Læsetid: 4 min.

Filosofiens døve ører

16. december 2000

Onsdag lykkedes det ved et møde på filosofisk institut i København stort set den faste lærerstab at få de studerendes krav om ansættelse af flere kontinentalfilosoffer til at se spøgelsesagtigt ud

Filosofi
»Jamen, kan det interessere nogen andre?«, blev jeg spurgt på vej ind i det store solgule auditorium på Københavns Universitet i Njalsgade, hvor omkring 130 filosoffer og filosofistuderende onsdag havde sat hinanden stævne i hele fem timer. Programmet bød på en diskussion om det for det filosofiske institut tilbagevendende spørgsmål vedrørende skellet mellem den såkaldt analytiske og den såkaldt kontinentale filosofi og ikke mindst om, hvorvidt instituttets lærerstab ligeligt repræsenterer, eller bør repræsentere, begge fronter.
Arrangørerne havde tydeligvis ikke ønsket sig pressens bevågenhed, mødet var fra de studerendes, men også fra lærernes side, kommet i stand for få gang i en mere principiel og dybtgående diskussion af problemet efter sommerens og efterårets ophedede debatter om verserende ansættelsessager – ikke mindst den såkaldte Dan Zahavi-sag. Men mon ikke det kunne interessere andre hvilken type filosofi filosofferne mener er vigtig og af hvilken grund?

Udglatning
Ophedet blev debatten ikke på nogen måde. Størstedelen af lærerpanelet søgte at gyde olie på vandene, udglatte fronter og gjorde dermed – sikkert for institutfredens skyld – forsøg på at imødekomme de studerende. Disse har fornylig forfattet en resolution, der kort sagt går ud på, at der må mere kontinentalfilosofi til. Ikke desto mindre lykkedes det lærerne at forsvare en position, der til forveksling ligner status quo, og som fik de studerendes krav til at se nærmest fantomagtigt ud. Det blev nemlig i mødets forløb klart, at en række af lærerne ganske simpelt ikke mener, der er noget problem.
Skellet mellem to typer filosofi er, f.eks. for professor Finn Collin, der åbnede mødet som modstridig repræsentant for den analytiske tradition, på det nærmeste udefinerbart. Og for så vidt det eksisterer, er det forhold, at det er netop mellem disse to positioner skellet går eller kampen står, ganske tilfældig i betragtning af, hvor mange af filosofiens områder – ikke mindst logikken – der er underbemandede på instituttet.
Studieleder Poul Lübcke beviste med en imponerende horisontal udredning af filosofiens område, at studieordningen glimrende dækker feltet på afbalanceret vis og påpegede med en vertikal skala, gående fra bornerthed til holdningsløs supermarkedsfilosofi, hvorledes studiet smukt centrerer sig om tolerance uden at forfalde til repressiv tolerance eller for stor åbenhed.

Det forsvundne problem
Hvor i alverden er problemet så? Ifølge de studerende. kan man ikke blot bortdefinere problemet. Selvom distinktionen ikke filosofisk kan defineres, forbliver det en kendsgerning, at et stort område af filosofien, som de studerende interesserer sig for og søger til studiet for at læse, ikke er tilstrækkelig repræsenteret. Ganske vist ser studieordningen afbalanceret ud, men antallet af kontinentale filosoffer kan tælles på nogle få fingre, og flere af dem er endda ’halve’.
Efter Finn Collin på lærerstabens vegne var kommet med en udtalelse, i hvilken det blev lovet, at man ved fremtidige stillingsopslag ville tage hensyn til fagets lakuner, satte studerende Tina Søeborg fingeren på det ømme punkt:
»Problemet er jo åbenbart bare, at man ikke kan se, hvor fagets lakuner er. Enten lister der nogle kontinentalfilosoffer rundt i hjørnerne, der ikke giver sig til kende, eller også må man indse at de simpelthen mangler«. Og hun fortsatte med at grave i det følsomme økonomiske område, hvor det gælder, at et instituts midler er afhængige af, hvor meget de studerende producerer:
»Det må da være i lærernes interesse, ikke mindst økonomisk at lytte til de studerendes krav, og det er altså, at der skal være mere kontinentalfilosofi. Det er meget muligt, at der er andre skel, der er vigtige, at der er andre lakuner, men nu er det jo opdelingen i kontinental og analytisk, der diskuteres«.
Hun mente også, at det var en udbedring af denne ubalance, der kunne have indflydelse på om flere studerende bliver på studiet og kommer igennem, og var uenig med en anden debatørs forslag om, at så kunne de blot tage et andet sted:
»Jamen det gør de jo allerede, de står i kø for at komme til Tyskland og Frankrig, og det er jo det, der er problemet«.

Gak-filosoffer
Den enlige kontinentale hane i kurven lektor Søren Gosvig, var med sin meget morsomme ’GAK’-prøve, den eneste, der turde kalde en spade for en spade. (GAK står for Gosvigs-Analytisk- eller Kontinental-prøve).
Gakprøven går i al sin enkelhed ud på, at man er ikke-kontinentalfilosof, hvis man betragter Hegel, Nietzche, Heidegger eller Derrida eller filosofi i samme stil som gak gak. Gosvig anså det som en umulig opgave at nå til enighed om, hvad der var god filosofi da tanken om en fælles filosofisk indfaldsvinkel som illusorisk:
»Hvis man vil være kritisk over for noget, må man i det mindste for alvor kende til det man er kritisk overfor. Det er et spørgsmål om kompetence.«
De to lejre skulle ifølge ham snarere pragmatisk finde frem til at leve samdrægtigt ganske som de forskellige munkeordner var repræsenteret ved de europæiske universiteter i Middelalderen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her