Læsetid: 22 min.

Fremtidens krig

29. december 2000

Fremtidens krig er spooky. For mens forskere på den ene side kan nå til enighed om, at krig i høj grad vender tilbage til middelalderlige tilstande med småkrige og krige i byzoner, hvor smart elektronisk isenkram ikke er meget bevendt, er teknologien på den anden side ved at overhale os indenom. I denne artikel får du bekræftet dine bange anelser om, at militærteknologien står på tærsklen til
at indtræde i science fiction-æraen

Nutidens hære er bygget til konventionelle krige med to skarpt optrukne fronter, der står over for hinanden på hver sin bakketop. Udviklingen af militært isenkram gennem de sidste 60 år er sket på baggrund af en koldkrigslogik med en sort/hvid opdeling af krigszonen. Men der er ingen overhængende fare for verdenskrig mere. Warszawapagten og NATO er dinosaurer, og meget tyder på, at de militære organisationer ikke er fulgt med udviklingen. Ruslands håndtering af konflikten i Tjetjenien og Vestens ditto i forhold til Kosovo er eksempler på, at supermagter (og tidligere supermagter, for den sags skyld) slet ikke er gearet til at håndtere konflikter i small scale. Store klodsede bombemaskiner, som ikke kan præcisionsbombe i Pristina eller Grosnij, superavancerede Mohawk-helikoptere og Stealth-bombefyvere, der er så avancerede og har været så dyre at udvikle, at man ikke tør indsætte dem i krigszonen af frygt for at de skal falde ned, er eksempler på, at man har udviklet krigsmaskiner til en svunden tid. Det virker slet og ret tåbeligt og som spild af penge, brændstof og mandskabsressourcer at indsætte milliard-helikoptere mod en gruppe partisantørklædeklædte oprørere med kalashinkov’er.
Der har længe været tegn i sol, måne og stjerner på, at den militære teknologiske udvikling måtte tage en drejning for at omstille sig til den fagre nye post-jerntæppe-verden, et postmoderne risikosamfund [link 2] med en veluddannet kritisk offentlighed, der ikke bryder sig om, at folk dør i krig [link 1]. Man taler om begrebet Revolution in Military Affairs [link 3], for der sker i øjeblikket en temmelig omfattende udvikling på det militærteknologiske område. Når forskere i militærudvikling i fuld alvor snakker om terminators, cyborgs og genmodificerede nanorobotter på størrelse med et støvkorn, der kan slå mennesker ihjel med effektive kræftvira, begynder nervøsiteten at melde sig.
For eksempel er terminators ikke bare god lørdagsunderholdning på videoen, men ved at blive udviklet i virkeligheden. Det bekræfter alle kilder, Information har været i kontakt med.

Terminators og robotter
Der er to aspekter i udviklingen af terminators: På den ene side er der udviklingen af robotter og enmandstanks, på den anden side er der udviklingen af cyborgs, som er en blanding af mennesker og maskiner.
Paul Hirst er forsker i international politik ved Birkbeck College i London. Han forklarede på et møde i København i foråret, at terminators er ved at blive udviklet, for at man kan indsætte dem som infanteri i jungle- og byområder. Man kaster robotterne ned fra fly som bomber, og de navigerer sig selv rundt i slagmarken ved hjælp af et kort, der er lagret på harddisken. Og så kan man for eksempel give dem besked om at skyde på alt, hvad der bevæger sig inden for et givent område. Den eneste grund til, at man ikke har set disse terminators i brug, er ifølge Paul Hirst, at der ville opstå et ramaskrig i den vestlige offentlighed, når de første rystede amatøroptagelser slap ud, forestillende en robot på larvefødder, der kører rundt i Pristina.
