En amerikaner med armenske aner hjælper de fattige i den landsby, hans bedsteforældre flygtede fra under Første Verdenskrig. Han fortæller aldrig, hvem han er. For en armenier er et fremmedelement i Tyrkiet
Identitet
I de dage i oktober, hvor Michael Holt opholder sig i det nordøstlige Tyrkiet, er han personificeringen af en tyrkisk fortrængning.
Det mener han i hvert fald selv: »Jeg er amerikaner, armenier og kristen. Det kan stort set ikke være værre,« siger den 38-årige nødhjælpsarbejder, der for to år siden grundlagde organisationen Mission Noah, der bl.a. giver lægehjælp til fattige landsbyboere i Tyrkiet.
Hans vurderinger virker ikke helt forkerte. Da Information støder på ham i byen Kars i det nordøstlige Tyrkiet, er ordet armenier pludselig blevet en del af det daglige ordforråd igen.
Ikke fordi tyrkerne selv ønsker at tale om det folkeslag, som i 1915-18 blev forfulgt og forflyttet af tyrkernes forgængere, osmannerne. De fleste historikere kalder det folkemord, tyrkerne kalder det nødvendigt selvforsvar mod en armensk befolkningsgruppe, der i alliance med russerne udgjorde en reel militær trussel mod det tyrkiske kerneland.
Mellem en halv og to mio. armeniere blev dræbt og endnu flere sendt på flugt. Michael Holts bedsteforældre flygtede. Bedstemoren døde kort efter, bedstefaren talte aldrig om fortiden.
Folkemord forties
De fleste tyrkere snakker heller ikke mere om den sag, hvis det kan undgås. I turistbrochurerne om provinsen Kars, der rummer Armeniens middelalderlige hovedstad, Ani, er ordet armenier ikke nævnt en eneste gang.
De armenske konger, der residerede i hovedstaden og opførte dusinvis af kirker, kaldes ved navn, men ikke nationalitet.
På flere arkæologiske museer i området findes en folkemords-sektion, hvor nogle få knoglerester og kranier angiveligt dokumenterer, at folkemordet havde omvendt fortegn.
Armenier-problematikken dukker op, da et resolutionsforslag i september når til en underkomité i Repræsentanternes Hus i USA og derefter til den amerikanske og tyrkiske presse.
Forslaget opfordrer til, at amerikanske diplomater skal undervises i folkemord med den tyrkiske massakre på armenierne som eksempel, og at præsidenten i en årlig mindetale den 24. april skal karakterisere den armenske tragedie som folkemord.
Med andre ord skal det gøres klart, at forfølgelsen af armenierne i 1915-18 ikke kan forklares som en nødvendig militær manøvre, men kun som systematisk udryddelse.
Reaktionerne i Tyrkiet er voldsomme. Grænsen til Armenien bliver lukket, og tyrkiske politikere truer med at forbyde amerikanerne adgang til tyrkiske militærbaser og stoppe enhver import af amerikansk militærudstyr.
I ruinbyen Ani
Ruinbyen Ani ligger på grænsen til Armenien, og ved indgangen skal alle besøgende aflevere deres pas og fremvise den tilladelse, de har fået efter at have udfyldt formularer og svaret på spørgsmål hos turistchefen, politiet og på det arkæologiske museum.
Michael Holt er glad for, at der intet står om, at han har armenske aner. Soldaterne er anspændte nok i forvejen. De har fået nye ordrer fra deres øverstbefalende:
Ingen videokameraer i Ani, »for der har været nogle filmfolk her, som har lavet tv-programmer, hvor de siger beskidte ting om Tyrkiet,« som en af de unge værnepligtige forklarer.
Michael Holt er ærgerlig over forbudet mod videokameraer.
Han er ganske vist først og fremmest i Tyrkiet for at lave humanitært arbejde blandt de fattige bl.a. i den landsby, som hans bedsteforældre flygtede fra for 85 år siden.
Må fortælle historien
Men når han er her i sine forfædres gamle hovedstad betyder nationalitet og race alligevel noget.
Han er stolt af at være armenier og vil gerne dokumentere de sidste armenske kirker, inden de forfalder helt. Derfor har han videokamera med.
»Jeg synes, det er vigtigt, at historien om mine bedsteforældre og de andre armeniere fortælles,« siger han.
Men ikke for enhver pris.
»Det går ud over armenierne både i Tyrkiet og Armenien, at amerikanerne har lavet det her resolutionsforslag,« siger han.
Han henviser bl.a. til, at den tidligere tyrkiske ministerpræsident Tansu Ciller har gjort det klart, at hvis der bliver mere bøvl med armenierne, er det efter hendes mening bedre at sende dem ud af landet.
Det gør ondt i Michael Holt.
»Jeg føler, at jeg hører lige så meget til her som i Staterne. Men jeg tør ikke sige til nogen, hvem jeg er. Kun når jeg er næsten sikker på, at jeg står over for en armenier prøver jeg helt forsigtigt at komme ind på emnet,« forklarer han.
Som regel er resultatet, at han får et kæmpeknus, og tårerne begynder at strømme. Det er svært at tilhøre et folkeslag, der ikke rigtig findes. Hverken i turistbrochurerne eller i den officielle tyrkiske bevidsthed.
