Læsetid: 6 min.

Cuba Libre!

6. december 2000

Fem danske kunstnere udstiller nu i fire latinamerikanske byer. Det er en fremragende præsentation af en stærk gruppering i dansk kunst.

KunstanmeldelseHAVANNA – Bienalen i Havanna åbnede den 24. november, med udstillinger spredt overalt i den smukke og forfaldne by. Selve åbningshøjtideligheden foregik i Nationalteatret, en monumentalt mystisk tresserbygning, med storslåede rum og en mærkelig rungende stemning. Som en gevækst på teatret hænger en lille kontorfløj, og i et tomt rum i dén, har fem mere eller mindre danske kunstnere lavet en installation: Personas normales - Normal People.
Kunstnerne er Niels Bonde, Marco Evaristi, Erik A. Frandsen, Christian Lemmerz og Michael Kvium, fem tunge drenge, der er på en slags udstillingsturné i Latinamerika, med organisatorisk og økonomisk støtte fra reklamemanden Jens Olesen.
Det lille rum i Havanna fremtræder som en sprød kommentar til situationen på Cuba. Et grønt rum med hvide planter, bannere med billeder af mænd med hovedet i vand og teksterne: Personas normales og Normal People. En åbningsreception, hvor der blev spillet cubansk klassisk musik og serveret rom og cola – cuba libre. Altsammen beskedent og underspillet. Det eneste, der peger mere kontant på den politiske situation, er piktogrammerne overalt på gulvet, der forestiller overvågningskameraer.
Installationen giver næppe mening uden for Cuba, men dér, med kustode, sikkerhedsvagt og politipatrulje hvert kvarter, forstår man den beskedne gestus. Det ser hyggeligt ud, men det er det ikke.
I Sao Paolo udstiller de fem kunstnere på Pinacoteca, en smuk museumsbygning fra det nittende århundrede, der er radikalt renoveret af arkitekten Paolo Mendes. Udstillingerne i Sao Paolo og i Buenos Aires hedder »Eyegoblack« som den på Trapholt, hvor Marco Evaristi viste sine guldfisk i blender.
I Sao Paolo er der imidlertid ingen guldfisk. Det er en udstilling, der er skabt til Pinacoteca, med nye værker af Bonde, Evaristi og Lemmerz, og malerier af Kvium og Frandsen.

Klassisk Frandsen
Det er en meget fin udstilling i et velfungerende museum, helt anderledes fokuseret end det man så ofte ser i Danmark, hvor kunsten konkurrerer med mad, modeshows og bogtilbud. Og det er først og fremmest en stor oplevelse at se Erik A. Frandsens billeder præsenteret helt uden den mere konceptuelle indramning de har været vist med i Danmark.
I Sao Paolo har kunstneren valgt at vise sine arbejder nærmest karrikeret klassisk ophængt, hvilket får dem til i langt højere grad at stå frem som maleri. Fordi billederne får ro hver især, træder farven og formen på billederne voldsomt frem. Det er billeder, der er udført med alkydmaling på aluminium, med fotografiske underlag og ofte sammenstillet med fotografier. Og de fremstår umiddelbart grafisk flade og næsten abstrakt upersonlige. Men den monumentale ophængning får malerierne til at mose sig ind på nethinden og fremtvinger fordybelse.
Det fortællende aspekt – billederne forestiller kunstnerens kone og børn – bliver ligesom optaget i formen, så maleriet åbner sig for tilskueren. Familiebilledet bliver overmalet med lys, og får gennem farvefladerne betydning ud over det private, ind i det fælles menneskelige. Den grafiske forenkling og det overfladiske skin i billederne viser sig at være et bedrag. De er ikke enkle, men mangfoldige og mangetydige, farverne flænser sig op på fladen, selv om de ligger nok så glat ved siden af hinanden. Og de er ikke overfladiske; det viser sig, at budskabet er i maleriet, snarere end i motivet.
Det er mærkværdigt, som noget velkendt kan blive nyt i en ny sammenhæng – en ny belysning. Der er jo ikke sket nogen forandring med de forlængst malede og viste billeder. Men det er alligevel en ny oplevelse og indsigt, næsten hele turen værd.