Chris Hables Gray er professor ved Cultural Studies of Science and Technology på University of Great Falls i Montana, USA. Han er forfatter til bestselleren Postmodern War, der snart følges op af en to’er: Postmodern Peace. Han har længe forsket i terminators, og han siger til Information:
»I Los Alamos, som er en af den amerikanske regerings forsøgsbaser, var man for ikke så mange år siden i gang med et projekt, der hed The Pitman Exoskeleton. Det er en enmands-kampvogn, som ligner en kæmpe robot. Der sidder én person inden i robotten, som kan beskydes med .50 kaliber patroner uden at gå i stykker. Man kan også få den til at flyve over bygninger ved hjælp af raketter i ryggen.«
The Pitman Exoskeleton-projektet blev oprindelig udviklet af Jeffrey
Moore fra Los Alamos, men er ifølge Informations oplysninger nedlagt på grund af manglende finansieringsmidler. Man er dog i gang med et nyt projekt på Los Alamos: BAP – Body Armor, Powered, som er det 21. århundredes Exoskeleton-projekt.
Spørger man Chris Hables Gray, om ikke folk bliver frygtelig skræmte, når de ser sådan en enmandstankvogn, som ligner en blanding af en terminator fra Schwarzenegger-filmene, et stykke Transformer-legetøj og noget fra en japansk mangategneserie, svarer han:
»Jamen, soldater ser jo frygtelig uhyggelige ud allerede. De er udstyret med store hjelme med indbyggede skærme, mikrofoner og alt muligt teknologisk isenkram, så de faktisk ligner robotter.«

Cyborgs
Tættere på den nære fremtid end terminator-robotten er cyborgen, en blanding mellem menneske og maskine.
GPS står for Global Positioning System. Under Golfkrigen var der indsat en radarovervåget GPS-chip i hvert eneste køretøj, så man vidste, hvor soldaterne befandt sig.
»Men ikke nok med, at man satte chips ind i bilerne. Meget tyder på, at der også var implementeret GPS-chips i nogle af elitesoldaterne,« siger Chris Hables Gray.
»Timothy McVeigh, som bombede regeringsbygningen i Oklahoma i 1995, hævdede jo, at man havde fundet frem til ham via den GPS-chip, hæren havde placeret i røven på ham under Golfkrigen. Han var gået under jorden og var ikke til at finde, og så satte man åbenbart en satellit til at søge efter hans GPS-chip. Så fandt man ham,« siger Hables Gray.
Det er selvfølgelig meget praktisk at have styr på sine tropper via chips og satellitter, så man ved, hvor hver enkelt soldat befinder sig på slagmarken. Ulempen – ud over de åbenlyse etiske – er, at fjenden kan hacke sig ind i computersystemet og aflæse alle troppebevægelser.
»Desuden,« siger Chris Hables Gray »er det med en GPS-chip implementeret i hver enkelt soldat muligt for én person, f.eks. den amerikanske præsident, at sidde i Det Hvide Hus og dirigere hver soldat individuelt. Det er noget, soldaterne er meget bange for.«
»Vi er i cyborg-alderen,« siger en anden forsker i international politik, Christopher Coker fra London School of Economics. »Vi producerer robotter som aldrig før, og det er et videnskabeligt faktum, at vi bliver koblet mere og mere sammen med teknologien. I dag er mange soldater f.eks. forsynet med en bærbar computer på slagmarken. Men teknologien er meget tættere på den menneskelige krop end en bærbar computer. Royal Air Force er med programmet Tactical Planning Management Systems i fuld gang med at implementere microchips i pilotens hjerne. På den måde kommer flyet og piloten til at være én enhed, de er simpelt hen smeltet sammen. Piloten behøver ikke at koncentrere sig om at se på instrumenter, for flyets computer sender signaler direkte ind i pilotens hjerne. Det betyder, at piloten faktisk kan føle angribende fly, i stedet for at kigge på radaren. Og våbnene i flyet peger automatisk i samme retning, som øjnene. Man kan styre kanonen ved hjælp af øjet. Det er ikke et fremtidsscenarie det her, det findes faktisk,« siger Christopher Coker til Information. Det har dog ikke været muligt at få bekræftet Cokers oplysninger hos Royal Air Force. Men det har nok sine naturlige (klassificerede) årsager. Ulempen ved at blande en pilot og et fly sammen ved hjælp af en microchip er, at grænsen mellem menneske og maskine flyder. Hvad er teknologi, stål og hardware, og hvad er menneske af kød og blod? Når mennesket lige pludselig kan føle fjendtlige fly bag sig på sin egen krop, er piloten transformeret til et eller andet udefinerbart mellem mand og maskine. Om det er godt eller skidt, lader vi læseren om at tage stilling til.

Soldater på stoffer
Gennem chipimplementering kan man manipulere soldaten og få ham til at handle fuldstændig sikkert og lige efter hensigten. Det samme er tilfældet, når man putter medicin af forskellig slags ind i soldatens krop. Selvom det med moderne teknologi er muligt at sidde i en bunker og fjernstyre en krig, er det stadig nødvendigt at sende soldater ud på kamppladsen. Men det er et problem, fordi soldater i dag slet ikke er spor begejstrede for at gå ud og slå ihjel. For at undgå stress og ubehagelige oplevelser giver man soldaterne stoffer og nervemedicin og andet godt:
»Det kalder man medicinsk krigsførelse,« siger Christopher Coker. »Der er lange, stolte traditioner for medicinsk krigsførelse i vestlige samfund, for eksempel har man til alle tider drukket soldater fulde, før de skulle i kamp. I dag er det meget mere avanceret. Piloterne under Golfkrigen var konsekvent på nervemedicin. Medicin og stoffer reducerer stress, holder angsten nede, og er på den måde et effektivt middel mod depressioner, der opstår som følge af at være aktiv deltager i en krig,« siger Christopher Coker.
Coker beretter endvidere om, hvordan soldater fodres med Viagra »for at de skal få den rette kampgejst og blive mere potente,« og med steroider, som er »forbudt alle andre steder i samfundet.«
»Man bliver simpelthen nødt til at give soldater steroider i dag,« siger Coker. »For mænd er slet ikke så fysisk stærke, som vi var for bare 25 år siden. Vi bevæger os slet ikke i samme grad som tidligere, og derfor bliver man nødt til at gøre soldaterne fysisk stærkere ad kunstig vej.«
Stesolider, steroider og viagra ligger i den mere uskyldige ende af skalaen, når man taler om medicinsk krigsførelse. Chris Hables Gray fortæller, at der i dag laves forsøg med medicin til soldater, så de ikke behøver at sove så meget; tænderne holdes rene ved hjælp af kemiske stoffer, så man ikke behøver at børste tænder, og mad og drikke er manipuleret således, at man ikke behøver at gå på toilettet særlig ofte. Man kan også manipulere med synet, så soldaten får ’naturligt’ nattesyn.
»Det lyder fantastisk, men det er faktisk altsammen beskrevet i The Airland Battle Doctrine helt tilbage fra 1992, som er et NATO-dokument, der omhandler samarbejdet mellem NATO og Tyskland,« siger Hables Gray.
»I det hele taget er det svært at fatte, hvad NATO og den amerikanske hær har gang i af science fiction-agtige projekter. Hvor får de dog alle ideerne fra, kunne man spørge. Det er faktisk lige så enkelt, som det er grotesk: Hæren inviterer science fiction-forfattere ind som foredragsholdere, som inspiratorer,« siger han.

Militær nanoteknologi
Og associationerne til science fiction ligger da heller ikke langt væk, når man skal beskrive fagre nye nanoverden. Under Paul Hirsts besøg i København i foråret fortalte han blandt andet, hvordan robot- og nanoteknologi konkret kan anvendes i krige og low-intensity-konflikter.
Chris Hables Gray har også forsket i emnet, og har blandt andet skrevet essayet The Dark Side of Nanotechnology, der blandt andet indeholder de opsigtsvækkende kapitler »Nanonasties« og »Night of the Nanos«. Essayet blev skrevet i august 1998, »så vi kan nok regne ud, at militæret er meget længere fremme nu,« siger Hables Gray.
