Ding dong dogme

Dogme95 har givet genlyd verden over, og filmskabere står i kø for at få deres film Dogme-certificeret. Desværre er det kun få af filmene, som hylder den egentlige tanke bag Dogme-konceptet: at revitalisere filmmediet

Tour de Dogme
I 1995 ringede Lars von Trier til den unge instruktør Thomas Vinterberg og spurgte, om han ville være med til at starte en bølge og samtidig lave et sæt nye spilleregler for filmproduktion. Vinterberg sagde ja, og således blev Dogme95-manifestet med tilhørende Kyskhedsløfte skabt.
Nu fem år senere er det ikke blevet til en bølge, men kun, med Triers ord, krusninger på overfladen. Ikke desto mindre har Dogme95 vist sig at være et af de mest holdbare og kreativt befordrende initiativer, som er kommet fra den danske filmbranche.
Dansk film er takket være Dogme95 næsten blevet synonymt med energi og opfindsomhed, et sted hvor instruktører trætte af det tunge produktionsapparatur og overfladiske genrefilm kan genfinde glæden ved filmmediet og koncentrere sig om det væsentlige: historien og skuespillet.
Med den forstående premiere på Kristian Levrings Dogme 4, The King Is Alive, har Zentropa og Nimbus Film produceret ikke mindre end fem Dogmefilm, der alle kan og vil noget og dét på helt egne præmisser.
Derfor er det også med en vis undren, at man efter at have set en halv snes af de udenlandske Dogmefilm – der er lavet 12 i alt – kommer til den erkendelse, at kun få af filmene fungerer som film, endsige har en berettigelse som Dogmefilm.
Bevidste regelbrud
Først og fremmest er det de udenlandske instruktørers – må man formode – bevidste regelbrud, der springer i øjnene. Credits er blevet elektronisk tilføjet, underlægningsmusik pryder lydsiden, og kamerabevægelser, der er alt andet end håndholdte, præger billedsiden.
Mere end noget andet synes Dogme at være blevet brugt som en inspiration til at lave low- og nobudget-film, hvor fokus nok er på historie og karakterer – helt i Dogme95’s ånd – men samtidig er filmene så uigennemarbejdede og famlende, at ideen bag alligevel tabes på gulvet.
Som Thomas Vinterberg har sagt, så er Dogme ikke bare endnu en billig filmpakkeløsning, men et initiativ som skal inspirere og forløse instruktører, der har brug for det. »Ideen er at reflektere over filmbranchen, som den er, ikke bare give den en anden farve.«
En idé, man bestemt ikke får indtrykket af, at de udenlandske Dogmeinstruktører har forstået. Dogme95 synes at blive brugt til at legitimere og finansiere ellers uinteressante filmprojekter, hvilket må siges at være en sørgelig devaluering af begrebets grundtanke.
Den koreanske Interview er et krukket og langtrukkent skæbnedrama om jagten på kærligheden. En så æstetiseret og stilistisk gennemført film, at man spejder forgæves efter tegn på, hvor instruktøren egentlig har ladet sig inspirere af Dogme95.
Flere af de amerikanske film, Chetzemoka’s Curse, Camera og Bad Actors, er velmenende amatørproduktioner, der nok har en vellykket teknisk side – og forsøger sig sig med enkelte af Dogmereglerne – men som totalt mangler substans.
Kun den argentinske Fuckland synes at rumme en idé udover det sædvanlige, som den i dokumentarisk form følger en argentiner på rejse på de britisk ejede Falklandsøer. Hans projekt er at generobre øerne ved rent ud sagt at bolle de engelske piger på øen tykke og igen befolke øen med argentinere. Et ubehageligt, men interessant oplæg til en film. Problemet er bare, at dokumentarformen efterhånden opgives, og man bliver klar over, at det er en fiktionsfilm. Instruktøren forråder på sin vis sin egen idé, der i tilgift afvikles på en meget ucharmerende og ikke særligt spændende måde.
De bedste
De to bedste af de udenlandske Dogmefilm var også de to første. Lovers er skuespilleren Jean Marc Barrs instruktørdebut og blev til, da Barr oplevede og blev begejstret for Dogmekonceptet i Cannes i 1998, hvor både Vinterbergs Festen og Triers Idioterne var blevet udtaget til den officielle konkurrence om Guldpalmen. Den meget stringente måde at lave film på gjorde det muligt for Barr og hans partner Pascal Arnold at lave Lovers billigt, hvorfor det var rimeligt nemt at få den finansieret. Syv måneder tog det duoen at færdiggøre filmen fra de startede på manuskriptet, til den var klar til biograferne.
Herhjemme er Lovers kun blevet vist i festivalsammenhæng, men filmen, der fik verdenspremiere i Cannes i 1999, blev heller ikke godt modtaget. Informations Morten Piil skrev i en rapport fra festivalen, at Lovers var en »ultra-banal, hjerneblæst historie, der kunne være afviklet på ti minutter, proppet som den er med slappe fyldescener, dilettantisk fotograferet og iscenesat.«
Og rigtigt er det da også, at filmen, selvom kameraet går meget tæt på de to hovedpersoner, ikke rigtig synes at sætte noget på spil – hverken for skuespillerne eller instruktøren – i en meget traditionel kærlighedshistorie, som slet ikke forstår at engagere sit publikum. Alligevel rummer filmen en energi, som synes at stamme fra Kyskhedsløftets fokus på historie og karakterer.
Foruroligende
Mere på spil må man sige, at amerikanske films enfant terrible, Harmony Korine, har i sit Dogmebidrag, julien donkey-boy. Den kun 25-årige instruktør, der skrev den rystende Kids og instruerede Gummo, har lavet en mildest talt foruroligende film om en ikke særligt velfungerende familie, der nok ville sætte den hjemlige socialforsorg på overarbejde.
Med Ewen Bremner i titelrollen som den psykisk syge søn af (filminstruktøren) Werner Herzogs maniske far og den fremragende Chlöe Sevignys underkuede, gravide søster går Korine og hans meget subjektive kamera (ført af den dansk-engelske fotograf Anthony Dod Mantle) ubehageligt tæt på familien i en film, der tager form af en bizar, afslørende hjemmevideo.
Stillbilleder, slowmotion og montage blandes skønsomt – det hele er lavet i kameraet og er derfor ikke regelbrud – hvilket giver filmen en intensitet og autencitet, der tvinger én til at forholde sig til det, der foregår på lærredet – hvor lidt man så end har lyst til det. Korines film er svær at kapere, men fascinerende og et strålende eksempel på, hvad Dogme kan bruges til, tør man gå linen ud og kaste den gode smag overbord.
Som Åke Sandgren, der er på vej med Dogmefilmen En usynlig mand, har sagt, så skylder man sig selv at eksperimentere, når man laver en Dogmefilm – for hvornår skulle man ellers gøre det? Og man er simpelthen nødt til at tage Dogmereglerne alvorligt.
Dogmesekretariat
Uagtet deres indholdsmæssige kvaliteter så er både Lovers og julien donkey-boy dedikerede Dogmefilm, der så vidt muligt har overholdt de foreskrevne ti bud. Nogle brud er det dog blevet til – men begge film er dog blevet godkendt af de fire oprindelige Dogmebrødre – som de eneste.
»Hvorfor skulle vi være over-guder i denne proces?« spurgte Søren Kragh-Jacobsen på et tidspunkt sine Dogmebrødre. Og som et slags svar har de fire instruktører opgivet praksis med at skulle se og bedømme alle film, der gerne vil Dogmecertificeres. Desuden er det været svært og tidskrævende at samle de fire travle instruktører, hver gang en film skal diskuteres og vurderes.
Så den opgave står det såkaldte Dogmesekretariat nu for, og proceduren er ganske enkel: Filminstruktørerne kan downloade en række spørgsmål til deres produktion og en edsvoren erklæring på Dogme95’s hjemmeside, og når de to ting er Dogmesekretariatet i hænde, kan de udstede et certifikat. Såfremt altså at spørgsmålene er besvaret tilfredsstillende, og erklæringen behørigt underskrevet. En noget problematisk fremgangsmåde, skal man tage de certificerede og ikke særligt Dogmeagtige film i betragtning.
I alt 19 film er indtil videre blevet Dogmecertificeret siden etableringen af sekretariatet for godt et år siden, og de får hele tiden nye henvendelser fra instruktører og producenter. Seks danske, inkl. En usynlig mand, og 13 film fra resten af verden.
Fremtiden for Dogme
Som lektor i filmvidenskab Peter Schepelern har udtalt, så mangler vi stadig den store, internationalt anerkendte Dogmefilm – fra England eller USA, kunne man tilføje – som kan give Dogme95 den internationale anerkendelse og credability, som synes at være alfa og omega, vil man gøre sig på det kommercielle, engelsksprogede marked.
For selvom Dogmefilmene har fået stor opmærksomhed og vundet priser i både Cannes og Berlin, så er det primært i Europa, og Danmark naturligvis, at fænomenet har haft en synlig indflydelse på det professionelle filmmiljø.
Spørgsmålet er dog, om det overhovedet er interessant for folkene bag Dogme – producenterne undtaget, de vil jo gerne tjene penge.
Thomas Vinterberg har sagt, at han helst så Dogmekonceptet nedlagt, mens Søren Kragh-Jacobsen har opfordret interesserede filmfolk til, ikke at lave Dogmefilm, men i stedet finde på deres egne regler og udfordre Dogme.
Dogmestafetten blev i begyndelsen også sendt ud til store Hollywood-instruktører, men selvom Steven Spielberg har udtrykt en interesse i projektet over for Thomas Vinterberg, så har ingen af de etablerede taget udfordringen op.
Men selvom amerikanerne måske ser på Dogme95 med en vis overbærenhed, så har de film, der hidtil er kommet ud af Dogme, skabt røre i den hjemlige filmandedam og været med til at trække flere mennesker i biograferne for at se danske film. En succes, der videre har ført til, at man fra politisk hold gerne har villet sikre dansk films fortsatte succes ved at poste ekstra millioner i støtteordningerne.
Det er svært at sige, hvad der kommer til at ske med Dogmekonceptet fremover, men i hvert fald har vi to lovende, danske Dogmefilm til gode, og monstro ikke flere kommer til. Som en fantastisk mulighed for at spille ’unplugged’ og således genfinde glæden ved at lave film, har konceptet forlængst bevist sin duelighed.

