Læsetid: 5 min.

Bush vil forsøge at bygge bro

14. december 2000

Bush’ første opgave bliver at bygge bro til taberne

Krystalkuglen
BOSTON – Efter USA’s Højesteret natten til onsdag kendte fintællingen i Florida ulovlig er sejren så godt som sikker for George W. Bush.
Han ventes at lægge ud med en opfordring til national samling oven på den sidste måneds valgkaos.
Og det ventes, at Bush fra starten vil erkende det begrænsede mandat, han er blevet valgt på og fremlægge et reformprogram, som afspejler den næsten ligelige fordeling mellem demokrater og republikanere i Kongressen.
Bush vil som præsident formentlig være tilbageholdende med sine valgkampløfter om store skattelettelser. Nye bevillinger til skoler anses for mere sandsynligt, eftersom der er bred enighed om et sådant lovintiativ på tværs af partiskel. En reform af lægehjælpen til pensionister og af den statslige pensionsfond kan også komme på bordet.

Bekymrede allierede
I Europa, Rusland og Kina vil iagttagere især bide sig fast i, om den kommende præsident bebuder en acceleration i udviklingen af det planlagte amerikansk missilforsvar, der er en republikansk mærkesag.
Bush foreslog under valgkampen betydelige reduktioner i USA’s og Ruslands arsenal af strategiske atomraketter, hvis Moskva til gengæld ville acceptre et amerikansk raketværn.
Bush’ forsvarsrådgivere, der mødes uformelt i en samarbejdsgruppe ved navn Vulcan, har rent privat luftet tanker om at tilbyde de europæiske allierede samme beskyttelse mod vildfarne atomraketter som Canada. Men hvis Rusland fortsat holdes udenfor, er det tvivlsomt, omUSA’s europæiske NATO-allierede vil kunne acceptere en sådan model. Der hersker stor usikkerhed om, hvem Bush vil foreslå som forsvarsminister.
Den tidligere demokratiske senator Sam Nunn og Pennsylvanias republikanske guvernør Tom Ridge er blevet nævnt som mulige kandidater.
Bush forventes derimod at udpege tidligere forsvarschef Colin Powell til posten som USA’s næste udenrigsminister. Powell vil dele ansvar for sikkerheds- og udenrigspolitik med Condoleeza Rice, der står til at overtage posten som præsidentens nationale sikkerhedsrådgiver.

Verdens politibetjent
Disse to højtstående embeder har aldrig tidligere været besat af afro-amerikanere.
Det er også første gang, at en kvinde udnævnes til sikkerhedsrådgiver. Især Colin Powell er et kendt kort i udlandet, men meget lidt vides om hans ekspertise i diplomati og international politik.
I udlandet vil man gerne have præciseret, under hvilke omstændigheder eks-general Powell agter at foreslå amerikansk militær inter- vention.
Han har tidligere taget afstand fra at gribe ind, med mindre USA kan opnå en hurtig og klar militær sejr.
»Under en Bush-regering vil USA med sikkerhed ikke optræde som verdens politimand,« siger den republikanske senator Connie Mack fra Florida til Information. »Bekymringen over Bush’ udenrigspolitiske erfaringer i Europa er overdrevet. Da Ronald Reagan og Bill Clinton tiltrådte i sin tid, var de allierede ligeså nervøse. Sådan er det hver gang.«
Tre finansmagnater fra Wall Street er blevet foreslået som mulige finans- og økonomiministre, men ingen af dem har særlig meget politisk erfaring, og de kan begge få svært ved at fylde skoene efter Bill Clintons superminister Robert Rubin.
Det kan dog med nogenlunde sikkerhed forudsiges, at Bush’ stabschef i Det Hvide Hus bliver Andrew Card.
Han var trafikminister i præsident George Bush seniors regering.
Tidligere udenrigsminister James Baker kan også tage sig betalt for sin indsats på Bush’ vegne i Florida ved at kræve en toppost.
Rådgiverne Karl Rove og Karen Hughes vil utvivlsomt også få høje stillinger i Det Hvide Hus.

Magtfuld nummer to
Den mest indflydelsesrige skikkelse i den kommende Bush-regering bliver imidlertid Richard Cheney. Normalt modtager en vicepræsident et begrænset kommissorium og holder sig i skyggen af sin chef.
Men eftersom George W. Bush afskyr detaljer og foretrækker at uddelegere opgaver, forventes Cheney at optræde i rollen som USA’s premierminister – et embede, der formelt ikke eksisterer.
Den tidligere forsvarsminister under Bush’ far har allerede grebet godt fast i selerne og står i spidsen for dannelsen af en ny regering. Det er en enorm opgave, fordi så mange embedsfolk og viceministre i det amerikanske regeringsbureaukrati udnævnes af en præsident.
Der er tale om ikke mindre end 10.000 stillinger.
Richard Cheneys fremtrædende rolle på overgangsholdet har givet anledning til spekulation om, hvorvidt George W. Bush er egnet til at regere landet. Siden valgdagen den 7. november har han udadtil virket uengageret i det juridiske tovtrækkeri, der i sidste instans skulle afgøre, om han vandt den eftertragtede præmie – USA’s præsidentembede.

En dag i Bush’ liv
E-mail-rapporter, der cirkuleres af tilstedeværende avisjournalister, beskriver en typisk dag i den kommende præsidents liv nogenlunde sådan:
George W. Bush og hustruen Laura tilbringer tre-fire dage hver uge i guvernørboligen i Texas’ hovedstad Austin. Hver morgen klokken syv er Bush oppe for at lave morgenmad og fodre kæledyrene. I den sidste uges tid har to CIA-medarbejdere klokken otte givet ham en briefing om den internationale situation .
Derefter bliver han kørt til sit kontor i Texas’ parlamentsbygning, skridter op ad en trappe og bliver mødt af journalister og tv-kameraer. En gang imellem svarer han på spørgsmål. Andre gange – når situationen i Florida har været anspændt – replicerer Bush med hilsenen: »Good to see you this morning!«
Omkring middagstid bliver han kørt til University of Texas, hvor han jogger og løfter vægte i en time. Det gjorde han f.eks. til mange amerikaneres overraskelse, mens Højesteretsdommerne i Washington udfrittede hans advokat mandag formiddag.
Frokosten indtages i guvernørboligen. Om eftermiddagen beskæftiger Bush sig med planlægningen af en ny regering, der efter planen skal tiltræde den 20. januar. Om aftenen får han normalt besøg af venner. Sengetid er kl. 22-23.
I de første par uger tilbragte guvernøren weekenden og flere af ugens dage på en nyligt erhvervet ranch 140 km nord for Austin.
I de sidste par uger har Bush begrænset sine ophold på Prairie Chapel Ranch til lange weekender.
På ranchen kan man hverken modtage kabel- eller satellit-tv, hvilket betyder, at han ikke har kunnet følge med i tv-føljetonen fra Florida. Derimod kan Bush ifølge nære venner få ro til at føre telefonsamtaler og møde sine rådgivere og tale med fremtrædende amerikanske politikere.

Gode rådgivere
Ingen betvivler, at Texas-guvernøren i overgangsperioden har skullet udfylde en særdeles vanskelig rolle.
På den ene side skulle amerikanerne ikke få indtryk af, at Bush følte sig selvskreven til Det Hvide Hus. På den anden side krævede situationen, at han begyndte planlægningen af sin regering.
Men det ville være malplaceret at opfatte Bush som uengageret. Venner påpeger, at han har været dybt involveret i planlægningen og udførelsen af den juridiske strategi i Florida.
»Han uddelegerer detaljer til medarbejdere, men tager selv alle de vigtige beslutninger. Da vi skulle tage stilling til, om vi ville indbringe sagen for Højesteret i Washington, var flere af rådgiverne skeptiske. Men Bush gik imod dem,« siger en kilde til Los Angeles Times.
Bush’ begrænsede erfaringer som leder bekymrer heller ikke senator Connie Mack:
»Ligesom Bush har jeg arbejdet i det private erhvervsliv. Det er godt at kombinere med et job der med stillingen som Texas-guvernør. Det afgørende er at omgive sig med gode rådgivere,« siger senatoren fra Florida.

*Læs mere om den mest utrolige »making of a president«, verden har set i nyere tid på:
tema.information.dk/usa

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her