Udspændt erkendelse
Erik A.Frandsen, Michael Kvium og Christian Lemmerz har i det hele taget markeret sig stærkt på halvfemsernes kunstscene, ved konsekvent at unddrage sig alle forsøg på indsnævring og fastlåsning. I deres arbejder udspændes den kunstneriske erkendelse i alle retninger – i stoffet, formen og fortællingen, uden nogen forudbestemt teoretisk binding, men ud fra en aflæselig viden og bevidsthed. Det er kunsten som udforskning af verden – med alt hvad det indebærer af risici.
De lidt yngre kunstnere, Niels Bonde og Marco Evaristi, arbejder på samme måde med værker, der både rummer konceptuelle og sanselige undersøgelser, omend de ikke i samme grad er forankret i den klassiske kunsttradition. Således også i Sao Paolo, hvor Lemmerz’ og
Kvium’s otte timer lange film The Wake vises, ud over et udvalg af Kviums malerier og en installation af Lemmerz: Ecce Homo.
Denne består af ti digitalt genererede ’fotografier’, alle portrætter af kunstneren selv. De er udarbejdet som identifikationsbilleder hos politiet, på grundlag af ti personers beskrivelser af Lemmerz. Det er en dybt foruroligende tanke, at ti mennesker kan have så forskelligt et indtryk af det samme, andet menneske. Ikke et a
f billederne ligner Christian Lemmerz – eller gør de? Synes de ti portrættører de har fundet en lighed hver især? Ser vi så forskelligt?
Installationen er i et smukt otte-kantet rum, billederne står sort og hvidt mod rå mursten, men der er noget upræcist ved helheden, noget unødigt forsigtigt, der gør at det mere er konceptet, end det konkrete værk, der rykker i sjælen.
I det samme ottekantede rum har Niels Bonde tegnet en plan på gulvet, der viser et hus, med overvågningskameraer i alle rum. Værket er et af mange, hvor Bonde tematiserer vores gennemkontrollerede samfund, men som med Frandsens malerier, opstår der nye betydninger af den nye sammenhæng.
Både den brasilianske virkelighed og Lemmerz’ portrætter presser budskabet, så man i højere grad tænker på forbrydelse og straf end på den civile kontrol der er så påfaldende hjemme. I Danmark har man børnehaven på nettet. I Brasilien er hverdagslivet spændt ud mellem de rigestes livsfarlige overvågede liv med trådhegn og bodyguards, og de uslestes livsfarlige overvågede liv med pigtrådshegn og fængselsbejente. Men også Bondes værk er forsigtigt, så forsigtigt, at det næsten kræver for meget engagement af beskueren at opleve det.

Forskellige forvirringer
Det ottekantede rum er det første rum i udstillingen, det er i museets midte, uden forbindelse til omverdenen. Værkerne henter en klaustrofobisk stemning i rummets sluttede form og indadvendte forhold, der virker stærk i samspillet med Marco Evaristis installation i det sidste rum. Her er et vindue ud mod byen, hvor voldelig kriminalitet og korrupt politi umiddelbart synligt er dagens orden.
Evaristi stiller tegninger af indre organer over for bodybags med påtegnede barnelegemer over for hinanden i rummet, som en kommentar til politifolks mord på gadebørn, for at skaffe organer til videresalg. Det er som de fleste arbejder af denne kunstner en meget brutal installation. Brutal i indholdet, men også ved den uformidlede form. Her er udsagnet lige i hovedet, uden fortolkning, man læser det som man læser en artikel i Ekstra Bladet.
Derfor er det umiddelbart forvirrende, at der midt i rummet står en brudekjole, syet af hygienebind. Den har den mærkværdige virkning, at den formelt binder installationen sammen, mens den konceptuelt sprænger den. Kjolen er i sig selv stofligt dragende og samtidig lattervækkende – stik modsat resten af rummet, der står så råt og ondt.
Michael Kvium’s malerier er altid forvirrende og oftest grusomme. På Pinacoteca vises billeder fra et meget stort tidspænd i to rum, men ikke så mange, at man får et ordentligt indtryk af hele den eksistentielle udforskning, der ligger i Kviums værker. Det er naturligvis væsentligt og godt at Kvium præsenteres i en sydamerikansk sammenhæng, men ophængningen virker ude af balance – man burde enten have lavet en stor retrospektiv Kvium-udstilling, eller have holdt fast i gruppeudstillingen, så der var et klart kunstnerisk medspil, også fra denne betydelige kunstner.
Udstillingen synes at have vakt stor opsigt i de brasilianske medier, og med rette, for uanset de indvendinger, en forvænt dansk beskuer kan have, er det en fremragende præsentation af en meget stærk gruppering i dansk kunst.

Eyegoblack, Pinacoteca, Sao Paolo. Til 30. jan. 2001

7a Bienal de Havana 2000 Til 10. jan. 2001

6. dec. åbner den næste udstilling med de fem kunstnere i Buenos Aires

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu