Læsetid: 5 min.

Dykkerklokken og skyggen

28. december 2000

To jævnaldrende, nordiske forfattere, to parallelle modsætninger med lignende konflikter især et nagende forhold til opvæksten

Biografier
For at få et menneskeliv til at ligne en fortælling – og det er gerne ambitionen hos den, der skriver en biografi – gælder det om at finde determinationspunktet, som det hedder i novelleteorien. Det vil sige det sted, som styrer handlingen, eller som handlingen styrer henimod, for at en pointe derefter kan udløses.
Nu er det ikke alle moderne noveller, der har en pointe, og leder vi i vores egen private historie, er det måske lettere at finde et antal bløde punkter end de afgørende hændelser eller årsager til den skæve eller lige gang gennem tilværelsen, fristet af
attituderelativismens postmoderne muligheder.
Psykoanalysen har leveret redskaber til forståelse af, hvordan tidlige konflikter lumskeligt forklæder sig og sætter sig igennem som determinanter i tænken og handlen og desuden udnytter tilfældighederne som dele af et mønster.
Når en digterskæbne skal fremstilles, opfattes de skrevne værker som fantasibårne dokumenter, der både forklarer livet og forklares af livet. Det udnyttes på forskellig måde af forskerne, der sjældent er uenige om, at det er dybeste lidelser og uomgængelige ærinder, der producerer mesterværkerne.

Skyld og skam
To nye nordiske biografier viser genrens spændvidde, en kort og en lang skildring, et essay om Eyvind Johnson (1900-76) og en totalbiografi om Johan Borgen (1902-79). Det er således to jævnaldrende forfattere, desuden to parallelle modsætninger med lignende konflikter i bagagen, især et nagende forhold til opvæksten, præget af skyld, skam og ansvar.
Birgit Munkhammar, kulturmedarbejder ved Dagens Nyheter, skriver med personlig lidenskab, ud fra tilsvarende personlig baggrund i norrlandske små kår, om Johnsons dilemma: fattigdommens ordløshed, arbejdermiljøets skyhed og mistro til sproget nu udsat for artistisk professionalisme, oplevet som et forræderi. Dér arbejdede digteren som i en ensomhedens dykkerklokke, på vej mod lyset. Hemligskrivaren, med bogens titel. Således styres forfatterskabets tematik.
Romanforfatteren Espen Haavardsholm har med omfattende research kortlagt Johan Borgens liv fra barndommen i Kristianias bourgeoisi gennem miljøets og journalistikkens ordrigdom til romandigtningens bevidste klasseforræderi. Vejen førte gennem en underverden, social og mental, der fulgte Johan Borgen som en skygge, der skulle bortmanes. Et ulykkeligt nervemenneske med en stadig voksende succes, med farlige hemmeligheder og selvmordsfristelser.

Navlestreng
Overklipningen af den familiære og sociale navlestreng er et pinagtigt og skabende trauma i megen digtning. Den fælles forfatterven Tarjei Vesaas, der nævnes i begge bøger, odelsgutten, der ikke ville arve gården, men være digter, holdt sit faderopgør i sin sidste bog, Båten om kvelden, med en had-kærlighedsskildring. Eyvind Johnson mistede sin dødssyge far i tidlig barndom, mens han blev opdraget hos slægtninge og var bundet til den ukendte. Johan Borgen foragtede advokatens patriarkalske bornerthed og idealiserede til gengæld moderen, dronningen, hvis nådige blik til yngstesønnen var lykken. Erindringen om en vinterferie ene med hende i barndommen var himlen og leverer biografiens titel, Øst for Eden.
Læser man de to livsskildringer sammen, får man et bredspektret tidsbillede af århundredets tre fjerdedele gennem de to repræsentanter for land og by, fattigdom og velstand, med Johnsons vej fra politisk syndikalisme til liberalisme og Borgens fra nihilisme til socialisme. Vi følger ungdommens rastløse rejser i Europa, Borgen til Danmark og den københavnske kriminelle underverden, Johnson til Tyskland og langvarigt ophold i Paris i 1920’ernes sidste halvdel. De mødtes ikke dér i 1926, hvor de begge levede uden for modernisternes og de andre brøleabers kredse i Paris, begge i fattigdom og sult, Johnson i skriverus, Borgen i mescalintåger. Hjemkomne i 1930’erne deltog begge i litterært aktivt beredskab mod den voksende nazistiske trussel.
Krilon og Lillelord
Eyvind Johnson indtog en særstilling blandt de svenske autodidakter. Nær stod han kollegaen Rudolf Värnlund, hvad en meget omfattende, her citeret, men endnu uudgiven brevveksling viser. Men efter mesterværket Romanen om Olof, udviklingsromanen, hvor Johnson gav det tavse folk ord, og trilogien om ræsonnøren Krilon, hvor han i krigens tid blev opinionsdanner, stod han med helt andre anfægtelser end Ivar Lo-Johansson, der mente at kunne bære sin klasses dyder med sig mod ærens tinder – i lighed med Andersen Nexø. Johnson bar på erfaringen om den smertelige adskillelse, der ifølge Munkhammar fandt sit højeste kunstneriske udtryk i Hans nådes tid fra 1960. Hovedpersonen i denne historiske roman er Karl den Stores sekretær, dvs. hemmeligskriver, Johannes Lupigis, den benådede fange og slave med navn efter ulven – der her sidder i rævesaksen hos selve magten. Den personlige konflikt har da fået et storslået, historisk, men alment eksistentielt udtryk. I hvert fald har den fortræffelige og velskrivende biografist, Birgit Munkhammar, fundet sin bogs hjerteblad.
Espen Haavardsholm er en trænet levnedsskildrer. Han skrev bogen om Aksel Sandemose, Mannen fra Jante (1988), og biografien om modstandsmanden Martin Linge – min morfar (1993). »Elsk meg bort fra min bristende barndom«, hedder en berømt novelle af Johan Borgen, der her symptomatisk anslår et grundtema, kærlighedens løsning af konflikten. Den er skrevet under oplevelsen af et hedt forhold til skuespilleren Liv Strømsted, hemmeligholdt for hustruen, løvinden Annemarta, som han i sin tid også brat forelskede sig i under sit første ægteskab. Den ny kærlighed igangsatte opgøret med den bristende barndom, den selvbiografiske roman Lillelord (1955), en dæmoniseret skildring af ham selv i opvæksten, nu en mægtig vækst i forfatterskabet, måske kun overgået af hans novellekunst, der skaffede ham Nordisk Råds litteraturpris i 1967. Romanen, hvis fortsættelse fører hovedpersonen ikke bare på gale veje, men ind i nazistisk forræderi, trækker ifølge Haavardsholm på skjulte familiesammenhænge, helt ud i sproglige detaljer.
Johan Borgens sygdomsplagede liv sluttede med en pilgrimsrejse til steder i Norge, de magiske og hemmelige oplevelsespunkter. Den omfattede ikke det Danmark, som han omfattede med en smigrende sympati i rejser, bøger, essays og hundredvis af litterære anmeldelser i Dagbladet. Dér nærmest livslangt hasteskrev han spalterne fulde med en spiritualitet og et liv i antennerne, som man kunne tro langt ad vejen blokerede for åbningen til de mørke kilder, men som han under store omkostninger fik afdækket. Biografien gør mønsterværdigt rede for det sjælelige forsvarssystem i livsgangen under dens dramatiske nedture og nervehenrykkelser. Bogen er rigt illustreret, har nøjagtige noter og bibliografi samt en nyttig tidstavle.
To bøger om at elske eller skrive sig fra sin bristende barndom.

*Birgit Munkhammar: Hemligskrivaren. En essay om Eyvind Johnson. 203 s. Bonniers
*Espen Haavardsholm: Øst for Eden. En biografi om Johan Borgen. 494 s. 349 Nkr. Gyldendal. Oslo

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu