Bag gode officielle væksttal i Cuba gemmer sig mange problemer - et af dem er den store gæld til Rusland, som Putins besøg til Cubas held ikke løste
Der var intet tilbage af fordums tiders hjertelighed mellem Cuba og Sovjetunionen, da lederen af Sovjetunionens arvtager, Ruslands præsident Vladimir Putin som den første russiske leder siden det sovjetiske sammenbrud i 1991 i sidste uge besøgte Cuba. Modtagelsen i Havana var kølig og formel. Ingen menneskemasser hyldede Putin på vejen fra lufthavnen til Havana og præsident Fidel Castro var afmålt i sin velkomst. Det virkede næsten som om de to statsledere helst var fri for at møde hinanden.
Når Putin alligevel ulejligede sig til Cuba, var det fordi hans regering og Rusland har brug for Cuba ligesom Cuba har brug for Rusland. Ganske beløber samhandelen mellem de to lande sig kun til en fjerdedel af, hvad den var med det daværende Sovjetunionen lige før sammenbruddet - og da var samhandelen allerede reduceret en del på grund af den daværende sovjetiske leder Gorbatjovs distanciering fra Cuba. I 1999 beløb samhandelen mellem Cuba og Rusland sig til 930 millioner dollar.
Mens Putin primært har brug for et godt forhold til Cuba for at markere Rusland som en global magtfaktor over for USA ved at have et fodfæste på den vestlige halvkugle, har Cuba brug for tættere relationer til Rusland af økonomiske grunde.
Rusland har således opretholdt en militærbase og en spionbase i Cuba på vågeblus siden det sovjetiske sammenbrud i 1991. Disse basers strategiske betydning er næppe vitale for Rusland, men de er vigtige symboler på, at landet ikke har udspillet sin rolle som global stormagt.
På det mere jordnære plan har Rusland også en økonomisk interesse at udbygge forbindelserne med Cuba. Dels skylder Cuba ifølge forsigtige skøn Rusland 20.000 gamle rubler, en gæld Rusland har arvet fra det hedengangne Sovjetunionen. De to lande har ikke kunnet blive enige om hvordan gælden skal afvikles og til hvilken kurs. Rusland mener at gældens værdi skal sættes til den daværende officielle rubelkurs, som var pari med dollaren, men Cuba mener, at den skal sættes efter den nuværende rubelkurs, hvilket vil betyde en betragtelig reduktion af gælden. Desuden ønsker russerne at færdiggøre et atomkraftværk på Cubas sydkyst, som blev sat i stå, da Sovjetunionen brød sammen.
De to statsledere nåede ikke til enighed om disse to centrale spørgsmål, og Putin kunne søndag rejse videre til Canada med stort set uforrettet sag efter en hviledag på et eksklusivt hotel i badestedet Varadero.
Fidel Castro er den af de to, der foreløbig kan notere sig for det største udbytte. Der blev undertegnet fem aftaler af handelsmæssig, juridisk og forskningsmæssig karakter, alle til fordel for Cuba. Desuden bevilgede russerne Cuba en kredit på 50 millioner dollar til køb af russiske varer - formentlig fortrinsvis reservedele til de mange køretøjer og maskiner landet modtog fra Sovjetunionen, og som i dag står mere eller mindre stille på grund af slitage eller manglende reservedele.
Putins besøg var også vigtigt for Castro som en manifestation over for USA af at landet aldeles ikke er internationalt isoleret, men har gode økonomiske samarbejdsmuligheder andre steder trods den amerikanske blokade. Ikke mindst efter George W. Bush' sejr er denne manifestation vigtig for Castro også selv om Putin ringede til Bush fra Havana for at lykønske ham med sejren.
De cubanske ledere og deres strengt kontrollerede medier har forudsigeligt nok udlagt Putins besøg som et led i den fremgang og vækst, der finder sted i Cuba. Den officielle optimisme fejler i hvert fald ingenting. Vicepræsident Carlos Lage, manden bag Cubas økonomiske model, sagde for nylig i et langt interview med det cubanske tidsskrift el Economista de Cuba, at de økonomiske udsigter for Cuba er gode.