FAKTA - Filmene
*Dogme 1 – Festen (Danmark), Thomas Vinterberg.
*Dogme 2 – Idioterne (Danmark), Lars von Trier.
*Dogme 3 – Mifunes sidste sang (Danmark), Søren Kragh-Jacobsen.
*Dogme 4 – The King Is Alive (Danmark), Kristian Levring.
*Dogme 5 – Lovers (Frankrig), Jean-Marc Barr.
*Dogme 6 – julien donkey-boy (USA), Harmony Korine.
*Dogme 7 – Interview (Korea), Daniel H. Byun.
*Dogme 8 – Fuckland (Argentina), Jose Luis Marques.
*Dogme 9 – Babylon (Sverige), Vladan Zdravkovic.
*Dogme 10 – Chetzemoka’s Curse (USA), Rick Schmidt, Maya Berthoud, Morgan Schmidt-Feng, Dave Nold, Lawrence E. Pado, Marlon Schmidt and Chris Tow.
*Dogme 11 – Diapason (Italien), Antonio Domenici.
*Dogme 12 – Italiensk for begyndere (Danmark), Lone Scherfig.
*Dogme 13 – Amerikana (USA), James Merendino.
*Dogme 14 – Joy Ride (Schweitz), Martin Rengel.
*Dogme 15 – Camera (USA), Rich Martini.
*Dogme 16 – Bad Actors (USA), Shaun Monson.
*Dogme 17 – Reunion (USA), Leif Tilden.
*Dogme 18 – En usynlig mand (Danmark), Åke Sandgren.
*Dogme 19 – Når nettene blir lange (Norge), Malte Forssell.

*Ingen af de udenlandske Dogmefilm er i dansk biografdistribution.

Læs mere på www.dogme95.dk