Læsetid: 5 min.

Hvad er Danmarks bedste eventyr?

14. december 2000

To forskellige bud på folkets visdom svømmer over med muntert trylleri, plat, skæmt og legender, som de blev leveret af husmænd og -koner, omrejsende svende, tjenestepiger, soldater, fattiglemmer m.fl.

Eventyr
Siger man eventyr, siger man også Andersen. Så indarbejdet er den kombination i Danmark, at danske folkeeventyr har haft svært ved at stå distancen. Sådan er det ikke i Norge, hvor Asbjørnsen og Moes store samling straks slog an og gennem 150 år har været det selvfølgelige skatkammer for folkets visdom.
I Tyskland sørgede allerede brødrene Grimm i 1812-15 for at få indsamlet, bearbejdet og udgivet et antal eventyr for børn og hjem med en sådan succes, at de også herhjemme blev det folkelige alternativ til H.C. Andersen, senest genfortalt, og omsider pålideligt, af Villy Sørensen. Hvad genren angår, indtager de en position mellem folkeeventyr og kunsteventyr, stærkere bearbejdet for et læsende borgerligt publikum end de norske.
På netop dette punkt opstod der et dansk dilemma.
Det skorter ikke på nyere og aktuelle udgaver og udvalg af danske eller blandede eventyr, sagn og fabler. Men en national standardudgave blev det aldrig til.
Vi kom lidt sent i gang med folkets fortællinger. Inspireret af Grimm gik J.M. Thiele i gang med sagnene, mens Mathias Winther i 1823 kunne udgive et bind Danske Folkeeventyr, og det var slet ikke tosset. Blodhunden Molbech fulgte i 1843 op med en stor samling af blandet, dansk og udenlandsk gods, Udvalgte Eventyr og Fortællinger.

Svend Grundtvig
Men først Svend Grundtvig systematiserede i 1850’erne de gamle danske minder og skrev dem efter Grimms mønster om, så de passede til den højere dannelse, hvor han i sit københavnske professorat langt fra folket mente, at de idealt hørte hjemme. Det blev kun til tre tynde bind Danske Folkeæventyr fra 1876 og frem, idet han lagde sig ud med den unge, travle og selvbevidste skolelærer Evald Tang Kristensen, der gik sine egne, lange veje i Vestjylland og skrev ned, hvad han snildt lirkede ud af folk fra deres repertoire. Han ville ikke forråde sin naturalistiske metode og bare anonymt levere materiale til den egenrådige udgiver. Han udgav derfor selv bl.a. fire store bind Eventyr fra Jylland med navngivne fortællere.
Det kan man opfatte som en ulyksalig adsplittelse af arvesølvet, sådan som det jo gerne foregår blandt skattejægere. I hvert fald fik vi ikke en samlet national udgave af de bedste historier, inden forfaldstiden satte ind.
Hvis man spørger, hvorfor det skønnes så vigtigt med alt dette tøjeri af trylleeventyr, skæmtehistorier, sagn og gåder, svares der forskelligt. Folkeminder har kulturhistorisk interesse. Selv om temaerne går igen i alverdens eventyr, har de danske et vist særpræg af jordnær lokalkolorit. De rummer en uimponeret visdom ved at kredse om tilværelsens grundforhold, anskuet nedefra i al
uædel selvhævdelse som protest mod overmagt og misbrug.
Da psykoanalysen kom til og især de jungske teorier, blev der desuden ingen ende på tolkningen af arketypisk symbolik ned til de mindste enkeltheder, hvor især trylleeventyrene leverede levende billeder af unge menneskers selvudvikling, med erobringen af det indre kongerige som mål. Allervigtigst er dog, at de kan nydes af både voksne og børn, selv om de egentlig ikke er beregnet for sarte ører.

De bedste
Knud Wentzel, der på universitetsbasis arbejder med eventyrgenren og før har skrevet om bl.a. eventyrenes familiemønster, Den kongelige familie, har drømt en ærlig drøm om at hele det historiske brud mellem de to indsamlingsmetoder og etablere en standardsamling af Danmarks bedste folkeeventyr. Den har han nu realiseret ved at tage noget fra hvert bord og fra flere senere opdækninger og skrive dem igennem for at fremme en moderne mundret og klar fortællen. Det er blevet til 63 eventyr i alt, sådanne som bygger historien ordentligt op, gør den færdig, har indre sammenhæng og intet overflødigt stof, som han siger om sine kriterier og valg efter et ordentligt læsearbejde af tryl og skæmt. Det er en meget anbefalelsesværdig bog, i hvert fald fuld af gode historier, selv om man kan komme i tanke om andre.
Sproglig bearbejdelse og normalisering af gamle tekster er altid et kontroversielt emne, hvis man er øm over den særlige kolorit. Men da der nu ikke som i H.C. Andersens tilfælde er tale om en færdig artistisk form, men netop om en variabel mundtlig tradering, er det rimeligt at tillempe den, eftersom nye generationer har stadig færre sproglige erfaringer bagud.
»Pullerú« hedder et eventyr efter det navn, kongedatteren bruger, da hun er rendt hjemmefra, fordi kongen såmænd vil have hende. Incest var også dengang på tapetet. Hun finder et andet slot og ifører sig sølle klæder, deraf navnet, for at sætte prinsen på prøve. Han består den først ikke, opfører sig egentlig svinsk. Ikke desto mindre er hun glad for at få ham, da det går op for ham, at hun er smuk og af stand. Sikken en morale. Alle kneb synes at gælde for at finde frem i en lumpen verden.
»Der var en konge og en dronning, der havde en datter sammen. Hun var overmåde smuk og klog. Så døde dronningen, og nogen tid efter fandt kongen ud af, at han ville giftes med sin datter.«
Sådan genfortæller Knud Wentzel almisselem Mette Marie Jensdatter, Sundby på Mors efter Tang Kristensens opskrift, der lyder: »Der var en konge og en dronning, de havde en datter sammen. Hun var overlegen pæn og kløgtig. Dronningen dør, og en tid efter kommer kongen i tanke om, at han vil have sin datter til ægte.«
Forskellen mellem skriftens korrekthed og talens frihed er synlig og hørbar.

Drømmen om lotto
Den oprindelige version kan man læse i folkloristen Bengt Holbeks udvalg af Danske trylleeventyr (1989) – eller i Vibeke Arndals store nu netop afsluttede udgave af Evald Tang Kristensen: Eventyr fra Jylland I/III. Et udvalg på i alt 161 stykker, også let retoucheret. Det sidste og tredje bind har ikke mindst den attraktion at være hentet fra den store mængde utrykte håndskrifter på Dansk Folkemindesamling. Altså lidt sensationelt, skønt ikke vildt overraskende. Det er en blanding af muntert trylleri og plat skæmt samt et par legender, som de nu blev leveret af husmænd og -koner, omrejsende svende, tjenestepiger, soldater, fattiglemmer m.fl. Det er deres drømme om at leve bedre, at få hævn over præster og herremænd, forsvar for både dovne drenge og kvikke pærer.
Det hedest attråede gode er penge, gulddukater, uudtømmelige punge, skatkister – en uudslukkelig folkelig drøm om lottogevinsten, sammenlignelig også med enhver digters drøm om megasuccessen.
Vibeke Arndal har forsynet sin udgave med en udmærket introduktion og efterskrift, der bl.a. ræsonnerer over eventyrenes emnevariation med den iagttagelse, at blandt de mange fælleseuropæiske motiver mangler ganske det måske allermest kendte: Rødhætte. Nå ja, der var måske mere hede end skov i Vestjylland, eller også er historien for moralsk og umorsom. Humoren er alt i alt det mest besnærende og imponerende ved genren. Uden morskaben var alle disse fortællinger samt deres større og mindre dybsindighed forlængt glemt.

*Danmarks bedste folkeeventyr. Ved Knud Wentzel. Illustreret af Mads Stage. 378 s. 275 kr. Aschehoug

*Eventyr fra Jylland III. Ved Vibeke Arndal. Illustreret af Erik Bøttzauw. 294 s. 250 kr. Odense Universitetsforlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu