeblik for os, da vi på Paris-mødet i 1998 så, at regeringerne opgav aftalen.«
Michael Edwards fra Ford Foundation mener, at det er en alvorlig fejl, hvis man bare afviser NGO’erne som en flok selvtilstrækkelige aktivister, der ikke har legitimitet og viden til at blande sig i den globale politik.
»Det er på høje tid at lave en ’New Deal’ for den globale styring, som giver borgergrupper ret til at blive hørt i globale debatter,« siger han.
Han foreslår, at NGO’erne får plads som ’stakeholders’ i en ny ’WTO deltagelsesfond’ og et ’financielt verdensforum’, der skal føre tilsyn med Verdensbanken og IMF.
Konturerne af en sådan New Deal kan måske allerede anes. Valutafondens chef Horst Köhler og Verdensbankens chef James Wolfensohn har åbnet dørene for dialogen med NGO’ere.
Leder af FN’ udviklingsprogram (UNDP), Mark Malloch Brown, har lavet et fast rådgivningsforum af NGO’ere, og WTO’s generalsekretær Michael Moore mødes hver uge med NGO’ere i sit kontor i Geneve.
Christian Friis Bach er enig i, at der er brug for en slags ’New Deal’ på globalt plan:
»Vi ønsker en folkestyret globalisering, og der burde indkaldes til en ny Bretton Woods konference, så man kan tage de større og bredere spørgsmål op lige som efter Den Anden Verdenskrig.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her