Læsetid: 6 min.

Desillusion i Berlin

28. december 2000

Det politiske teater lever i Berlin, både i eksperimentel og traditionel forstand. En beretning om scenen i Europas nye kulturelle brændpunkt

Teater
En tydeligt ældet mand sidder i undertrøje med en øldåse og mørke rande under øjnene ved baren i sit køkken. Engang var han polsk barrikadekæmper, nu er han gift – ulykkeligt, selvfølgelig – og lever af småjobs og erindringer. Det går ikke sådan rigtig godt. Konen bliver gravid, men taber barnet. Til sidst vælter køkkenet simpelthen skramlende bagud, og sammen med det et liv, der kun blev holdt oppe af illusioner og tynde forhåbninger.
Stanley Kowalsky hedder manden, hvis triste skæbne er omdrejningspunkt i Tennessee Williams klassiker
A Streetcar named Desire. I denne opførelse på Berlins banebrydende Volksbühne er stykket blevet omdøbt til Endstation Amerika, og hovedrollen spilles af den garvede Henry Hübchen, en af de faste skuespillere, som den internationalt kendte instruktør Frank Castorf har samlet omkring sig.

Det hippeste teater
Frank Castorf fik forbud mod at benytte den oprindelige titel, fordi han i sin instruktion har inddraget Solidaritets politiske kamp. Den indgår ikke i Williams stykke fra 1947, og Williams arvinger kunne ikke forstå dette forhold mellem det oprindelige stykke og nyere begivenheder. Bearbejdningen på Volksbühne afspejler teatrets moderne, politiske udgangspunkt og interesse i øst-vest problemer.
I Brechts gamle by lever det kritiske og samfundsengagerede teater stadig, og det for fulde omdrejninger.
Berlin bliver i dag ofte skildret som metropol, tyskernes glitrende hovedstad, som trendsætter og kulturel smeltedigel. Man opbygger Potsdamer Plads og taler igen om de gyldne og brølende 1920’re – og glemmer, hvad dette årti blev afløst af: Den blodige nationalsocialisme.
Berlins nye opsving ernærer sig af myter og legender, og Volksbühne er i dag en sådan myte, det »hippeste teater i hele Vesteuropa«, som berlineravisen Der Tagesspiegel for nyligt har kaldt det, og byens dominerende teaterinstitution. Ligesom det var tilfældet i 1920’rne, hvor dette store skuespilhus satte dagsordnen. Dengang hed instruktører bl.a. Erwin Piscator, og hans politisk-agitoriske teater inspirerede og prægede dramatikere som Bertol
Brecht og Peter Weiss. Efter murens fald har Volksbühne igen udviklet sig til centrum for det eksperimentelle og toneangivende teater.
Det er på samme tid både Berlins mest levende og mest omstridte teater. Og det er hovedsageligt den i dag snart 50-årige instruktør Frank Castorfs fortjeneste. Siden 1992 har han været teaterchef og fra starten lå programmet fast: Teatret skulle øve angreb mod det traditionelle skuespil. Og derudover: Mod samfundsmæssige normer og forestillinger.
På folkets scene handler det igen og igen om at afdække, om at rive slørene bort, så samfundsrealiteterne bliver synlige for enhver.

Fortvivlet latter
Frank Castorfs egentlige og kunstneriske betydning for teatret, ikke kun i Berlin, men i hele Tyskland såvel som i udlandet, er, at han med sine opførelser angriber og sætter spørgsmålstegn ved teatret selv.
Han tror hverken på rollespil eller fiktion, men destruerer illusioner og skønne forestillinger. Ideen bag det hele er at reagere direkte på vores tid. »Den borgerlige moral er hovedfjenden,« har han udtalt. Man kan kalde hans teater postmoderne, i betydningen dekonstruktiv. Selv har Castorf kaldt det ’postmoderne løjer’.
Denne æstetik har medført kartoffelsalatslag på scenen, kæmpeslanger, der angreb skuespillerne, pornografi og slapsticks. Der er altid noget af grine ad i hans forestillinger, ligegyldigt om det er Schiller eller Sheakespeare, der opføres. Men denne latter er altid en fortvivlelsens.
Volksbühnes teaterform kræver skuespillere, der ikke længere tager tradionelt skuespil og rampekunst alvorligt. Det kræver kort sagt, at de distancerer sig til al kunst og til sig selv. Kun fra afstand er det tydeligt, hvad der bestemmer vores livsform og holdninger. Ligegyldigt om man er skuespiller, instruktør eller tilskuer. Og netop det at afsløre grunden, vi står på, er politisk. I den forstand er Volksbühne politisk. Dets teater river os ud af underholdningens blunden og får os til at kigge indad.

