Læsetid: 3 min.

Dårligt vulkanberedskab truer Mexico By

22. december 2000

Hvis den urolige vulkan Popocatépetl for alvor går i udbrud, slår beredskabet ikke til

Fra alle sider og på alle niveauer forsikrer myndighederne i Mexico, at man har fuld kontrol over situationen i forbindelse med de voldsomme vulkanudbrud fra Mexicos næsthøjeste bjerg Popocatépetl, der ligger tæt på hovedstaden Mexico By og landets fjerdestørste by Puebla.
Mexicanske medier giver et noget andet billede. Ifølge beredskabsplanerne skulle godt 48.000 mennesker, der lever på vulkanens sider og ved dens fod have været evakueret for flere dage siden. Det lykkedes imidlertid kun at flytte færre end 40.000 ud af det farligste risikoområde. Tallene varierer afhængigt af kilden, og allerede det af-slører en manglende koordination mellem de relevante myndigheder.
Den næsten 5.500 m høje, snedækkede vulkan har rumlet og spyet røg, vanddamp, aske og sten med vekslende intensitet siden 1994. Det foregående udbrud fandt sted i 1927. Ellers fandt det sidste voldsomme udbrud sted for 500 år siden, kort før spaniernes ankomst.
Det vil sige, at myndighederne har haft god tid til at udarbejde beredskabsplaner for både de nære områder og det store risikoområde, der omfatter hele Mexico-dalen med kæmpebyen Mexico By mod nordvest, Puebla-dalen med industribyen Puebla (hvor bl.a. Folkevognsfabrikkerne ligger) mod øst og Morelos-dalen (hvor revolutionshelten Zapata opererede). Alt i alt et område med op mod 25 millioner mennesker.
Ifølge geologen Delfino Hernández Láscares fra Universidad Autónoma Metropolitana i Mexico By kan følgerne af et stort udbrud »være betydelige, med klimaændringer og forandringer i vegetationen, hvortil kommer tab af landbrugsjord på grund af store mængder aske,« skriver ugemagasinet Proceso i sin seneste udgave.

Minder om 1985
Et stort udbrud kan des-uden medføre, at sneen på bjerget smelter og forårsager store mudderskred, der ifølge lokale eksperter kan bevæge sig med op til 100 kilometer i timen og rasere alt på deres vej. Det vil især ramme de landsbyer og småbyer, der ligger på bjerget, og som for størstepartens vedkommende ligger i de slugter og dale, som smeltevandet har gravet gennem årtusinder.
Ikke desto mindre ligger de fleste evakueringsveje netop i disse slugter. I sidste måned henvendte officerer fra hæren sig til de kommunale myndigheder i flere af småbyerne på bjerget og foreslog dem at aflyse de beredskabsøvelser de havde planlagt, med henvisning til at planerne ikke duede. En evakuering ad de fastlagte ruter ville være selvmord, sagde officererne ifølge Proceso.
Det mangelfulde beredskab leder tankerne hen på de to jordskælv, som i september 1985 lagde store dele af centrale kvarterer i Mexico By i grus. Dengang var myndighederne fuldstændig ude af stand til at organisere redningsarbejdet. Beboerne organiserede det selv, og af de ofte spontane redningsgrupper udsprang en livskraftig beboerbevægelse, der blev en vigtig del af den opposition, som siden voksede sig stærk mod det herskende parti PRI. Siden den 1. december regeres Mexico ikke længere af PRI, men af en konservativ præsident.

Guds straf
Torsdag kunne aviserne i Mexico By rapportere, at folk var begyndt at vende tilbage til deres boliger, trods advarsler om at nye, voldsomme udbrud kan finde sted. Når folk enten har afvist at lade sig evakuere eller er vendt hurtigt tilbage, skyldes det angiveligt, at de er bange for at forlade deres hjem og husdyr af frygt for plyndringer.
Det er ikke første gang, myndighederne har vist sig ude af stand til at evakuere befolkningen i de mest udsatte områder. Da Popocatépetl, populært blot kaldet Popo eller Don Goyo (diminutiv af vulkanens kælenavn Don Gregorio) i december 1994 begyndte at spy aske og sten, lykkedes det kun at evakuere 50.000 af de 300.000 mennesker, man skulle evakuere ifølge beredskabsplanerne.
Ifølge en undersøgelse udført af Civilberedskabet i delstaten Puebla, skyldtes det, at mange betragtede udbruddet som en guddommelig straf. Dengang forsøgte myndighederne ikke at tvinge folk bort. Denne gang har politiet med støtte fra hæren i flere tilfælde fjernet folk med tvang – hvilket uden tvivl har medvirket til at øge manges frygt for at miste deres ejendom.
Tilliden til de traditionelt korrupte og undertrykkedne myndigheder er ikke stor i Mexico. Og det kan medvirke til at udløse en katastrofe, hvis Popo eksploderer, som – nogle vulkanologer frygter – den vil. Andre maner til at slå koldt vand i blodet. Imens spejder Mexico Bys over 20 mi0. indbyggere hver dag med spænding mod den kilometerhøje røgsøjle fra byens vartegn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her