Læsetid: 4 min.

Gamle værker i ny orden

20. december 2000

Statens Museums nye ophængning er en balancegang, der stort set er lykkedes. Men hvad laver salonkunstneren Maja Lisa Engelhardt i dén sammenhæng? Og hvad er der blevet af videokunsten?

Udstilling
Som alle læsere af Information efterhånden må vide, så genåbner Statens Museum for Kunst 2. juledag den moderne samling i den nye tilbygning, som nu har undergået en total forvandling med 80 værker, hentet op fra magasinerne og med 20 nyerhvervelser. Alle kort er blandet på ny, og på hånden har museet adskillige esser.
Men ikke hele ophængningen var klar i går, da museet havde sat pressen stævne og Allis Helleland præsenterede principperne for nyophængningen. Mærkelig mangel på timing. Der var heller ingen skiltning, så det var en morsom kunstquiz for kritikerne at spore værkernes ophavsmænd.
Men for nu at starte i det gode hjørne: Rumps samling med Matisse og Derain m.fl. hænger i et selvstændigt rum uden vinduer – virkelig en gevinst. Det samme gør surrealister og Cobra-folk, hvori også malerier af Arne Haugen Sørensen og en enkelt Jørgen Haugen Sørensen-skulptur indgår sammen med Freddie, Carl-Henning Pedersen, Asger Jorn, Ejler Bille, Max
Ernst mfl.
Der er et helt vidunderligt Nolde-rum, der ligesom lukker sig om sig selv, og hvor værkerne får spillerum til at tage magten fra én og suge én til sig.
Og sidst, men ikke mindst en meget stor oplevelse er det at se Richard Mortensen – den sene Morten, som man siger på museet – folde sig ud med den for ham karakteristiske lyriske og samtidig økonomiske form- og farvesans.
Disse malerier synes lige at være blevet malet.
Så er der et mindre heldigt rum, der skævvrider de malede budskaber under den tematiske hat »Landskabet som metafor«. Her råber malerierne af Kehnet Nielsen, Jens Søndergaaard, Niels Leergaard, Erik A. Frandsen og Peter Bonde til hinanden. Hvorfor ikke mixe Ola Billgren, Kehnet Nielsen og Per Kirkeby, der har langt mere til fælles?
I denne sal, hvor navnlig Kehnet Nielsen med hans hypersensitive farvemodulationer bliver taget som gidsel, går kunstnerne i hver sin retning.
90’er kunstnere inde
Ja, De læste rigtigt, kære læser. Peter Bonde er repræsenteret. Der er ét enkelt værk tilbage af ham i den nye ophængning. Claus Carstensen er som nævnt blevet sendt i kælderen. Til gengæld er nogle af 90’er kunstnerne repræsenteret: Henrik Plenge, Ann Lislegaard (stærk repræsentation), Niels Bonde og Gitte Villesen. Men der er slet ingen video.
Nogle video-værker vil imidlertid blive vist, når museets X-rum åbner til marts. Men det er da lidt af et paradoks, at et statsligt kunstmuseum anno 2001 ikke har ét eneste videoværk eksponeret permanent. Først om to-tre år vil man lave en nyophængning.
Landskabsmalerierne nyder til gengæld fremme. Sal efter sal viser køer, der græsser. Det er som at køre gennem et dansk sommerlandskab. Direktøren eller måske snarere direktricen Allis Helleland har forkærlighed for dansk landskabsmaleri, og det ser man.

Syv temaer
Den nye ophængning er inddelt i syv overordnede temaer, der bryder med kronologien: Idé og serie, Efter naturen, Den indre natur, Fra opbrud mod klassisk harmoni, Farvens kraft, Den store romantiske fortælling og endelig Menneske og eksistens.
Der er indlagt pauser for publikum, idet man kan sætte sig ned i kunstløse rum og hvile sig i Erik Jørgensens møbler og nyde udsigten. En virkelig god idé! I det hele taget er der et hav af nye konstellationer, nye tematiske ophængninger, hele rum med enkelte kunstnere, også et fabelagtigt rum med den tyske konceptmaler Gerhard Richter. Og så er Trampedach fremme igen efter års udvisning med mand og kvinde og seng, som man (jeg) har savnet meget længe.
Direkte adspurgt af Information, om hvilke kvalitative argumenter museet havde for at erhverve værker af en salonkunstner som Maja Lisa Engelhardt og indrette et helt rum for hende, svarede Allis Helleland kun igen med repræsentative argumenter. Ikke noget med at forsvare indkøbene af de fire malerier eller fremkomme med kvalitative argumenter for dem. Men det er yderst uheldigt, at museet nu blåstempler en kunstner, hvis billeder ligner, men ikke er. De er ikke andet end eftersnakkeri på Kirkeby, Brandes og Birkemose. Man ser, hvor dårlige de er i selskab med f.eks. Hartz, Varming, Noack, Hoppe m.fl.
I det store rum, der handler om kroppen og eksistensen, ser man Sv. Wiig Hansen, Chr. Lemmerz, Erik A. Frandsen og Michael Kvium, sekunderet af en af Palle Nielsens grafiske serier. Dét fungerer til gengæld fint. Værkerne er stærk kost for sarte sjæle, men de kan alle bære både deres egen vægt og konfrontationen med de andre. De vinder og spinder en fortælling om den menneskelige fremmedgørelse og splittelse. Som en af kollegerne sagde efter en rundtur i museets nye afdeling, så ligner museet nu igen et kunstmuseum. Det er alt i alt blevet væsentlig bedre end før! Personalet har lært det nye, vanskelige kunsthus at kende og har taget det i besiddelse, og det rummer nogle juveler i samlingen.

*Statens Museum for Kunst. Den moderne samling. Åbner den 26. dec. Omvisninger hver time i juleferien

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu