Silvio Berlusconi kan roligt gå til parlamentsvalg han kontrollerer totalt italienernes bevidsthed
Kontrol
På de romerske hovedfærdselsårer mellem centrum og ringvejen smiler Silvio Berlusconi til bilisterne fra store plakater opstillet med få hundrede meters mellemrum. Plakaternes bundfarve er sort, og i gul skrift kan man fra bilkøen læse et enkelt slogan. For et par uger siden var det om lettere adgang til adoption, i disse dage er det om skoleuddannelse. Engelsk, Internet og forretning, tre ord som på italiensk begynder med i, og som er det korteste bud på en berlusconiansk undervisningsreform.
De korte budskaber bliver jævnligt skiftet ud, men portrætfotografiet på plakaterne er stedse det samme. Stærkt retoucheret, så det viser et evigtungt, solbrunet ansigt med stærke hvide tænder i det brede smil, der i udtrykket befinder sig et sted mellem det landsfaderligt favnende og det intimt fortrolige. Det egentlige budskab er dette idealiserede ansigt selv.
Der skal udskrives ordinært parlamentsvalg til foråret, og de to statsministerkandidater er for længst kørt i stilling og valgkampen i fuld gang mellem højrefløjens Berlusconi og venstrefløjens Francesco Rutelli, Roms borgmester. Men plakaterne langs vejene er ikke valgplakater. De har stået der længe før, man kunne tale om valgkamp, som en hilsen, et løfte og en daglig påmindelse til folk på vej i bilkøen til og fra arbejde.
En enkelt brik
Det kan undre, at en af denne verdens mest effektive kommunikatorer med alle de mest avancerede medier til sin rådighed bruger noget så gammeldags som plakater langs vejen, men sådan er det og plakaterne er selvfølgelig da også blot en enkelt brik i det, som en af Berlusconis egne nære medarbejdere har kaldt »edderkoppens strategi«.
Det er velbekendt, at Berlusconi ejer eller i hvert fald kontrollerer Italiens største kommercielle mediegruppe med tre landsdækkende tv-stationer, og at hans politiske karriere, kulminerende med statsministerembedet i 1994, er betinget af denne mediebeherskelse. Men også den politiserende anvendelse af tv-stationerne er blot en enkelt faktor i en strategi, der dels er af politisk art, dels af forretningsmæssig, og det er fristende et kort øjeblik at nedvurdere betydningen af tv-ejerskabet i forhold til alle de andre ting Berlusconi og hans selskaber har gang i.
Italienerne møder ikke blot Berlusconi på plakater eller i fjernsynet, men i alle dagligdagens store og små forhold. Når de taler i telefon, går i banken, køber fast ejendom, læser bøger eller ugeblade, ser film, låner penge, ser fodbold, tegner forsikringer, går på nettet eller nej, ikke når de køber toiletpapir og mælk, for Berlusconi har for nylig solgt den landsdækkende supermarkedkæde Standa.
Politiske sælgere
Berlusconi, født i 1936, var endnu ikke 25 og færdig med sit jurastudium, da han tjente sine første store penge som grundspekulant og senere som entreprenør med opførelsen af satellitbyen Milano 2. De lovløse tider i 70erne på tv-området udnyttede han til at forvandle Milano 2s lokal-tv til landsdækkende net, det nuværende Canale 5, og erhvervede kort efter de ligeledes landsdækkende Italia 1 og Rete 4.
Pengemaskinen i mediegruppen er reklamebureauet Publitalia, der sælger reklamer ikke blot til gruppens egne kanaler, men også til de fleste af Italiens mange hundrede kommercielle lokalstationer. Gruppen har selvfølgelig sit eget meningsmålingsinstitut, som kan bruges til andet end at måle forbrugsvaner, nemlig politiske præferencer, og det var dette net helt ud i de små samfund, der var grundlaget for Berlusconis opbygning af et parti, Forza Italia, i 1994 og hans valgsejr få måneder senere. Det var simpelthen Publitalias glatragede sælgere i dobbelradet blå habit, hvid skjorte og diskret slips gruppens hygiejne og beklædningskodeks der fandt lokale kandidater eller selv blev det.
Det kan synes som om, at Berlusconis forretningsaktiviteter knopskyder planløst ud i områder, der er slet og ret indbringende, men det er ikke tilfældet. Hans interesse i finanssektoren skyldes, at han som højt gamblende opkomling i mange år ikke var velset blandt Norditaliens gammelrige industrifyrster, som Fiats Agnelli, og ikke kunne blive kunde i disses eksklusive bank, Mediobanca. Derfor har han skabt sine egne finansieringsinstitutter og i forskellige joint ventures gået i kompagniskab med privatiserede tidligere statsbanker. Alle andre aktiviteter har fra første færd sigtet mod bevidsthedsindustri og informationsteknologi. I det lys er den tidlige erhvervelse af italiens største forlag, Mondadori, forståelig.
Umiddelbart på grund af forlagets indflydelsesrige nyhedsmagasin Panorama og populære ugeblade, men på længere sigt som tråd i et netværk, hvor bevidsthedsproduktion og besiddelse af nyeste informationsteknologiske frembringelsesformer er uadskillelige. Berlusconi har også været tidligt ude på telefonmarkedet.
Han kunne aldrig selv drømme om at handle i Standa, der er en populær, billig supermarkedkæde med alt fra tøj til fødevarer. Men da Berlusconi erhvervede kæden, gjorde han det til et medie, og ingen kunde var i tvivl om, at det var Berlusconi, man handlede hos, når der var tilbud på Mondadori-bøger eller billigt abonnement på hans tre pay-station kanaler Tele piu. Der var økonomisk og kulturel overensstemmelse mellem Standas kunder og seerne til hans tv-programmer, og de vidste det, eller fik det at vide. (Hvor danskere, der handler i Netto, ikke på samme måde ved, at de handler hos A. P. Møller)
Tværnational lige
På samme måde med fodboldklubben Milan. Berlusconi har spillet fodbold og interesserer sig så oprigtigt for det, at han fik landsholdets træner Dino Zoff til at gå efter EM i år, men Milan er et led i mediestrategien. Den giver ham et folkeligt image, hvor folk kan råbe »Silvio, Silvio« på stadion San Siro, men hvor ejerskabet til fodboldklubben også giver ham adgang til den lille klub af mediemagnater som Leo Kirch og Rupert Murdoch, der kan sælge fodboldkampe for formuer til deres egne pay-tv og diktere oprettelsen af deres egen tvær-nationale liga med deres egne hold. Fodboldklubben er et medie.
Berlusconi gik ind i politik for at redde sine dengang økonomisk og politisk trængte tv-kanaler, derom hersker der ikke megen tvivl, men i kritikken er spektret først fornylig udvidet fra hans tv-ejerskab til de interessekonflikter, der opstår når Berlusconi som parlamentariker eller kommende statsminister skal forhandle med Berlusconi som forretningsmand. Men det har, trods lovforslag om det, vist sig umuligt at lovgive for en adskillelse af de økonomiske og bevidsthedsdannende interesser og den politiske magt.
Et tilfældigt udpluk af erhvervsnyheder fra den seneste tid viser forgreningen af det berlusconianske imperium og interessekonflikterne.
Den 19. november i år forlød det, at det italienske forsikringsselskab og finansieringsinstitut Mediolanum skulle have budt 500 milloner pund for Englands største ejendomsmæglerkæde Countrywide. Mediolanum, der i længere tid har været aggressiv i sin ekspansion uden for Italiens grænser, ejes for 40 procents vedkommende af Berlusconi og kontrolleres af ham.
Den 12. september i år konkurrerede to italienske telefonselskaber, Wind og Albacom, om at købe landets næststørste fastnet-selskab, Infostrada, af det britiske Vodafone. Det pikante er, at Wind kontrolleres af det privatiserede, børsnoterede, men fortsat statskontrollerede el-selskab ENEL, mens Albacom har det ligeledes privatiserede, men statskontrollerede olieselskab ENI blandt ejerne sammen med British Telecommunications, den nyligt privatiserede italienske storbank BNL og Berlusconis Mediaset.
Statens indtjening
For et par måneder siden skulle staten sælge koncessioner til tredje generation af mobiltelefoner, UMTS, og tjene en formue. Det interessante er i denne forbindelse ikke, at en af byderne, selskabet Blu, sprang i målet og derved reducerede statens indtjening, men at dette selskab blandt ejerne talte Berlusconis Mediaset. Sagen var kompliceret, men en af konklusionerne enkel: Som forretningsmand var Berlusconi medansvarlig for, at den stat, som han som politiker aspirerer til at stå i spidsen for, tabte milliarder.
Siden Berlusconi gjorde sin entre på den politiske scene med valgsejren i 1994, har der fra hans politiske modstandere været kritik af, at han som statsminister og syv måneder senere som oppositionsleder ejede tre tv-kanaler. Men befolkningens flertal synes, at det er helt i orden. I juni 1995 afholdtes en folkeafstemning, hvor 57 procent af de stemmeafgivende fandt det tilladeligt, at én person statsminister eller ej ejede mere end én kanal. Og derved er det blevet, trods fem års centrum-venstre-styre, og situationen i den igangværende valgkamp er den, at Rais tre kanaler overholder reglerne om fairness det skal de gøre mens der på Berlusconis tre er praksis for at omgå alle regler. Det skræmmende perspektiv i det kan man se fra Berlusconis korte regeringsperiode i 1994: Da udskiftede han nemlig Rais ledelse med sine egne folk, således at han havde kontrol med samtlige seks landsdækkende kanaler, og den historie kan gentage sig, når han sandsynligvis bliver regeringsleder igen til foråret. Det politiske arbejde har han allerede gjort ved at skabe uventede nye alliancer på højrefløjen og ved at forvandle sit plastik-parti til en krigsmaskine, som det er blevet sagt, men det er en anden historie, trods uadskillelig fra denne.
Budskabet på plakaterne langs Roms indfaldsveje er, som det er i alle Berlusconis aktiviteter, ham selv. De regeringschefer i EU, der fandt på at sanktionere mod Østrig på grund af Jörg Haider, får nok at se til, når en italiensk regeringsleder er kommet til magten på demokratisk vis i kraft af en tilstræbt bevidsthedskontrol, der endnu ikke er ord for i et moderne politisk vocabularium.
