Læsetid: 4 min.

Familien Klonk

29. december 2000

Bunkebryllup fra Bibliotek Øverste Kirurgiske

Nye bøger
Med Bibliotek Øverste Kirurgiskes første sæt bøger sidste år kunne man i det mindste sige, at de så ens ud udenpå og måske derudover, at i hvert fald nogle af dem delte en vis humoristisk grundtone, hvad enten den så var løssluppen som hos Jens Blendstrup, indædt hos Kasper Nefer Olsen eller syret hos Thomas Krogsbøl.
Dette års fem bøger er til gengæld så forskellige, at det er et spørgsmål, om ikke forlaget har gjort sine egne forfattere (der ganske vist i et vist omfang er dem selv) en bjørnetjeneste ved at udsende dem samtidigt i en stor bunke.

Syret
Krogsbøl rabler i Dub! Klonk! videre nogenlunde i samme stil som i debuten Fra Væk til Væk. Man fristes til at kalde det surrealisme for ofte er metoden at bringe to eller flere forskellige lag af virkeligheden sammen på samme måde som Lautreamonts berømte møde mellem en paraply og en symaskine på et operationsbord.
Hos Krogsbøl springer teksten ofte fra en næsten sonnergaardsk verden af kommunekontorer, tandlæger og narko til tænkende insekter og talende mure. Effekten er noget i retning af en gammel pickup, der hopper henover rillerne.
Det er af og til meget morsomt, og som man let vil kunne forestille sig, helt ødelæggende for enhver forestilling om et sammenhængende harmonisk værk. I dette sære univers blander fortællinger sig med små konstateringer som: »Nye kartofler der / vokser ud af kartofler / er et argument mod jorden,« lipogrammer med lyrismer, vittigheder med sprogspil.
Syret på sin egen måde er også Thomas Ahrenbøll Hansens 10.56, selv om det er på en helt anden velstruktureret måde.
Den lille illustrerede roman er helt bogstaveligt en dagbog, idet den foregår i løbet af et døgn fra klokken 10.56 den ene dag til samme tidspunkt den næste. Hovedpersonen har sine problemer med en flok små gule mænd, der har samlet sig i hans opgang, og han noterer omhyggeligt ned, næsten minut for minut hvordan slaget skrider frem.
Måske er de små mænd bare en hallucination, men det er umuligt at afgøre, for vi kommer aldrig ud af fortællerens noget forvirrede hovede. Engang imellem er det på nippet til at blive morsomt, men ideen er noget tynd.

Debutanter
Det samme kan man nok sige om debutanten Jonas
Bruuns Når, der består af fire gange otte ottelinjersdigte struktureret som toleddede sætninger af typen når x så y. Igen kommer man til at tænke på surrealisterne og en af deres selskabslege, der gik ud på at én skrev den første halvdel af en hvis-så sætning og en anden derefter fuldførte den uden at kende den første halvdel.
Bruun kender naturligvis begge halvdele hele tiden, så det overraskende sammenstød udebliver, og kun et temmeligt overstyret billedsprog kommer der ud af det. Det kan ikke nægtes at formens monotoni skaber en vis intensitet i teksten, men det virker nu lidt letkøbt.
Den anden debutant Vibeke Henningsen kunne dårligt være mere anderledes. Hvor Bruuns energi kommer fra formens strenghed, er Henningsens Universet er kærligt en lille simpel samling digte, der tager udgangspunkt i tabet af en elsket. Det forhindrer den ikke i at være temmelig ujævn, og hvor Bruuns tomhed kan dække sig ind bag systemet, er der ingen sådanne skjulesteder for Henningsen. Til gengæld er der også en fin direkthed i sådan et lille digt som dette:
Farven Turkis skulle ingen/ måske bortset fra enkelte synske / have set før den blev benævnt. // Måske er det der du findes / i et rum som kun mangler et ord / når det er skrevet vil du træde frem. // Indtil da vil jeg øve mig i / at se turkis præcist.
Den sidste bog i bunken er Martin Budtz’ Familien, en digtsamling, som næsten læner sig op ad den i Danmark nærmest totalt ukendte genre digtromanen.

Snapshots
Der er vel dog ikke helt fortællemæssigt drive nok i de poetificerede snapshots fra en tysk families historie før og efter krigen til, at man vil kalde det en roman. Den unavngivne fortæller ser tilbage på sin barndom og endnu længere tilbage til sine forældres og afslører hen ad vejen et par skeletter i familiens skabe.
Selve den sentimentalitet, der uundgåeligt ligger i begrebet familiealbum, gør imidlertid, at selv om fortrængningerne ikke lykkes, selv om familien ikke glemmer, at farfar var nazist, så er der alligevel en nostalgi forbundet med det forgangne, med al den tabte tid. Det bedste våben vi har over for fortidens forfærdeligheder er ikke glemslen, men det at alting mildnes på afstand.
Kan (og skal?) man overhovedet konkludere noget samlet om alle fem bøger?
Jeg har en fornemmelse af, at har de overhovedet noget til fælles, er det, at ingen af dem, måske med undtagelse af Budtz’, kunne være kommet på noget andet forlag, i hvert fald ikke i den form de har nu. Det har noget at gøre med en løshed i redaktionen af dem, som gør, at der er plads til skæverter.
Ingen har sædvanligvis mere travlt med at sige, at der kommer for mange bøger i Danmark end forlagene, men hvis – lad os sige – tre ud af fem mindst er læsværdige, så har BØK i høj grad sin berettigelse.

*Thomas Krogsbøl: Dub! Klonk! 68 s., 130 kr.
*Martin Budtz: Familien. 68 s., 130 kr.
*Jonas Bruun: Når. 52 s., 125 kr.
*Vibeke Henningsen: Universet er Kærligt. 44 s., 125 kr.
*Thomas Ahrensbøll Hansen: 10.56, illustreret af Andreas Schulenburg. 136 s., 165 kr.
Alle er udkommet på Biblioteket Øverste Kirurgiske

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her