Læsetid: 6 min.

Forbrydelse og straf

1. december 2000

hvad stiller man op med tendensen til, at retsfølelse er noget,
almindlige mennesker har, men eliten er hævet over

Qlummen
For en del år siden, omkring 1990, mødte jeg på cykel til arbejde jævnligt en yngre, skaldet mand på høj sortlakeret herrecykel. Vi skulle samme vej et stykke, selv om jeg prøvede at undgå at vente for rødt ved siden af ham og således udveksle et blik eller smil.
Han kendte ikke mig, men jeg genkendte ham fra billeder. Det var forfatteren Christian Kampmanns morder. Det undrede mig, at han fri og frank cyklede rundt i byen kun to år efter mordet. Trods alt var han idømt en lang fængselsstraf – otte–ti år. Venner af mig så ham også spille tennis på KB’s tennisbaner på Frederiksberg kort efter mordet, mens han var i forvaring på Frederiksberg Hospital.
Det undrede mig, ja, men det krænkede mig endnu mere. Jeg havde læst Kampmanns vittige og skarpsynede bøger og havde gennem dem fulgt levende med i hans bestræbelser på at komme overens med sig selv og verden som bøsse. I sine senere stærkt selvbiografiske bøger havde han med ømhed og varme beskrevet den mand, der senere slog ham ihjel. Christian Kampmann var kort sagt et menneske, mange kunne føle, de kendte og forstod. Og at han blev banket til døde af sin kæreste – cyklisten – i sin families sommerhus på det afsides Læsø virkede som en helt urimelig begivenhed.
Cykelturenes hjertebanken og spontane modvilje ved at møde morderen på fri fod! bragte mig på sporet af fænomenet retsfølelse, som i mange år har haft dårlig presse, ja, som der næppe har kunnet tales højt om. Som en jurakyndig fnøs: »Retsfølelse er sgu ikke andet end folks fordomme i lidt pænere tøj!« Samtidig florerer jo appellen til hævntrangen vildt, når folkelige medier henrykt udpensler detaljer i spektakulære forbrydelser.
Bla. derfor opleves især kriminalsager som alles ansvar og anliggende: Et brud på den offentlige orden, hvis genetablering man følger med spændt opmærksomhed (et fænomen, der jo også er baggrunden for kriminalromaners overordentlige popularitet).

Men hvad stiller man op med tendensen til, at retsfølelse er noget, ’almindelige’ mennesker har, men eliten er hævet over? Blot et af de mange symptomer på, at heller ikke moderne, økonomisk forholdsvis homogene samfund har fået bugt med den ideologiske ulighed.
Samfundet kan jo ikke så godt bøje sig for retsfølelseskrav i eksotiske, selvtægtsinspirerede former, hvor der for de alvorligste forbrydelser kvitteres med blodhævn og legemsbeskadigelse – så kan de svin selv mærke, hvordan det føles!
Samtidig hører behovet for en eller anden form for hævn, eller balance mellem forbrydelse og straf til de grundlæggende psykologiske fænomener, som det kan være risikabelt at ignorere. Ganske enkelt, fordi retsfølelsen er beslægtet med det intuitivt gode hos mennesker: De fleste af os vil gerne gøre godt og føler uvilje mod dem, der handler ondt. Og netop det forhindrer formentlig verden i at gå helt af lave.
Derfor skal der (ifølge dette psykologiske ræsonnement) også ske de onde, grænseoverskriderne, noget, de ikke selv er så begejstrede for. Indespærring er den form, man er landet på i mangel af bedre. Bl.a. fordi den yderste og forfærdelige konsekvens af retsfølelsen er selvtægt, og så ramler jo ethvert forsøg på civiliseret fællesskab.
Retsfølelse eller -bevidsthed er nemlig fornemmelsen af, at samfundet har en orden. At retfærdigheden sker fyldest, at samfundet står på de uskyldiges side – de uskyldige ikke kun forstået som offeret, men også alle os andre, der frygter at få en søn slået til pølsemand, en datter voldtaget. Vi vil gerne føle, at loven beskytter os, fællesskabet, mod lovovertrædere.
Som professor i statsret, Henning
Koch, i anden sammenhæng udtrykte det i et interview i Information tidligere på efteråret: »Fællesskabets bedste er også en retsposition«. De love, som demokratisk valgte politikere har vedtaget over en lang periode, udgør også en position med krav på en vis respekt. Love kan være hul i hovedet, men at gå ud fra det som hovedreglen er overordentlig problematisk.

Derfor synes vi ikke bare, vi kan overlade de sager til retssystemet, som gælder specielt grænseoverskridende forbrydelser, f.eks. den senere tids domme over drenge omkring og under den kriminelle lavalder, der har voldtaget jævnaldrende piger. Derfor blander folk sig med ildhu i disse sager, som man kan se af mange læserbrevsspalter.
Formentlig vil dele af debatten udspille sig igen, når turen kommer til de unge mænd, der for nylig spærrede en tyveårig rengøringspige inde i en lille kølecontainer, hvor hun blev kvalt.
I mandags stadfæstede Vestre Landsret så dommene over fire drenge, der voldtog en mindreårig pige i Botanisk Have i Århus. Så må alt vel være godt?
Nej, for ude i det virkelige liv splitter sager med unge mennesker bag alvorlige forbrydelser næsten vores følelsesliv i to: På den ene side er mord og voldtægt oplagt ikke til at leve med. På den anden side er det en grufuld og truende tanke at spærre helt unge mennesker inde i fængsler mellem forhærdede forbrydere. Hvordan er de så ikke, når de kommer ud?
Sådan tænker de civile domsmænd, der ofte dømmer mildere end loven hjelmer. Og sådan tænker også mange andre ifølge en undersøgelse fornylig, der viste, at danskere generelt foretrækker sociale foranstaltninger for hårdere straffe. Det kan man vel kun tilslutte sig, så sandt som det er bedre at forebygge end at helbrede. Bedre at give forbryderne en fremtid, lade dem få et liv, end at have dem rendende ind og ud af fængslet.
For selv om retfølelsen tjener fællesskabet, tjener den ikke nødvendigvis de kriminelle, som jo har krav på at blive behandlet efter deres forseelses art, hverken mere eller mindre. Hvad værre er: Retsfølelsens krav om markant straf har ringe virkning på kriminalitet som sådan, fordi straf erfaringsmæssigt hverken forbedrer forbryderen eller afskrækker ham selv eller kolleger i branchen.
Som professor, dr.jur. Stig Jørgensen påpegede i Information forrige mandag, afskrækker hårdere straffe heller ikke mere end milde – dog menes korte, omgående straffe at have pædagogisk effekt på unge mennesker inden de rigtigt får gang i den kriminelle karriere.
Men afstanden mellem hvad befolkningen faktisk har interesse i (noget der hjælper), og hvad vi tror, vi ønsker (hævn) er måske blevet så stor, at vi trænger til en folkelig debat. Som stud.scient.pol. Torsten Freund skrev i en kronik i Berlingske Tidende i mandags er der meget mudder i det populære syn på straf, ofte kan det ikke ses, om man taler om hævn, afskrækkelse eller forbedring.

Folk inde i ’systemet’ har efter sigende et vældig pragmatisk syn på straf: Det handler ikke om at afskaffe forbryderen ved at spærre ham inde, men om at afskaffe forbrydelsen ved så vidt muligt at give forbryderen en fremtid.
Dette skift har man bare ikke meddelt til befolkningen – til trods for, at man, jvf. ovenstående, må tiltro dansken en betydelig utilitarisme: »Hvis det kan hjælpe/ betale sig/ er praktisk, er det ok!«
Det indebærer også klar kommunikation – gerne gennem psykologer og andre kyndige folk – til ganske unge mennesker om, hvad samfundet mener, deres forseelse er, og hvorfor den som konsekvens får f.eks. samfundstjeneste og uddannelse i stedet for tremmer, vand og brød.
Men at fællesskabet tager sit ansvar alvorligt, må ikke fritage den enkelte for ansvar. Trods alt har retssystemet ikke skabt forbrydere eller forbrydelser: De har selv har bragt sig i en situation, som Loven reagerer på, og at fritage folk for personligt ansvar er en faldgrube, man ikke let kommer op af igen.
I sommer kunne man f.eks. læse om en sag, anlagt af en ung mand, der som 14-årig stjal en bil sammen med en 15-årig kammerat. Kammeraten kørte 200 km i timen, kørte galt – og den yngste dreng blev 80 procent invalid. Følgelig lagde han erstatningssag an mod bilens ejer – og vandt...
Et menneske er kommet til skade, nogen skal betale. Man ser sig omkring i kredsen og får øje på den mest velbeslåede aktør – in casu et forsikringsselskab – der så drages til ansvar. Fremgangsmåden er forbilledligt beskrevet i Johan Hermann Wessels elegante rimede digt om bageren, der blev henrettet i smedens sted, fordi bageren bedre kunne undværes i byens næringsliv end smeden, som der kun var én af. Voila! Alle er glade.
Måske er netop dette digt gået over i dagligsproget, fordi det rummer utilitarismens gamle risiko: At man tænker så praktisk, at der næsten ingen forskel er på rigtigt og forkert. Og så har man først åbnet for en hvepserede af et samfund i splinter og stykker.q

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her