Læsetid: 3 min.

Bropenge til kulturlivet

27. december 2000

Dannebro eller bro til den nye, internationale kunstverden? Kulturbro 2000 fyldte meget i årets kunstkalender, men næredes med få undtagelser af de sikre, klassiske succeser.

Kunststatus
54 mio. kr. stort var Kulturbro 2000-budgettet, der tilgik kulturlivet på begge sider af Øresund, og som skulle kundgøre for alverden, at de to nationer qua broen var rykket tættere på hinanden.
Startskuddet blev affyret i september. Det var et sandt Slaraffenland for alle kunstinstitutionerne, der mæskede sig i midler og pludselig så sig i stand til at realisere deres hedeste drømme. Således kunne Gl. Holtegaard åbne dørene ikke blot til en væsentlig udstilling af Egon Schieles monstrøse, seksualiserede menneskildringer i den for ham nervøse streg, men også varme sig ved et mere permanent tiltag i form af forbedringer af udstillingsfaciliteterne: Sikkerheden er nu opdateret, så museet er gearet til at hjemlåne alverdens kostbare kunstværker, hvis det skulle være. Og det skulle det jo gerne igen, også uden bropenge.
Udstillingen i Gl. Holtegaard hører til årets absolutte højdepunkter. Her blev en vildt outreret kunstner fra det 20. århundredes første årtier, hvis provokerende, ja, obskønt sensuelle, men frastødende værker, der kan få den mest forhærdede og blaserte avantgarde-connaisseur til at spærre øjnene op og mærke blodet strømme, præsenteret for første gang i større udtræk herhjemme.
Forresten viste samme Gl. Holtegaard tidligere på året den islandske landskabsmaler Jhs. S. Kjárval. Se, dét er en maler, der kan det sjældne at få selve naturens rige stoflighed overført til det todimensionale lærred, så det vrider sig af liv.

Kan nås endnu
En kaskade af udstillinger åbnede samtidig, så de var ved at vælte hinanden. Har man endnu ikke set dem alle, kan man imidlertid indhente det forsømte i juleferien: Stadig kan man nå at se den fabelagtige udstilling »Sjælebilleder« om symbolismen på Statens Museum for Kunst (sidste dag den 14. januar).
Her lister publikum sig rundt. En nærmest sakral stemning erobrer de besøgende, og malerierne hvisker deres budskaber om død og lidenskab og de store, menneskelige tildragelser i dæmpede farver fra væggene. Det er en stramt økonomiseret ophængning med fem tematiske ledetråde.
København-Malmø

Også udstillingen på Ordrupgaard med blomstermalerier af Delacroix »Maleriets Musik« – Delacroix satte penslen i blomst – som vor anmelder skrev – er uundgåeligt, men kendt stof for kunstelskere, der endnu ikke har set den.
I Malmø kan man se både Peter Greenaways Ikaros-iscenesættelser »Flyga över vatten« (i Malmø Kunsthal frem til 14. januar) og arkitektur-udstillingen med Mies van der Rohe i Form/Design Center frem til 7. januar for ikke at glemme Carl Fredrik Hill (i Malmø Kunstmuseum frem til 7. januar).
I Københavns-området kan frem til 14. januar ses både Arkens udstilling med menneskekroppen i kunsten igennem de sidste fem decennier, der flot sekunderer den store udstilling Vision og Virkelighed i Louisiana. Her tager man livtag med hele det 20. århundredes vigtige avantgarde-bevægelser.
Kulturbro
Som det fremgår, var der med ganske få undtagelser tale om allerede vedtagne kunstværdier i Kulturbro-2000-biennalen, der mønstrede fortiden frem for at sætte dagsordenen for fremtiden. Kulturbroen er nu lukket og genåbner om to år. Meget andet og langt mere innovative ting skete imidlertid på den unge, sitrende og forskningsivrige kunstscene, der formelig boomer af aktivitet for tiden: En underholdende udstilling »Ambassader« i en gammel hangar i Strandgade 100 pejlede og spejlede ældre avantgardekunstneres landvindinger i forhold til yngre og helt unges. Udstillinger i København, bl.a. i Overgaden, i North Galleri, i Galleri Søren Houmann, i Galleri Specta, i Århus Kunstmuseums Demo-udstillinger, i Esbjerg Kunstmuseum m.v. viste nye veje for kunsten. Og så er der jo verdens største kunstværk, der nu står på en mark uden for Herning og sitrer, svanger med dystre og store fortællinger: Ingvar Cronhammars mega-skulptur Elia.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her