Franske slægtsrelationer til kulegravning i André Techinés psykologiske drama Elsk mig (Alice et Martin)
Ny film
At se Elsk mig kan føles som at blive ledt gennem en omhyggeligt udført arkitekttegning til et større hus.
Man føres i starten ikke ind ad hovedindgangen, men ad en slags glorificeret køkkentrappe, og undervejs gør man ikke kun ophold i de større dagligstuer, men kommer også ind i nicher, der egentlig lige så godt kunne have været større rum. Til slut bliver man vist ud gennem en halvtrist nødudgang, der måske nok fuldender billedet af et grundigt og energisk stykke arkitektarbejde, men også mangler den forløsning, der ellers længe er lagt op til.
Der er altså noget mærkeligt tegnebrætsagtigt over dette psykologiske familiedrama, der er opbygget i fem kapitler, hvilket betyder, at man får en mere og mere forstoppet fornemmelse af, at den samme eller alligevel en anden film begynder igen og igen, idet nye personer konstant introduceres eller uddybes i hvert kapitel og påkalder sig intens opmærksomhed.
Fra Cahors til Paris
Både frustreret og fængslet er man filmen igennem, for André Techiné kan her som i De vilde siv og Tyvene skabe personer, der lever gennem deres veltilrettelagte hemmeligheder og gåder. Alligevel virker udbyttet denne gang lidt fattigt og fortænkt. Nej, det er ikke Juliet Binoche, der har hovedrollen, selv om hendes persons navn nævnes først i den franske originaltitel. Filmen drejer sig først og fremmest om det uægte barn Martin, der vokser op hos sin enlige mor (en ældet Carmen Maura), indtil han ti år gammel flytter ind hos sin far i Cahors en barsk macho-type, der tyranniserer sine sønner.
På flugt fra sin nye familie flytter Martin ind hos sin halvbror i Paris, en homoseksuel skuespillerspire, der bor sammen med Juliet Binoche lettere desillusionerede tango-violinist Alice. Pludselig er vi midt i en anden historie om en typisk parisisk bohème-trekant, hvor materiel fattigdom og åndeligt overskud opretholder en usikker balance.
Martin forelsker sig i Alice, der værger for sig, men overgiver sig for hans rene følelse (og samtidig har han tjent godt som fotomodel!)
Provinstyran
Men trods sin tilsyneladende parisiske succes har Martin ikke sluppet sin traumatiske sydfranske fortid. Han kan ikke påtage sig ansvar, bryder psykisk sammen, da Alice bliver gravid, og så skal vi selvfølgelig have forklaringen i et tilbageblik. Hvorefter Alice begiver sig på en opdagelserejse i det sydfranske for at få trukket skeletterne ud af skabet.
En offervilje, man ikke helt tror på, al den stund Alices og Martins kærlighedsaffære fra starten har et meget skrøbeligt fundament. Ikke desto mindre gør André Techiné temaet til en drivkraft i filmens mere og mere melodramatiske opgør med autoritære, undertrykkende familierelationer.
Man kender mønstret: Den i det ydre stærke provins-tycoon, der på hjemmefronten undermineres af konflikterne med de sønner, han hverken kan forstå eller elske.
Bleg Binoche
Martin er i sig selv lidt af et postulat på én gang stakkels martyr og angrende synder og under alle omstændigheder i længden et lidt trættende bekendstskab. Techiné sender ham da også mod slutningen på nervekliknik for at Juliet Binoche bedre kan udrede de sydfranske forviklinger. Hvilket sker med større nøgternhed, end hun normalt udtrykker filmen er ikke langt fra at afromantisere billedet af Binoche som den rene sensitive kvinde i lidenskabernes vold.
Men en saglig Binoche er også en reduceret Binoche. Undervejs skaber Techiné glimrende enkeltscener, hvor han lidt ordrigt graver sig ind mod sine personers sande identitet. Men helheden virker mærkeligt overlæsset, som om han oprindeligt havde planlagt en meget længere film eller sammentrængt en tv-serie. Hverken episk eller dramatisk fungerer Elsk mig rigtigt forløsende.
*Elsk mig (Alice et Martin). Instruktion: André Techiné. Manuskript: André Techiné, Gilles Taurand og Olivier Assayas. Fransk (Grand, København)
