Læsetid: 3 min.

Dansk film holder succes-skansen

22. december 2000

– men maskineriet knirker.

Filmstatus
Dansk film har succes, lyder pressens mantra, og det er ikke uden grund. År 2000 fastholdt som helhed billedet af en filmproduktion, der manifesterer sig forbløffende rigt og både tilgodeser kvalitet og den brede publikumsappel, ingen national filmbranche kan negligere. Markedsandelen for den hjemlige produktion ligger stadig over det europæiske gennemsnit.
Af årets 17 film holdt ikke mindre end 10 en rimelig kvalitet, og af disse 10 lå adskillige mere eller mindre over det rimelige. I mine øjne var Bænken, Italiensk for begyndere, Her i nærheden og Blinkende lygter klart årets bedste film. Og så var der uden for nummer Guld Palme-vinderen Dancer in the Dark, samt energiske og vellykkede udspil på børne- og ungdomsfronten som Hjælp, jeg er en fisk!, Mirakel og Dykkerne. De pinligste flops, både kommercielt og kunstnerisk var Jame Aamund-fortsættelsen Juliane og Sidse Babett Knudsen-katastrofen Max.
Næste år tegner broget. Udbuddet rækker fra en stumfilm af Gabriel Axel med dræbertitlen Laila den Rene til Thomas Gíslasons i USA optagne roadfilm med Trine Dyrholm. Fra Sørens Faulis spillefilmsdebut Grev Axel til Hella Joofs ditto, endnu en romantisk komedie. Thomas Vinterberg, Helle Ryslinge og Lotte Svendsen, Bille August og Ole Bornedal er på vej – og der kommer nye Dogmefilm af Åke Sandgren og Ole Christian Madsen.
Kedeligt bliver det næppe.

Uheldig konkurrence
Filminstituttet har været kraftigt i skudlinjen igen i år, ikke nødvendigvis altid med lige stor berettigelse. En vis arrogance i afvisningen af især filminstruktørernes kritikpunkter har sikkert – parret med ømskindethed – skadet arbejdsklimaet i forhold til branchen. Nu synes fronterne under opblødning – endelig!
Filminstituttet vil gerne fremstå som en professionelt velsmurt, effektiv virksomhed. Men filmbranchen rummer – blandt meget andet – også et kunstnerisk og derfor uforudsigeligt element, der ikke så let lader sig kontrollere. Ideer og inspiration kan komme på de mest ubelejlige tidspunkter.
For eksempel var det fra et planlæggersynspunkt dybt uhensigtmæssigt, at hele tre danske børne- og ungdomsfilm konkurrerede om familiepublikummets gunst i skolernes efterårsferie – tiden for det store biograf-rykind. Den konkurrence måtte få en taber, og det blev først og fremmest Dykkerne, i mindre grad Mirakel, mens tegnefilmen Hjælp, jeg er en fisk! løb med det store publikum.

Produktion i klemme
Mere alvorligt var det, at året ikke bragte de 25 spillefilm, som Institut-direktør Henning Camre havde forudskikket for et år siden, hvor han flot berettede på 33 Institut-støttede film på vej. Det blev til 17 ialt, og uheldet ville, at langt de fleste af de vellykkede lå i efteråret, så man nærmest lå brak hele forårshalvåret.
Året bød også på en enkelt film, som unddrager sig de kommercielle kategorier og ser tingene fra mere skæve, idiosynkratiske synsvinkler. Det er Nina Rosenmeiers debut No Man’s Land, et delvis improviseret drama med bl.a. Peter Gantzler, Andrea Vagn Jensen og Johnny Melville.
Den slags randproduktioner synes Filminstituttet nu ellers at have droppet – at dømme efter filmens bizarre skæbne. No Man’s Land sendes på vej med en hjemmeside-anbefaling af manuskript-guruen Mogens Rukov, men uden en krone i lanceringsstøtte fra Filminstituttet.
Ikke at filmen har manglet økonomisk støtte – i starten. Efter at være blevet betænkt med først ca. en kvart million, dernæst med ca. halvanden million har filmen og dens instruktør i små fire år kæmpet sig vej gennem Filminstuttets korridorer med udvalg, eksperter og konsulenter. Uden at der er kommet andet ud af anstrengelserne end en Christian Have-finansieret julepremiere på videokanon i minibiograferne Vester Vov Vov og Øst for Paradis.
Filmen faldt ifølge sin instruktør ned mellem sprækkerne i de forskellige firkantede, genre-afgrænsede udvalg – og var i øvrigt aldrig kommerciel nok for filminstituttets vise mænd og kvinder. Kun instruktørens stædige tro på sit værk har synliggjort det.
Uanset slutresultatet, der ikke er til bedømmelse her, lover denne produktionshistorie ikke godt for film, som falder uden for rammerne af, hvad Filminstituttet anser for blåstemplet kommerciel dansk spillefilm. En farlig tendens, for det er vigtigt, at støttesystemet også har plads til de mere uklassificérbare film, der måske rummer fornyelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu