Læsetid: 4 min.

Få penge til ørkenbekæmpelse

21. december 2000

Ørkenspredning er ikke et ’trendy’ emne, der kan få pengene op af lommerne hos de vestlige donorer. På konference i Bonn gøres et nyt forsøg

BONN – FN’s konvention om Bekæmpelse af Ørkenspredning (Convention to Combat Desertification – CCD) er bogstavelig talt en fattigmandskonvention, for det er de fattige i de fattigste lande, der er hårdest ramt af problemet.
Man kunne også sige, at konventionen, der trådte i kraft for seks år siden og nu er ratificeret af 172 lande, er en fattig slægtning til Konventionen om Biologisk Diversitet og Klimaændringer fra miljøtopmødet i Rio i 1992.
Men det går meget langsomt med at føre den ud i livet, bl.a. fordi de rige lande prioriterer den lavt i forhold til en mere trendy ’øko-politik’.
Ørkenspredning er et tørt emne, der ikke kan få safterne til at stige hos nogen. Og her drejer det sig om de tørre områder i verden, som hverken er eksotiske eller fristende for turister, ikke engang øko-turister. Udtrykket får én til at tænke på sand, men faktisk bruges det om alle former for forringelse af jordkvaliteten – f.eks. når tidligere frugtbar agerjord kommer til at ligge hen som ørkenstrækninger på grund af tørke.
Fattigdom, politisk ustabilitet, skovrydning, utilstrækkelig kunstvanding, klimaændringer, byernes vækst, migration, hungersnød og fødevaremangel er på én gang årsager og konsekvenser i denne onde cirkel, som koster menneskeliv og berøver mange deres eksistensgrundlag.

En milliard truet
Over en milliard af verdens fattigste mennesker i mere end 100 lande, især i Afrika, er truet af ørkenspredningen. Formålet med CCD er at beskytte disse mennesker og deres jord med effektiv indgriben – både med hensyn til prævention og genopretning. Det skal ske gennem lokale programmer og forskellige former for samarbejde, både internationalt og internt i de forskellige lande.
Kort sagt handler kampen mod ørkenspredningen om ’bæredygtig udvikling’, for nu at bruge en velkendt kliché. Det fører videre til det uundgåelige spørgsmål: Hvem vil betale hvor meget for hvis udvikling?
Det har hængt i luften fra Rio-topmødet over tre såkaldte Conferences of the Parties (COP) til den konference, COP4, som for tiden finder sted i Bonn med over 2.000 deltagere fra 175 lande, FN-organisationer og NGO’er.
COP4 er den største forsamling i byen næst efter de menneskemængder, der trænges på julemarkederne i centrum. Her går salget livligt, men på COP4 vil de rige ikke købe argumenterne for at handle i de fattiges interesse. Løfterne om finansiering udebliver, og det skorter tydeligvis på vilje til at skride til omgående handling.

Organisations-vælde
CCD er stadig plaget af organisatoriske problemer, som burde have været løst for længe siden. De mange COP’er har fået organisationerne til at formere sig ved knopskydning, og denne proces fortsætter med nye udvalg og arbejdsgrupper, der nedsættes og omdannes under almindeligt mundhuggeri.
Der er en Global Mechanism og et sekretariat. Der er en Videnskabelig og Teknologisk Komité, som alle ved er ineffektiv, og nu er der også kommet en hellig ko (COW – Committee of the Whole), som om de mange delkomiteer ikke var nok.
Ud fra dette edderkoppespind går der tråde til regeringsudvalg, rundbordskonferencer for parlamentarikere, regionale undergrupper og NGO-forumer foruden et væld af arbejdsgrupper og grupper, der ikke arbejder. De mange organer fører uundgåeligt til krav om repræsentation i nogle og vægren ved at sidde i andre, hvor der er mere indflydelse ved at holde sig udenfor.
Alligevel har resultaterne været meget beskedne. COP4 var tænkt som en ny begyndelse – ud med rapporter og indledende manøvrer, ind med forpligtende tilsagn om gennemførelse af internationale, regionale og nationale planer.
På COP3 i den brasilianske by Recife blev det besluttet, at COP4 skulle vedtage en Erklæring om Forpligtelser – dvs. en liste over et begrænset antal problemer med tilhørende handlingsprogrammer og tidsrammer, der skulle sikre, at initiativerne blev sat i værk hurtigt og effektivt.
Deltagerne i Recife-mødet opfordrede statslige og uafhængige organer, internationale organisationer samt den private sektor til aktivt at deltage i udarbejdelsen af en sådan erklæring.

Små forventninger
Længere er man desværre ikke kommet, og det gør man nok heller ikke på COP4, som slutter fredag. En realistisk vurdering går ud på, at mange af de problemer, der burde have været løst, vil blive udskudt til andre møder på vejen til ’Rio + 10’ i 2002.
Fra mange lande foreligger der rapporter og handlingsplaner fulde af analyser og vurderinger, men de kan ikke bruges til noget, så længe de organisatoriske og økonomiske løsninger lader vente på sig.
Seks år efter at CCD trådte i kraft, må fremtrædende repræsentanter for forskellige lande igen og igen påpege, at der ikke er megen støtte at hente til de konkrete bestræbelser, som nogle udviklingslande – især i Afrika – faktisk gør for at bremse ørkenspredningen og dens ødelæggende virkninger.

Krav om flere penge
Det kan ikke overraske nogen. Det er penge, der skaber effektivitet, og dem har CCD ikke mange af – trods de mange ophidsede debatter.
Udviklingslandene står fast på kravet om flere penge. Et forslag går ud at skaffe midler fra finansieringsprogrammet Global Environment Facility (GEF), der administreres af FN’s Udviklingsprogram (UNDP), FN’s Miljøprogram (UNEP) og Verdensbanken .
De industrialiserede lande er lige så fast besluttede på ikke at give nye tilsagn.
De peger på princippet om ’finansiering fra flere kilder’, der er indbygget i konventionen. Det går ud på, at man skal kombinere og koncentrere de eksisterende mekanismer for bilateralt og multilateralt udviklingssamarbejde.
Med andre ord siger de rige lande, at ørkenspredning måske nok er et separat problem, men at det ikke fortjener en separat konto.
I Bonn hersker der julestemning med megen gavmildhed og hjertevarme, men den solidaritet med de fattige, der var fremherskende i Rio, glimrer ved sit fravær på COP4.

Shastri Ramachandaran er redaktør ved The Times of India i New Delhi.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her