Læsetid: 3 min.

Dogmefotograferne får ordet

29. december 2000


Hvordan oplever filmfotografer at blive frataget deres værktøjer og arbejdsrutiner, når de skal overholde de strenge Dogmeregler?

Dogmebilleder
Når det kommer til Dogmefilm, så er det altid instruktørerne og skuespillerne, der får lov til at fortælle, hvor meget det kyske regelsæt har betydet for deres arbejde. Men filmfotograferne er i Dogmesammenhæng ofte ligeså medspillende og medskabende – så her får de ordet
*Jørgen Johansson – Italiensk for begyndere:
»Umiddelbart følte jeg det som om alt værktøj blev hevet fra mig – lyssætning, velforberedte kamerabevægelser osv. Og Lone ville under forberedelserne slet ikke snakke billeder med mig, for den film skulle jo handle om personerne frem for alt.«
»Men arbejdet blev alligevel meget tilfredsstillende, for metoden bringer én i tættere kontakt med skuespillerne. Og jeg vidste, at Lone med sit gode tekniske fundament havde styr på tingene, selv om vi ikke forberedte et eneste billede på papiret.«
»Vi blev én stor familie, fordi der ikke var sminke-, kostume- eller lysfolk til at distrahere. Spillerne befandt sig hele tiden på settet i nærheden af kameraet, og vi optog enormt meget stof, fordi Lone opfandt og varierede scener undervejs. Vi sluttede altid med en free style-version, hvor skuespillerne spillede samtidig, uden at de på forhånd vidste, hvor jeg bevægede mig hen – jeg prøvede bare at følge dem. Der er mange af den slags optagelser med i den færdige film.«
»Selv om Dogme som betegnelse efterhånden er noget forslidt og sikkert forsvinder om nogle år, har metoden affødt en ny type film. Men den kræver en instruktør, der – som Lone Scherfig – ved hvad hun vil. Hendes manuskript var ikke særlig deltajeret, men hun kendte personerne utrolig godt. Og hun kunne skabe en god atmosfære på holdet, der ansporede skuespillerne til at digte med på historien.«

*Jens Schlosser – The King Is Alive:
»Jeg gennemførte et hav af tekniske prøver hjemmefra, f.eks. med optagelser i månelys. Faktisk gik jeg til værks, som om det var en almindeligt optaget spillefilm, jeg skulle lave, og testede omhyggeligt lys og negativer. Godt nok måtte jeg ifølge Dogmereglerne ikke sætte lys eller arrangere nogetsomhelst, men man må jo gerne forberede sig. Jeg tog ned til den lille ørkenby en uge før, resten af filmholdet, afprøvede lys-mulighederne og indsugede byens sære forladte atmosfære.«
»Vi lagde de større eksteriør-billeder først og sidst på dagen, så vi undgik høj sol og hårdt lys. Hvis man lavede farverne alt for afblegede, ville det komme til at ligne den reportageagtige Dogmestil, vi ville undgå. Det var vigtigt for os at gøre filmen visuelt attraktiv, uden at den på nogen måde blev postkortsmuk. Derfor gik vi efter gode kontraster i billedet.«
»Filmen er optaget med Sony PD 100, og der blev altid brugt to, ofte tre og nogle gange fire kameraer. Vi optog ca. fem timer materiale hver dag, som jeg så igennem om aftenen. Optagelserne var meget anstrengende, men en enormt god og inspirerende oplevelse.«
»Skuespillerne elskede, at man gik rundt med et lille kamera og på en måde gled sammen med dem. Og de var også glade for, at man takket være den enkle teknik kunne optage lange scener uden afbrydelse.«

*Anthony Dod Mantle – Festen, Mifunes sidste sang, julien donkey-boy:
»Vi oplevede det lykkelige, at alt – historie, spil, fotografering – gik op i en højere enhed. Jeg følte det som om, jeg selv blev en medspiller, når jeg skulle fange situationerne i farten. Det gjaldt om at skabe et emotionelt rum, hvor der var plads til det ukontrollable.«

Citaterne er uddrag fra en bog om danske filmfotografer, der i Jan Weinckes og Dirk Brüels redaktion planlægges udgivet til foråret. Interview af Liselotte Michelsen og Morten Piil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu