Men løsningen af konflikten i Chiapas bliver en vanskelig prøvesten for Mexicos nye præsident
Den snart syv år gamle konflikt i den sydlige delstat Chiapas bliver en prøvesten for Mexicos nye præsident Vicente Fox. Trods en flyvende start straks efter sin tiltrædelse med et tilbud fra den zapatistiske oprørsbevægelse EZLN (Ejército Zapatista de Liberación Nacional Den Zapatistiske Hær til National Befrielse) om at komme til hovedstaden for at forhandle, kan Chiapas vise sig at blive en vanskelig knude at løse.
Det skyldes ifølge en af Mexicos bedste kendere af konflikten, forfatteren Carlos Montemayor, at konflikten har udviklet sig og forgrenet sig siden januar 1994, så den i dag er et indviklet spind af konflikter og modsætninger mellem magtfulde aktører, der ikke uden videre vil lade sig diktere fra centralmagten i det fjerne Mexico By.
Vicente Fox hurtige og positive svar på zapatisternes udspil kan delvis lamme nogle af de øvrige parter i den komplicerede konflikt, men ikke sætte dem helt ud af spillet i første omgang. Som svar på zapatisternes udspil lovede Fox at sende San Andrés- aftalerne fra 1996 om indfødte folks rettigheder og kulturer hurtigt til vedtagelse i Kongressen. Aftalen blev undertegnet af zapatisterne og den af Kongressen nedsatte mæglingskommission COCOPA, mens Fox forgænger Ernesto Zedillo afviste at sende den videre til Kongressen efter at dialogen mellem regering og oprørere blev afbrudt i slutningen af 1996.
Desuden har Fox beordret de udstationerede soldater i Chiapas tilbage til deres forlægninger som et signal om at han ønsker en fredelig løsning på konflikten. Desuden har han udnævnt den 85-årige Luis H. Álvarez fra sit konservative parti PAN til ny fredskommissær for Chiapas. Álvarez er en af Mexicos mest respekterede politikere, anerkendt for mere end et halvt århundredes indædt kamp for demokrati. Hans udnævnelse er blevet positivt modtaget hos de politiske partier og zapatisterne.
Zapatisternes krav
Det er positive og opmuntrende signaler, men der er lang vej endnu. Zapatisterne er tydeligvis indstillet på at forhandle, men ikke på at indgå forlig for enhver pris. De har nogle grundlæggende krav, dels om de indianske folks rettigheder, dels om retten til jord, samt om retten til andel i Chiapas enorme naturressourcer, ordentlige sociale og økonomiske vilkår og gratis skolegang og sundhedsvæsen til alle.
Krav, der i nordeuropæiske øren lyder rimelige, men som skurrer fælt både i lokale kvægavleres og godsejeres ditto. En del af de nye ministre, blandt andre den nye landbrugsminister, godsejeren Javier Usabiaga, kendt som Hvidløgskongen, er heller ikke begejstrede for zapatisternes krav og frygter måske især den politiske effekt opfyldelsen af dem kan få andre steder i Mexico, hvor forholdene minder om Chiapas.
Hæren er central
»En af de store hindringer for en fredsløsning i Chiapas kan blive hæren,« siger Carlos Montemayor. »Samtidig er den central for opnåelsen af fred,« tilføjer han.
»Sagen er den, at store dele af hæren stadig føler sig ydmyget efter at det ikke lykkedes at nedkæmpe de langt dårligere bevæbnede zapatister i januar 1994 inden daværende præsident Carlos Salinas de Gortari beordrede våbenhvile efter 12 dages kampe på trods af hærens udtrykkelige ønske om at nedkæmpe oprørerne. For at tage revanche for ydmygelsen har hæren med præsidentens stiltiende accept siden udvidet sin tilstedeværelse i Chiapas og har gradvist trængt zapatisterne sammen på et mindre område. Chikane og intimideringer har været en del af hærens fremgangsmåde over for zapatisterne og deres sympatisører.«
Montemayor mener, at det er nødvendigt at ændre hærens mentalitet, så den ikke satser på en militær løsning, men accepterer at blive trukket ud af konfliktområderne i Chiapas.
Paramilitær trussel
»Men,« påpeger han, »en militær tilbagetrækning skaber andre problemer, først og fremmest de paramilitære grupper, der blev oprettet af hæren i samarbejde med PRI (det regerende parti indtil den 1. december, red.) til at gøre det beskidte arbejde over for befolkningen. Hvis de paramilitære grupper ikke afvæbnes og opløses inden hæren trækker sig tilbage, er der risiko for at grupperne føler at de har fået frie hænder til at optræde som de vil. Og det kan betyde nye, grove overgreb mod befolkningen.«
De paramilitære grupper har begået flere overgreb og massakrer mens hæren åbenlyst har vendt ryggen til. Den kendteste blev begået i landsbyen Acteal i december 1997, hvor 45 mennesker blev dræbt.
At de paramilitære grupper ikke bliver nemme at opløse, blev tydeliggjort i begyndelsen af november, da præsident Zedillo beordrede 300 forbundspolitifolk til Chiapas for at opløse en paramilitær gruppe. De bevæbnede politifolk var ventet. De blev modtaget med sten og stokke af en vred menneskemasse, og måtte tilslut trække sig ydmyget tilbage. Hæren greb på intet tidspunkt ind for at støtte politifolkene.
Selv om der nu ser ud til at være kommet skred i fredsprocessen i Chiapas igen, regner Carlos Montemayor ikke med at konflikten vil blive specielt højt prioriteret af Fox medmindre der er et massivt internationalt pres for at få konflikten løst. Han mener, at nøglen til en løsning i Chiapas i vid udstrækning ligger lokalt. Det hænger sammen med at konflikten er specifik for Chiapas.
»Mexico er ikke et homogent land, men flere lande, med hver deres specifikke problemer og konflikter selv om nogle af dem selvfølgelig ligner hinanden (...) Med andre ord skal der forhandles til flere sider: mellem delstatsregeringen, forbundsregeringen, zapatisterne, partierne, hæren, de paramilitære grupper, kvægavlerne og andre, plus at der skal gennemføres en socialpolitik, landbrugspolitik, uddannelsespolitik og økonomisk udvikling for at nå en integreret løsning, og det har jeg svært ved at se på nuværende tidspunkt kan lykkes foreløbig.«
Det er blandingen af etniske, sociale og økonomiske konflikter, der gør Chiapas så vanskelig og eksplosiv. Det er således »ikke nok, at hæren afvæbner og opløser de paramilitære grupper. Opløsningen giver nemlig ikke nogen løsning på konflikterne. For at løse dem skal opløsningen af grupperne følges op af nyopmålinger af land for at dokumentere hvor meget jord kvægavlerne har taget fra de indianske fællesskaber og småbønder, og det åbner straks for nye konflikter.«
Montemayor mener ikke, at de øvrige væbnede oprørsbevægelser forskellige steder i Mexico vil komme til at spille nogen større rolle.
»De er rent lokale, de har ikke et globalt budskab som zapatisterne,« påpeger han.
Foreløbig har zapatisterne taget godt imod den nye præsident, som de regner med at møde i Mexico By i begyndelsen af februar.
