Læsetid: 3 min.

Blandede Blomster

14. december 2000

Kristina Stoltz’ debutsamling prøver sig frem i forskellige retninger

Ny bog
Titlen på Kristina Stoltz’ debutsamling Seriemordere – og andre selvlysende blomsterkranse er både iøjnefaldende og tilsyneladende selvbevidst – iøjne- og ørefaldende nok til at man begynder at spekulere over, hvad den egentlig betyder. I hvilken forstand er en seriemorder en blomsterkrans? Ganske vist indeholder bogen et digt (et af de bedste), der hedder »Seriemorder«, og så kunne man jo let få den tanke, at bogtitlens reference ikke var til virkelighedens seriemordere men til dette digt, og at det således var digtene, som var blomsterkranse – men det holder bare ikke, når ordet skifter til flertal.
Den sproglige usikkerhed, som opstår her, er ikke enestående, den dukker op flere gange inde i bogen, hvor digte pludselig skifter grammatisk tid – »Så snart det er min tur / går lærredet i sort / men jeg kunne stadig høre...« – og sproget kommer til at virke unødigt klodset.

Dæmoner
Sådan er det dog langt fra hele tiden. Lad os f.eks. se på benævnte digt »Seriemorder«:
Fortætningen / i dette mægtige / værelse // og i sengen med dyner / uden linned / snorker en fremmed // en seriemorder / klæbet til min paranoia / filer mig til // og jeg samler / benene / så knæene støder sammen.
Hvad er det egentlig med seriemordere, der gør, at de i så ekstrem grad har talt til vores kollektive bevidsthed de sidste ti år?
En ting er sikkert, at disse drab altid bunder i seksuelle motiver, seriemorderen er en slags sekulær dæmon, en ikke-metafysisk djævel. Angsten for seriemorderen er også angsten for den dræbende eller i hvert fald farlige seksualitet. Det er umuligt for mig at læse ovenstående digt uden at komme til at tænke på Edward Munchs billede af en teenagepige, der sidder nøgen på kanten af sin seng med tætsamlede knæ, mens en truende skygge (hendes egen velsagtens) lurer på væggen bag hende.

Indflydelse er umoralsk
Dermed er det selvfølgelig ikke sagt, at Stoltz har haft samme association – tværtimod faktisk, hvis hun skal leve op til sin egen bogs motto, Oscar Wildes replik »There is no such thing as good influence, Mr Gray. All influence is immoral.«
Det må enten være ment meget ironisk eller meget provokerende, men i ingen af tilfældene er det særligt passende for den indflydelse, som selvfølgelig har gjort sig gældende for disse digte, er ikke specifik, men er snarere en generel ide om hvad digte er – et lille udsagn om hvad som helst (gerne en personlig erindring) sat op i små knækkede mere eller mindre rytmiske linjer. Der er med andre ord ikke noget voldsomt selvstændigt på færde her, hverken på den formelle eller den indholdsmæssige side.

Patos og poesi
Der er snarere noget lidt tøvende forsigtigt prøvende i forskellige retninger, et par listedigte hvor »verden passerer i filmklip«, nogle familie- og venindedigte, bl.a. et smukt poetisk brev »til Maria«, hvor en fælles barndom og ungdom genkaldes. Så er der pludselig et par havdigte, hvor en vild patos pludselig skummer op:
Hver gang jeg rejser mig / forsvinder horisonten / i en voldsom byge / og oversvømmer / mit ansigt. // Hver aften / når jeg lægger mig / alene i sengen.
Det hele slutter med et eksempel på ren glæde ved at se sproget selv danne billeder, her ordet »Hjertekammer«:
I et øjebliks utallige / kapilærer / fortsætter lyden / af et enkelt skridt / med at runge / indtil primitive blodkar / smelter sammen / for at danne et enkelt / hjertekammer.
Således bliver det en buket blandede blomster i kransen – lidt elegance, lidt kedsomhed, mange nydelige bagateller og en anelse næsten vulgært svulstigt.

*Kristina Stoltz: Seriemordere – og andre selvlysende blomsterkranse. 72 s., 150 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her