Læsetid: 5 min.

Bibi tilbage i rampelyset

12. december 2000

Den tidligere israelske minister-præsident, Benjamin Netanyahu forsøger et comeback.

Intifada 2000TEL AVIV – Benyamin Netanyahu siger, han har lært af sine tidligere fejltagelser. For at vise, der er noget om snakken mødte han søndag aften præcist til pressemødet i Jerusalem, hvor han bekendtgjorde sin kandidatur til posten som Israels ministerpræsident.
Præcision var absolut ikke blandt Netanyahus dyder, mens han i tre år stod i spids-en for den højreorienterede Likud-regering. Men omfanget af hans forsyndelser mod vælgernes tillid til ham taget i betragtning, kan dette næppe heller være den væsentligste anke, ligesom hans nyer-hvervede præcision ikke nødvendigvis betyder, at han også har ændret sig på de resterende områder.
»Det er rart at være tilbage,« bemærkede han veloplagt til de ventende journalister, og meget tyder på, at mange israelere også synes, det er rart at have ham tilbage i den politiske arena.

Skal skaffe flertal
Det er endnu ikke givet, at Netanyahu får held med sit forehavende, men meget taler for det. Ministerpræsident Ehud Barak forsøger at holde ham tilbage og har i første omgang taget valglov-en i brug. Denne siger nemlig, at hvis Barak udelukkende udskriver valg til ministerpræsidentposten, kan kun de, som i forvejen er blandt Knessets 120 medlemmer, opstille.
Netanyahu er ikke medlem og er således afhængig af at skaffe et flertal på 61 parlamentarikere for at opløse Knesset, hvilket vil medføre valg i fuldt omfang og også åbne mulighed for hans kandidatur. Ikke desto mindre virker tvekampen Barak-Ne-tanyahu allerede som en realitet, og regerende partiformand Ariel Sharon forekommer tilsvarende sat ud på et sidespor. Dette har ikke mindst at gøre med Netanyahus usædvanlige politiske tæft.

Tiltalefrafald Da han trak sig ud af aktiv politik for 19 måneder siden, var Bibi, som Netanyahu hedder i venlig omtale, en slagen mand. Landets økonomi befandt sig i dyb krise, og fredsprocessen havde han frosset effektivt ned.
»Allerede på valgnatten i maj sidste år tog han konsekvensen. Ikke blot erkendte han sit nederlag til Barak, han meddelte yderligere, at han med øjeblikkelig virkning nedlagde sit mandat i Knesset. Dette havde han ikke behøvet, og de fleste ville være blevet hængende,« forklarer professor Avraham Diskin, som forsker i valg og partipolitik ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem.
Avraham Diskin er tæt på at kalde dette skridt begyndelsen til Bibis politiske genrejsning. Selv om mange beskyldte ham for at være kujon, var holdningen langt ind i venstrefløjen, at han trods alt havde opført sig som ægte gentleman.
Umiddelbart efter sin tilbagetræden måtte ægteparret Netanyahu gennem en kompliceret og langtrukken retssag, som han også har forstået at udnytte politisk. Politiets efterforskning viste, at han som statsleder havde modtaget private tjeneste-ydelser til en værdi af 60.000 dollars uden at betale for dem. Efter et stort antal retsmøder og megen presseopmærksomhed endte sagen i tiltalefrafald på grund af manglende bevisbyrde.

Det tribale Likud
Israels politiske landskab er i modsætning til, hvad man ser i det meste af Europa, meget tribalt. Naturligvis er der, som i ethvert demokrati, en vis vælgermobilitet, men et meget stort antal knytter sig til et parti på en måde, som går langt ud over det traditionelle kernevælgerbegreb.
»Dette er særlig udpræget for et parti som Likud,« siger Avraham Diskin.
»Partiet har traditionelt en stærk appel til sefardiske jøder, og selv om vælgerbefolkningen er langt mere kompleks end førhen, er Likud stadig typisk hjemsted for ringere stillede befolkningsgrupper, hvor den politiske mobilitet også er ringere.«
I dette univers har Netan-yahu ifølge Avraham Diskin haft relativt nemt ved at stå som den forfulgte leder. Ret-sagen imod ham blev opfattet som en heksejagt, og at to lignende sager verserede samtidig med Netanyahus tjente kun til at underbygge denne forklaring. Sefarderen Arye Deri, nu detroniseret leder af det ultraortodokse parti Shas, blev idømt fængselsstraf for underslæb »i sagens tjeneste«, mens præsident Ezer Weizman, som i høj grad var del af den etablerede ashkenasiske magtelite gik helt fri af anklager for økonomiske uregelmæssigheder, ti gange så omfattende som Netanyahus.

Bror til Yonathan
Netanyahus politiske fremdrift har ikke så lidt karakter af personligt korstog. Hans far aspirerede for år tilbage til en karriere i Likud, men tilhørte en højreorienteret fraktion, som daværende partiformand Menachem Begin ikke havde meget til overs for. Faderens politiske drømme materialiserede sig derfor aldrig.
Som søn af ’en undertrykt i de undertryktes parti’ kan han derfor bruge faderens tragedie som et stærkt kort. Ved gentagne lejligheder har han beskrevet sin vej mod den politiske top som en kamp mod uretfærdigheden, hvilket er det fineste vand på likud-vælgernes mølle.
Familiens eget bidrag til Israels uselviske helte bruger Benyamin Netanyahu til at opbygge sit image for styrke. Han er lillebror til Yonathan Netanyahu, der som øverstkommanderende for en deling kommandosoldater blev dræbt under aktionen for at befri en gruppe flykaprede gidsler i Entebbe i 1976.

Sikkerhedsbudskab
Situationen minder meget om tiden før valget 1996, da Netanyahu gjorde sin første entré ved at vælte daværende ministerpræsident Shimon Peres. Den sidste tid af dennes regering blev præget af en række bombeangreb på israelske busser, og den samme utryghed som nu tegnede folkestemningen i landet.
Dengang gik Netanyahu til valg på et budskab om sikkerhed, nøjagtig som han er ved at gøre det nu, og Ehud Barak står med nøjagtig de samme vanskeligheder med en uhåndterlig eller kuldsejlet fredsproces som Peres gjorde dengang.
Dette flytter stemmer, hvilket er særlig udpræget hos de unge eller mindre etablerede vælgere. Blandt indvandrerne fra de tidligere sovjetrepublikker, som udgør over en sjettedel af vælgerkorpset, er dette meget tydeligt. De stemte overvældende for Barak i 1999; i dag vil 79 procent af denne gruppe ifølge de seneste meningsmålinger pege på Netanyahu. Barak hentede dem til sin lejr på et socialt budskab, men Netanyahus tale om sikkerhed har større appel.
Endelig er Netanyahus usædvanlige talegaver ham en uvurderlig politisk støtte. Disse kom til fuld udfoldelse på søndagens pressemøde, som blev tv-transmitteret direkte og i sin fulde længde i israelsk prime time.
Med stor sproglig elegance skildrede han sine tre år ved roret i lyse vendinger: Der var ingen terrorangreb, der var ingen blodsudgydelser, der var ingen underskrivelser af aftaler, som afstod israelsk land til palæstinenserne, sagde han.
»Et andet kendetegn ved de israelske vælgere er en usædvanligt kort hukommelse, og med Netanyahus karisma kan han blive Barak en meget farlig modstander,« siger Avraham Diskin.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her