Alt kommer igen
I Endstation Amerika sidder Henry Hübchen ved den bar, der udgør hans køkken. Han kunne sidde sådan i Amerika, Polen, Berlin, hvor som helst. Men vigtigt er, at han befinder sig udenfor, afsides. Han har oplevet revolution og harmdirrende oprør. Nu er han træt, men han kæmper videre. Ikke fordi det går ham direkte dårligt, men han ved, at det ikke kan have været alt. Livet kan ikke allerede være levet. Han er en type, der altid søger uden at nå et mål. Som Volksbühne selv. Denne rastløshed afspejler en moderne livsfølelse, der ikke kun har hjemme i Berlin eller Tyskland, men som overhovedet repræsenterer det globale menneske. At vide, at intet vedbliver med at være, som det var, men at alt alligevel kommer igen. Der dukker altid nye stridigheder og kampe op. Der er altid noget, der kan slås i stykker, fordi: Der er altid noget, der ikke er i orden i vores samfund eller vores verden.
Hos Tennessee Williams er det den falske længsel efter sikkerhed og nøgen sandhed, som i Castorfs instruktion får én på siden af hovedet og sidder tilbage i undertrøje med fyraftensbajer og kaffe.
Desillusionerende teaterstykker som Endstation Amerika får især det unge publikum til at strømme til Volksbühne og fylde stolerækkerne op. For mange veletablerede borgere er Volksbühne i midlertid en tand for provokerende. Men teatret vil ikke opgive den revolutionerende linje. En stor hjul-skulptur præger pladsen foran teaterbygningen, som symbol på valgmottoet: »Alle hjul står stille, fordi din stærke arm det vil.«
Mottoet stammer fra 1920’rne, men det har ikke mistet aktualitet. De fattige er stadig fattige og de rige rige. Og det har Volksbühne stadig noget imod. Og det sætter ind over for det: Med udfordrende, engageret teater. Ikke som vi kender det i Skandinavien med realistisk, politisk dramatik, traditionen fra Henrik Ibsen og frem til Lars Norén, men med vilde, eksperimenterende opførelser.

Traditionen
Også et andet teater beliggende i det tidligere Østberlin er politisk. Og en kæmpe som Volksbühne. Berliner Ensemble hedder det. Her kommer det politiske til udtryk på en langt mere intellektuel, traditionel og besindig måde.
I de sidste par år har byens kulturpolitikere forgæves søgt efter en skuespilchef, der kunne føre det stolte og traditionsrige teater videre. Indtil de for et års tid siden fandt Claus Peymann, der tidligere har været på Wiener Burgtheater.
Berliner Ensemble, der ligger ved Friedrichsstrasse,
byens nye, fashionable hovedstrøg, har en ærefrygtindgydende historie: Bertol
Brecht opførte efter anden verdenskrig sine stykker hér. Og siden har teatret haft svært ved at løsrive sig fra denne historie.
Siger man Brecht, siger man også konkret, politisk teater, klare positioner og moralske fordringer. Claus Peymann har valgt at forblive i denne tradition:
»Byen og teatret i byen, de friske unge på Schaubühne og de skarpe unge på Volksbühne, må i hvert fald vænne sig til, at der på Berliner Ensemble findes et par gamle teaterfolk, der går til arbejdet med en streng moralsk holdning. Vi ser vores opgave i en kontrol af de mægtige, af magthaverne. Vi vil lave et andet teater end det, de unge kynikere og de unge fortvivlede i denne by laver.«
En kontrol af de mægtige – det er en helt anden opfattelse af politik på scenen.
Castorf vil ikke kontrollere magthaverne, han angriber dem, ikke for at korrigere dem, men med det mål i sidste ende at afskaffe dem. Han har kastet sig ud i søgningen efter en ny stat og et nyt teater. Stykkerne improviseres frem og målet er at rive tilskueren ud af af sin ro.
Peymann og hans teater tror på ord og billeders langtidsvirkning, og de dyrker det traditionelle skuespil, som man kender det fra det 19. århundrede og som det herhjemme praktiseres på f. eks. Det kongelige Teater. Brecht, østrigerenThomas Bernhard og Sheakespeare sættes traditionelt op, æstetikken er fin og forsigtig.
Volksbühne og Berliner Ensemble er ikke konkurrenter, selv om det kan se sådan ud. De interesserer sig begge for det politiske teater. Går man fra det ene til det andet teater, oplever man, hvor forskelligt et sådant kan tage sig ud. Og hvor levende. Og det er måske særligt interessant i en tid, hvor det politiske teater flere gange er blevet erklæret uden fremtid.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her