Læsetid: 5 min.

Clinton, matadoren og gøgleren

28. december 2000

Et farverigt persongalleri byder sig til forud for valg i Italien næste år: Rutelli, der minder om Clinton; Berlusconi, anklaget for korruption; og komikeren Dario Fo

LARI – Der skal være parlamentsvalg i Italien til foråret, og partierne er i fuld gang med at køre det tunge skyts i stilling.
Centrumvenstre-partierne har fået ny statsministerkandidat. Han hedder Francesco Rutelli og minder meget om Clinton, og er altså en smilende og velmenende demokrat med stor tv-tække, som i hele sit liv aldrig har lavet andet end politik, først i det radikale parti, som i sin tid var en slags borgerretsbevægelse, og nu i de seneste år som borgmster i Rom.
I Rom er Francesco Rutelli tilsyneladende blevet pot og pande med Vatikanet. Det kom f.eks. til udtryk i forbindelse med den store gay-pride demonstration i Rom i den forløbne sommer, hvor han efter pres fra de klerikale fik udvirket at demonstrationstoget holdt sig væk fra byens centrum, så alle de homoseksuelle ikke skulle besudle den hellige by med deres nøgenhed og seksualitet. Seksualitet er som bekendt en torn i øjet på paven og den officielle kirke, der kun accepterer hvad der foregår inden for rammerne af det hellige ægteskab – og uden prævention. Alt andet er noget svineri.

Skattelettelser
Valget vindes i midten, centrumvælgernes stemmer er de afgørende i et flertalsvalgsystem – hævder Rutelli – og derfor må der tages hensyn til de bigotte. Og der må også tages hensyn til arbejdsgivernes interesser, især de millioner af små virksomhedsejere, som Rutelli har foreslået skal have nogle gevaldige skattelettelser.
Det gav selvfølgelig anledning til kritik fra fagbevægelsen, som imidlertid er ved at gå op i sømmene efter i årevis at have lagt arbejdskampen på hylden. Ja, en af LO-lederne er oven i købet gået i gang med at danne et katolsk centrumsparti, et nyt kristeligt demokratisk parti, som der i forvejen er tre fire stykker af. Så der er måske ikke noget at sige til, at millioner af forhenværende og potentielle venstrestemmer bliver hjemme på sofaen og ser Lazio-Milan på en af Berlusconis kanaler.
Centrum-højrepartiernes kandidat er selvfølgelig Berlusconi, tidligere statsminster og formand for landets største parti Forza Italia. Men da det italienske valgsystem altså bygger på flertalsvalgmåden, så har også han stablet en koalition på benene. Den hedder ’La casa delle libertà’ (Frihedens hus) – underforstået: som modgift mod den vedvarende kommunistiske undertrykkelse, skønt det gamle kommunistparti PCI, aldrig har siddet i en regering, og for længst betegner sig som socialdemokratisk og i en lang årrække har været medlem af den socialistiske internationale.

Demagogi
Berlusconis demagogiske evner, selv i et land hvis indbyggere elsker at spille komedie, overgås kun af en vis person med et fremstående kæbeparti, der for godt og vel et halvt århundrede siden også var dette lands statsminister. Så nu går et flertal af den italienske befolkning rundt og tror, at den har levet i et stalinistisk regime.
Det tror i hvert fald en af højrekoalitionens toppolitikere, den fascis ... , pardon, nationalistiske guvernør af Lazio-regionen Storace, der har nedsat et udvalg der skal censurere historiebøgerne, og som foreløbig har fore-slået at eleverne ikke skal lære det 20. århundredes historie.
Den anden vigtige koalitionspartner, Umberto Bossi fra Lega Nord, også kaldet Italiens Haider, har haft travlt med at aktivere sine grønskjorter til at demonstrere mod bygningen af en moské i en lille norditaliensk by. Og alt det påvirker åbenbart ikke vælgerne.
Sandsynligvis heller ikke at Berlusconi sammen med sin højre hånd og forhenværende forsvarsminister Cesare Previti, på ny er blevet anklaget for at have bestukket en dommer med nogle millioner kroner.

Dario Fo på banen
Det er en kendt sag, at mens de fleste kardinaler og biskopper støtter Berlusconi, så står helgene helt på folkets side. Det har Dario Fo vist længe, helt tilbage fra før han skrev ’Mistero Buffo’. Men at have afsløret at det forholder sig således, har gjort ham gevaldig upopulær blandt de fine, herunder adskillige professorer i litteratur- og teaterhistorie, som da også surmulede, da han fik tildelt Nobelprisen. Og det var faktisk kun Umberto Eco som offentligt turde stå frem og udtale sin anerkendelse og beundring for den store teatermand.
I det sidste år har Dario Fo turneret med et stykke om den hellige Frans af Assisi, et middelalderligt mirakel- og mysteriespil med titlen ’Lu Santo Jullare Francesco’ (Den hellige gøgler Frans), som han takket være et omfattende filologisk benarbejde har stykket sammen af kendte og ukendte tekster, dels kanoniske dels folkelige bearbejdelser fra Umbrien af mundtlige overleveringer og legender.
De groteske og antagoniske aspekter er, som sædvanlig i Fos bearbejdelser af middelalderligt stof, helt fundamentale for stykkets ånd, f.eks. den første scene, hvor Frans sammen med en flok unge knægte søger at vælte rigmændenes tårne.
Dario Fo er fra Milano, engang Craxis, men nu Berlusconis højborg, hvor borg-mesteren, metaforisk talt, går rundt med en seksløber i den ene hånd og en politianmeldelse for vagabondering i den anden.
Samtidig med parlamentsvalget skal der holdes kommunevalg i Milano til foråret. Højrefløjen står til mindst 60 pct. af stemmerne, og centrum-venstrepartierne er i stor vildrede med udpegelsen af en borgmesterkandidat.
En overgang satsede man på Massimo Moratti, præsidenten for fodboldklubben Inter (Berlusconi er som bekendt præsident og ejer af byens anden førstedivisionsklub Milan).
Senere på Gianni Rivera, som mange vil mindes som en af Italiens store centerfor-warder, men ingen af dem skal nyde noget.

Hjertet og røven
Nu har Dario Fo erklæret, at han er villig til at stille op, til trods for at helbredet ikke er så godt. De røde er begejstrede, da hans kandidatur uden tvivl vil få en masse folk op af sofaen.
Men de blegrøde og de hellige og alle dem, hvis partinavne toner som et digt af Valdemar Rørdam og er desto længere jo mindre partiet er (der er vist nok 40 partier i Italien), de har fået kolde fødder og har nu travlt med at tale om program og erfaring og alle mulige andre undskyldninger.
I et interview i det store Milanoblad Corriere della Sera stiller journalisten ham da også det snedige spørgsmål om hans kompetence, hvortil Dario Fo med et stort grin svarer, at når han i 50 år har formået at få en teatertrup til at fungere, så kan det vel ikke være så svært at administrere en by som Milano.
Og til spørgsmålet om hvordan katolikkerne mon vil reagere, nævner Dario Fo at byens kardinal (og kandidat til pavestolen) Martini, vist nok nærer sympati for ham, samt at adskillige munke, efter at have set hans forestilling om den hellige Frans, har skrevet til ham og takket ham. På det sidste spørgsmål om et slogan, svarer Dario Fo:
»Engang sagde man, at Milano holder hjertet i hånden, den hånd som i dag sidder omme på røven, på lommen med pengepungen. Det Milano jeg ønsker, og det for hvilket jeg vil kæmpe som borger og borgmester, er et solidarisk og generøst Milano, der ikke har glemt, at det har et hjerte.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her