Ifølge Hables Gray er udviklingen af offensiv nanoteknologi så skelsættende en begivenhed, at de våben, der bygger på nanoteknologi, vil have samme funktion, som atomvåben har i dag: De bliver ikke taget i brug, men virker afskrækkende. Ganske enkelt fordi de er lige så – om ikke mere – uhyggelige som a-våben. Med mindre våbnene falder i hænderne på galninge. Og det skulle ikke være så svært at få fat på nanovåben om få år, fordi de vil blive så nemme at producere.
Nanorobotter er så små, at selv millioner af dem ikke kan ses med det blotte øje. Man kan få dem til bogstavelig talt at kravle ind under huden på modstanderen og slå ham ihjel. Disse nanorobotter kan plantes i fjendens lejr ved at kaste dem ned som bomber – og bomberne kan naturligvis tidsindstilles. Nanorobotter kan indstilles til at skelne mellem gener, således at det kun er mænd (ikke kvinder) med en bestemt genetisk kode (f.eks. sorte), der slås ihjel. Paul Hirst forklarede i sit foredrag i København, at hvis Kosovokrigen blev udkæmpet i 2005 og ikke i 1998, ville krigens forløb have set meget anderledes ud. Serbiske soldater, der havde forskanset sig fra satellitovervågning i en lade, ville blive fundet af snusende nanorobotter, der kunne have lugtet sig frem til soldaternes uniformsstof, kravlet ind under huden på dem og spist hjertet, drukket blodet, sat nyrerne ud af funktion, plantet et aids-virus, et eller andet. Kun fantasien sætter grænsen [link 4].
Ifølge Chris Hables Gray kan nanoteknologi også bruges til spionage og overvågning. Med nanorobotter har man små spioner alle vegne, for eksempel i form af tåge eller skyer.
På den måde kan man lave DNA-tests af folk, mens de passerer gennem ’tågen’. Man kan også finde på sofistikerede måder at slå folk ihjel på, som under ingen omstændigheder vil kunne blive sporet. Der er skam mange muligheder.

Virtual Hell
Hvis man prøver at kombinere medicinsk krigsførelse med forestillingen om krig som et computerspil, får man en herlig cocktail. Da soldater ikke længere er så begejstrede for at gå i krig og slå ihjel, kan man sløre deres virkelighedssans. For eksempel med stoffer og medicin, men også ved at lade soldaterne tro, at de er en del af et ikke-virkeligt spil. Man ’hjælper’ soldaterne til at komme hjem fra fronten igen ved at sløre deres virkelighedssans. Norman Schwartzkopf, som ledede Operation Desert Storm fra Saudi-Arabien i begyndelsen af 1990’erne, blev blandt andet kendt på, at han konsekvent omtalte Golfkrigen som et spil: »The Game«: »That’s the rules of the game,« »So is the game« osv. Også han havde en tilgang til krigen som et spil, som noget virtuelt og ikke-virkeligt.
Det amerikanske marinekorps bliver for eksempel trænet i at spille computerspillet DOOM som led i deres uddannelse. »Om du spiller DOOM eller om du pludselig er på en strand i Nordøstafrika, hvor du skal gå i land og gøre en masse forfærdelige ting, som du også har gjort i DOOM – hvor er det, forskellen begynder? Måske gør det, at du betragter krigsførelsen som et spil om
point. Måske går du rundt og tror, at du har 18 liv og ikke kun et,« siger Mikkel Vedby fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Han forsvarer den 17. januar sin ph.d. i ’konfliktens sociale konstruktion’. Piloterne, der bombede Saddam Hussein under Golfkrigen, brokkede sig over, at de ikke kunne se forskel på øvelser og rigtig bombning – for billederne på tv-skærmen i kampflyet lignede hinanden til forveksling.
»Man kalder det post-traumatisk stress, når man føler anger efter at have slået folk ihjel i en krigssituation,« siger Chris Hables Gray. »Men når man sidder i en B52-bombeflyver i mange kilometers højde og ikke kan se, hvad man bomber, eller hvis man sender missiler afsted mod Serbien fra et hangarskib i Middelhavet, tænker man ikke så meget over, at man faktisk er i gang med at slå folk ihjel.«
»Når man ikke kan se ødelæggelserne, kommer det hele meget mere på afstand, og besætningerne på eksempelvis B52-flyvere og hangarskibe har bemærkelsesværdigt mindre post-traumatisk stress end andre soldater,« siger han. Den virtuelle krig udføres også fra førerbunkeren i Pentagon, hvor missilerne afsendes, uden at soldaten, der trykker på missilaffyrings-knappen, behøver at reflektere over de ødelæggelser, missilet fører med sig. Men når krig bliver virtuel, er der en fare for, at ansvaret også bliver virtuelt. Det begynder at handle om, at krigen »ser godt ud«.

Filip Lau er journalist for bureauet Wetware

Link 1
»Af en eller anden grund kan vesterlændinge meget bedre forholde sig til, at man dræber 200 mennesker med et krydsermissil end med en bakterie. Men man dør altså lige meget af det.«
Mikkel Vedby, ph.d., forsker
ved Statskundskab, KU

Link 2 –
Krig er blevet en risiko
Ifølge Mikkel Vedby, forsker ved Statskundskab på Københavns Universitet, betragtes krig i de vestlige samfund som en risiko. Tidligere i det 20. århundrede anså man krig som en mulighed, hvor man kunne realisere ambitioner og politiske mål. Eller som en nødvendighed, hvis man skulle forsvare sig mod nazismen eller kommunismen.
Krig i dag er blevet en risiko på grund af den samfundsmæssige udvikling mod et risikosamfund: Et samfund, der er fokuseret på sig selv på grund af fraværet af store ydre fjender og projekter.
»I fraværet af store projekter er vi nået til et punkt, hvor vi egentlig synes, vi har det meget godt,« siger Mikkel Vedby.
»Det, vi reflekterer over, er vores eget samfunds problemer og de problemer, det skaber for sig selv. Og det er præcis dér, vi står med brugen af militærteknologi, for vi vil gerne have ro og orden i Europa, vi vil gerne sørge for, at der ikke er folk som Milosevic i Jugoslavien, der gør ting, vi ikke bryder os om. Derfor gør vi, som vi gjorde under Kosovo-krigen for at fjerne risikoen for uorden. Men dermed skaber vi en ny risiko, nemlig risikoen for, at vi kommer i krig, og det er ikke meningen med at være et relativt lykkeligt, vestligt demokrati,« siger Mikkel Vedby.
Med andre ord: Folk i al almindelighed synes ikke længere, det er værd at dø i en krig for Gud, konge, fædreland og smukke idealer. Ingen danske mødre vil have deres sønner hjem i bodybags, og man kan ikke engang acceptere at få revet en arm af. Det er faktisk et problem for militæret. Under Kosovo-krigen skrev den britiske generalstabschef et indlæg i en engelsk avis om at indsætte landtropper, da det var helt store samtaleemne på det tidspunkt.
»Moderne mennesker er ikke vant til at gå i krig. Så generalstabschefen løftede sin pegefinger og sagde til dem, der meget gerne ville sende engelske soldater derind, at folk dør af det her, og det er faktisk meget ubehageligt. Han forudså, at lige så snart man opdagede, at folk døde – og det ville ske efter den første tv-avis – så ville vi ikke kunne holde ud at føre det til ende. Hans budskab var: ’Lad være med at bede om det her, for I vil alligevel fortryde’,« fortæller Mikkel Vedby.
Den vestlige verden har med andre ord meget svært ved at kapere død og ødelæggelse. Der er helst ikke nogen på vores side, der skal dø, og vi bryder os heller ikke synderligt meget om at se sønderbombede landsbyer, hvor NATO-soldater har hærget. Det, der efterlyses, er krig uden tårer.
»Et samfund, der ikke kan acceptere, at folk dør i krig, kunne man kalde et bodybag-samfund,« siger en anden forsker i international politik, Christopher Coker fra London School of Economics.
»Vi bryder os simpelt hen ikke om at se på lig.«
Afskyen ved at se på lig er så stor, at USA måtte trække sig ud af Somalia, da tv-billederne af en frådende horde af somaliere trampende på lemlæstede amerikanske soldater, blev sendt verden rundt.

Link 3 – Revolution in Military Affairs
Den militærteknologiske udvikling er gået så stærkt inden for de sidste 10-15 år, at mange iagttagere ikke mener, man kan kalde udviklingen en ’evolution’. For at beskrive med hvilken hast, udviklingen har fundet sted, er man nødt til at tage ord som ’revolution’ i sin mund. Der finder et paradigmeskift sted inden for den militærteknologiske udvikling. Ikke bare teknologisk, men i høj grad også strategisk. Man er simpelt hen ved at omdefinere hele det fundament, militærets strategi og teknologi hviler på. Dette fænomen kaldes RMA – Revolution in Military Affairs. Grunden til, at man kan tale om en revolution og ikke bare evolution, er, at nye teknologier og samfundsformationer kræver, at hele den militære organisation, helt ned til den enkelte infanterist, skal ændre sit verdensbillede og måde at organisere sig på. For eksempel kræver informations-baserede strategier, at man gør den militære hierarkiske struktur meget mere flad.
RMA forbindes især med computerteknologi, computeroptimering af processer, hackervirksomhed og lignende. RMA og begrebet ’Information Warfare’ (eller ’Infowar’) er meget tæt forbundet, da Infowar kan siges at være kimen til den militære revolution. Information Warfare bygger på informationer og efterretninger om fjenden: fjendens bevægelser, fjendens militære udstyr, fjendens modtræk etc. Med andre ord: C3I – det vil sige Command, Control, Communications & Intelligence. Mængden af relevant information om fjenden er blevet så overvældende, at man med hjælp fra satellitter og andre overvågningsværktøjer kun gennem automatisering og computerisering kan sortere data.
Information Warfare kan anvendes bredt, for eksempel til at nedkæmpe en anden hærs C3I-systemer, så fjenden handler i blinde under en krig. USA og dets allierede anvendte Infowar som strategi under Golfkrigen og krigen mod Serbien i 1998. Men Information Warfare kan ikke bare anvendes offensivt – det er også en stor trussel mod vestlige lande, fordi vestlige lande netop er baseret på informationsteknologi og derfor er utrolig sårbare over for info-angreb fra fjendtligtsindede nationer, terroristgrupper, militante NGO’er og så videre. Det er noget, der bekymrer det amerikanske forsvarsministerium. Efter at have gennemtjekket både den militære og civile IT-infrastruktur, var man dybt chokeret. En rapport fra ministeriet konkluderede:
n95 procent af den militære kommunikation foregår over kommercielle netværk. Kommunikationen er naturligvis krypteret, men kommercielle netværk er lettere at sabotere end lukkede militære kredsløb.
nAl intelligent teknologi – fra våben til computere – er styret af microchips, der ikke er produceret i Vesten. Hvis chipsene er produceret i et fjendtligtsindet land, har dette land i teorien kontrol over alle chips i vestlig teknologi.
nMan kan højst sandsynligt lamme Vesten gennem traditionel computerhacking. 200 højtuddannede hackere fra f.eks. Nordkorea kan tvinge Vesten i knæ, selvom Nordkorea ikke har ressourcer til at føre en traditionel krig. Særligt civile systemer er sårbare over for hacking, f.eks. finanssektoren, transportnettet, kraftværker og lignende.
nMilitære reserver findes stort set ikke i dag. På grund af nedskæringer og rationaliseringer har man i stedet et computerstyret logistik- og forsyningssystem, der supplerer med f.eks. patroner, i det øjeblik man er ved at løbe tør. Hvis man lammer forsyningssystemet går alt i stå. Angreb på militærets computerbaserede logistiksystemer har vist sig at være skræmmende effektivt. Under storstilede øvelser i den amerikanske hær, hvor computerhackere var inviteret til at være med, saboterede hackerne logistiksystemet, så soldaterne modtog vognladninger af feltlygter i stedet for missiler.
Information Warfare mod Vesten kompliceres yderligere af, at hackere kan slå til på alle niveauer i samfundet. Det er næsten en umulig opgave at sikre sig overalt. Nyhedsmedier, supermarkeder, olie-industrien… snart sagt alle sektorer i vestlige samfund er hægtet op på informationsteknologi, og det er vanskeligt at beskytte sig hele vejen rundt.
Information Warfare kan udføres af enhver, der ejer den nye Playstation 2. Mikkel Vedby forklarer, hvordan en Playstation kan affyre missiler:
»Da den nye Playstation kom for nogle måneder siden i Japan, havde den japanske regering lavet eksportrestriktioner på den, fordi den del af teknologien, der gør, at man kan løbe rundt og skyde folk i den her cybervirkelighed, også er god til at styre rigtige missiler. Pointen er, at man har et stykke underholdningsteknologi, som kan bruges til at styre missiler. Og joken – selvom det unægtelig ikke er morsomt – ville være, at det nordkoreanske forsvarsministerium i stedet for at bruge alle mulige penge de ikke har på at udvikle missiler, tager til Tokyo og køber sådan en Playstation. Det siger noget om, at skellet mellem det civile og det militære i dén grad forsvinder,« siger Mikkel Vedby til Information.
Information Warfare er medvirkende til at gøre krig til et virtuelt helvede, hvor ingen mennesker (på den vestlige side af fronten) behøver at blive konfronteret med den død og ødelæggelse, et land som f.eks. Serbien blev påført i 1998. Krig uden anger for den enkelte.
Computerindustrien er dybt involveret i det her. Der er rigtig mange penge at tjene i denne branche. Da Information forsigtigt bad om lov til at tale med Bill Joy, chefforskeren på Sun Microsystems, om hans betragtninger af den militærteknologiske udvikling, fik vi et pænt afslag. Bill Joy kunne være interessant at snakke med, fordi han har skrevet et indlæg, som tegner et yderst dystert billede af den militærteknologiske udvikling, særligt i forbindelse md gen- og nanoteknologi [link 4].
Som plaster på såret modtog vi en bog fra Sun med titlen Network Centric Warfare, som Sun er medudgiver af.
Her fandt vi blandt meget andet følgende illustration:
Figuren illustrerer, hvordan man ved effektiv brug af informationsteknologi kan ødelægge mange flere mål på meget kortere tid. Og den teknologi vil Sun åbenbart gerne hjælpe det amerikanske forsvarsministerium med at udvikle. Vi overlader det til læseren at vurdere, om man synes, Bill Joy har sin integritet i orden.

Link 4 – GNR-teknologi
At lave genmodificerede bomber vil inden længe være piece of cake. Med afdækningen af genkortet opstår der helt nye militærteknologiske muligheder, som kan realisere generalernes våde drømme om et effektivt, slagkraftigt militær, der kun slår de rigtige mennesker ihjel. Både Christopher Coker, Chris Hables Gray og Mikkel Vedby, som Information har talt med, taler om, at udviklingen af genteknologi til offensivt brug står lige for døren. Mikkel Vedby siger det måske mest præcist:
»Hvis man ved, hvordan man helbreder kræft, kan man også skabe det og putte opskriften ind i en bombe.«
Denne nye våbenteknologi kaldes ofte for GNR: Gen-, Nano- (billedet) og Robotteknologi. GNR er intet mindre end en revolution inden for våbenudvikling, fordi GNR-teknologi er så nyt og så markant anderledes end hidtidige våbentyper. Ingen har på nuværende tidspunkt et overblik over, hvor og hvordan GNR-teknologi kan anvendes i militært øjemed, men ingen er i tvivl om, at GNR indeholder et enormt militært potentiale. Chefforskeren på amerikanske Sun Microsystems, Bill Joy, slog alarm mod våbenudviklingen i et essay i internet-tidsskriftet Wired i april 2000, bragt i Information 24. juni.
Ifølge Bill Joy er den største fare ved GNR-teknologi, at GNR er i stand til selvreplikering. Vi kender alle computerviras evne til at replikere sig selv og ødelægge folks computere – senest med den verdensomspændende ’I love you’-virus – men computervira er ’kun’ selvreplikerende i et virtuelt univers. Det, der gør GNR-våben så farlige, er, at de kan replikere sig selv i vores fysiske verden. Og det er denne (måske destruktive) replikation, Joy advarer imod, fordi replikeringen ikke er til at kontrollere. Selvreplikering er måske den vigtigste forskel på ’almindelige’ konventionelle våben (NBC-våben: Nuclear, Biological, Chemical) og GNR-våben. En anden afgørende forskel på almindelige våben og GNR er, at både atom-, biologiske og kemiske våben er uhyre vanskelige at fremstille. NBC-våbenfremstilling kræver store statsfinansierede laboratorier, adgang til sjældne grundstoffer, samt informationer og viden, som er svære at anskaffe. Inden for overskuelig fremtid vil GNR-våben kunne fremstilles af menigmand, idet GNR-teknologi ikke er baseret på hverken sjældne grundstoffer eller statsejede laboratorier, men derimod på viden. Og desuden er GNR-våben meget nemme at detonere.
»Man kan detonere de her våben på alle mulige måder. Du kan putte det i maden, i drikkevandet, i ventilationskanalerne, sprede det fra børnehaverne. Mulighederne er uendelige,« siger Chris Hables Gray.
»Afdækningen af genkortet har medført, at man har måttet opfinde en masse teknologi for netop at afdække det her kort. Og alt computergrejet, der blev opfundet, kan selvfølgelig også anvendes offensivt. Alle menneskeracer i verden har deres specielle genetiske koder, så man kan faktisk lave meget specifikke genbomber, der rammer nogle helt specielle befolkningsgrupper. Man kan lække en genmodificeret virus i New York og få den til at smitte præcis 10.000 mennesker, fordi virussen er programmeret til at gå i sig selv igen efter nogle timer eller dage. Det er en meget raffineret måde at lave terrorangreb på,« siger Chris Hables Gray.
Når våben er baseret på viden og ikke high tech-isenkram, er våbnet naturligvis meget billigt at fremstille.
»Genteknologi kan meget hurtigt vise sig at være ekstremt nemt at bruge for ikke-vestlige lande, fordi den relativt hurtigt vil være billigere, og fordi meget af grundforskningen egentlig er foretaget og er hvermandseje, hvorimod de mere raffinerede computersystemer er mere kvalificerede systemer. Man kunne sagtens forestille sig, at de, der ville bruge de nye GNR-teknologier, ville være de ikke-vestlige lande. Det kunne være lande som Kina, der forsøger at stille et eller andet op mod USA’s teknologiske overlegenhed,« siger Mikkel Vedby.
En tredje afgørende forskel på NBC- og GNR-teknologi er, at hvor NBC-teknologi blev udviklet på hemmelige, statsfinansierede laboratorier, er der uanede kommercielle muligheder i GNR-teknologi. Det ser vi allerede nu i medicinalindustrien, som er i fuld gang med at finde ud af, hvad man skal bruge genkortet til. Medicinalindustrien er ligeledes aktivt med i forskningen omkring nanoteknologi. Sony er en af de vigtigste (ikke-hemmelige) institutioner, der forsker i robot-teknologi. Og så videre. Der er altså store kommercielle kræfter på spil i udviklingen af GNR-teknologien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu