Læsetid: 5 min.

Fløjtefyr med ondt i sjælen

20. december 2000

Den første Frank Jæger-biografi nogensinde er på bånd og bliver sendt på P1 fra
i aften

Litteratur

Mit hjerte udrev Pøblen, da
de spurgte
først hvem jeg var, og da jeg
sagde Cinna,
da hvilken Cinna.

Dette ildevarslende hjertesuk er skrevet af digteren Frank Jæger i 1959, og digtet kan høres i radioportrættet »Scener fra et forfatterliv – et portræt af Frank Jæger«, hvis første del sendes i aften på P1’s litteraturmagasin Alfabet. Portrættet handler om en digter, der fik så god en start, at det måtte gå galt. Frank Jæger led den skæbne at debutere som noget nær et digterisk geni – i andres og egen bevidsthed – som 22-årig, for derefter at kæmpe med sin egen succes resten af sit 51 år korte liv.
Radioportrættet er en montage af stemmer fra
Jægers kreds (først og fremmest kredsen omkring tidsskriftet Heretica), der følger lytteren gennem et digterliv, der begyndte på toppen og endte i en fortvivlende deroute.
Efter at have tilbragt tre intense timer i selskab med Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel, de øvrige heretikanere og Frank Jægers egen stemme i et mørkt studie i Radiohuset, mødes jeg med montageportrættets bagmænd på værtshuset Frederik VI. De hedder Janus og Jakob Kramhøft, er brødre og har arbejdet på projektet i noget nær døgndrift i fire måneder. Det giver sig blandt andet udslag i, at de lader til at tænke i takt.
Jakob Kramhøft fortæller: »I begyndelsen var vi da lidt skeptiske over for den her ’lyse’ digter, som Jægers eftermæle har gjort ham til. Men det blev hurtigt tydeligt, at Jæger var langt mere sammensat end det der enkle billede af sådan en eller anden munter fløjtefyr, der klasker hælene sammen på vej over hækken.«
Janus Kramhøft: »Jæger var helt sig selv og mere til. Han var sig selv i ekstrem grad og kan derfor virke som en katalysator på nogle grundlæggende menneskelige følelser.«
»Sammen med dem, der kendte ham – Wivel, Skou-Hansen, Bjørnvig og de øvrige medvirkende – har vi forsøgt at indkredse Frank Jægers personlighed. De medvirkende søger at nærme sig Jæger, og nærmer sig samtidig noget i sig selv. Derfor er det endt med at blive ikke bare et portræt af Frank Jæger, men også af Heretica-kredsen omkring ham.«

Modernisme-muren
Jakob: »Litteraturhistorisk er Frank Jæger et godt fikspunkt bl.a på grund af hans særegenhed og hurtigt opnåede status – og sidenhen hans problemer med at acceptere den nye tid, personificeret ved Klaus Rifbjerg, der så at sige skubber ham af digtertronen og overtager hans plads som det hyperproduktive og frække naturtalent. Rifbjerg-generationen udgør et oprør, der kategoriserer ham som den traditionsbundne, der ikke formår at følge med tiden. På den måde bliver bevægelsen meget synlig.«

Fanget i idyllen
Jakob: »Da Rifbjerg-generationen for alvor slår igennem, sætter skriveblokeringen ind hos Jæger – selvfølgelig ikke udelukkende derfor, men kravet om fornyelse er stærkt medvirkende. Det kommer ikke til ham med samme lethed, og der skal gå otte år, fra han skriver Cinna og andre digte i 1959 til den næste samling, Idylia.«
– Hvad er pointen ved at fortælle den historie i radioen i stedet for at skrive den manglende biografi?
Janus: »Radioen kan formidle et ekstremt nærvær. Det egner sig til vores projekt, som er et forsøg på at gøre litteraturhistorien levende og trække nogle af de erfaringerne fra det, der nu er sidste århundrede, med op i vores tid. Her er alle de mennesker, vi har mødt undervejs, levende til stede i rummet, hvor du sidder og lytter. De er ikke bare ord på et stykke papir. Vi kan høre dem trække vejret, høre dem tænke. Meget ligger i deres stemmer, i den krop ordene kommer ud af. Det er lyden af et menneske man hører, akkurat som når man læser en bog af Jæger.«

I bevægelse
– Søger I også tilbage til noget i Heretica-tiden?
Janus: »Vi er vokset op i helt anden verden, men har stor respekt for deres oprigtige søgen efter sammenhæng. Deres baggrund er krigen og derfor bliver de måske en anelse tunge i dansen, men jeg tror på, at den søgen er et grundlæggende behov i mennesket.«
– Den Frank Jæger, der fremstår i jeres program, lyder ikke som en, der når frem?
Jakob: »Det bliver meget svært for ham at træde ud af det billede, hans berømthed har skabt. Når han lukker mere dæmoni og tvivl ind i sit univers, skriver ellers trofaste læsere til ham, at nu vil de ikke købe hans bøger længere. De umiddelbart mere tungsindige Heretica-folk fører ham i begyndelsen frem som den lyse og ubekymrede digter, der kan trække folk til, den ’som skriver mere dansende’, som Ole Wivel siger. Og det billede har han jo også selv spillet med på. Men i virkeligheden er der en mere udbredt splittelse næsten lige fra begyndelsen, en splittelse mellem at ville idyllen og blive frastødt af tomheden i den. Det gælder både liv og værk.«
Janus: »Vi har faktisk forsøgt at finde de der lyse digte, for vi ville gerne have den side af ham frem i det første program. Det har bare vist sig at være meget vanskeligt, for i virkeligheden er digtene fyldt med mørke; selv de mest berømte af de lyse digte har en eller anden form for sorg liggende lige under den frejdige overflade, en bevidsthed om at alt er forgængeligt, som nok hænger sammen med, at Frank Jæger var et meget angst menneske. Faktisk var han så angst, at han knap nok var i stand til at leve. Som Tage Skou-Hansen siger, skrev han i virkeligheden på et underskud.«
I 1952 skriver Jæger i et brev til Tage Skou-Hansen:
»For fanden jeg er genial – yes sir, jeg skriver som en stor, sort engel!«
I 1977 dør han som en ludfattig alkoholiker i Helsingør. De femogtyve turbulente år derimellem – og lidt til – kan opleves fra i aften.

*Alfabet på P1 i aften og de to næstkommende onsdage kl. 20.30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her