»Den cubanske økonomis opførsel i det første halvår i år bekræfter tendensen til genopretning af den cubanske økonomi, som blev indledt i 1995,« forklarer han og peger på, at fra 1995 til 1999 voksede den cubanske økonomi i gennemsnit med 4,4 procent om året, »og i første halvår i år er bruttonationalproduktet vokset med 7,7 procent«
Lages tal anfægtes fra flere sider. En af de mere kritiske røster er økonomen og dissidenten Martha Beatriz Roque, der leder Det Cubanske Institut for Uafhængige Økonomer. Hun skrev for nylig i en kommentar i The Wall Street Journal, at »i stedet for at fremme vækst, skaber den statslige centralisering ineffektivitet, korruption og konsoliderer diktaturet.«
Roque er en af Cubas ledende dissidenter. Hun blev sammen med tre andre fængslet første gang i 1997 en måned efter at de havde offentliggjort et manifest, La Patria es de Todos (Fædrelandet er for Alle, red.), hvor fremlagde en kritisk analyse af økonomien, menneskerettighederne og demokratiet i Cuba. I marts 1999 blev de idømt flere års fængsel for handlinger mod statens sikkerhed. I maj i år blev hun sammen med to andre fra gruppen løsladt efter stærkt internationalt pres. Tilbage sidder Vladimiro Roca (i øvrigt søn af en af det gamle kommunistpartis grundlæggere, Blas Roca), som nu har siddet tre år i isolation.
Menneskerettighederne har det i det hele taget ikke for godt i Cuba. Der er ingen fri presse. Uafhængige journalister og udenlandske journalister som tager kontakt med dem bliver forfulgt og fængslet. Siden slutningen af november har de cubanske myndigheder anholdt flere hundrede dissidenter og kritikere, dels for at hindre eventuelle demonstrationer under Putins besøg, dels for at fange eventuelle demonstrationer den 1. december, den internationale menneskerettighedsdag.
I interviewet med El Economista de Cuba fremhæver Carlos Lage, at økonomien som helhed er blevet mere effektiv, at flere sektorer fungerer betydeligt bedre og at udsigterne til en større økonomisk uafhængighed er bedre end tidligere, blandt andet fordi den hjemlige produktion af råolie er vokset stærkt som led i bestræbelserne på at gøre landet uafhængigt af mulige udsving i energiforsyningerne udefra. De bitre erfaringer med de bratte nedskæringer i olieforsyningerne fra Sovjetionen fra slutningen af 80erne er langtfra glemt.
»I dag opnår 50 procent af elektricitetsproduktionen fra cubansk råolie, og der bliver fortsat investeret i varmekraftværker for at øge mulighederne for at udnytte vores egen råolie,« siger Lage, der venter, at 90 procent af energiforsyningen i 2002 vil være baseret på cubansk olie og naturgas.
For kritiske økonomer er billedet dog langtfra så rosenrødt. Den økonomiske vækst er koncentreret om turismen, industri og service. Landbruget er derimod blevet forsømt, hvilket afspejler sig i en fortsat emigration fra landdistrikterne især i det østlige Cuba, hvor arbejdsløsheden ifølge Lage også er størst, otte procent mod seks procent på landsbasis. Korruption og ineffektivitet er stadig hverdag for cubanerne, trods ledernes forsikringer om at det går meget bedre.
En af de store vanskeligheder for Cuba er, at det på grund af den amerikanske blokade er meget vanskeligt at opnå langsigtede kreditter og lån i udlandet. Det fordyrer importen af kapitalgoder og forbrugsvarer (især til turistsektoren), og gør landet mere sårbart. De økonomiske vanskeligheder er altså langtfra slut for Cuba. Det vigtigste resultat for Cuba ved Putins besøg kan derfor siges, at der ikke blev nået nogen aftale om den gamle gæld til Sovjetunionen. For uanset hvilken kurs på rubler man bliver enige om, vil der være tale om milliardbeløb der skal betales - oven i den øvrige gæld til udlandet, som er på omkring 10 milliarder dollar. Intet under at Putin ikke viste større begejstring under sit besøg i Cuba.
