Læsetid: 5 min.

De gode ideers kætter

14. december 2000

Ved Bjørn Poulsens død – Informations grå og rødblissede emminence

Nekrolog
Bjørn Poulsen blev 82 år – pludselig ramt af en blodprop i hjertet. I de første par årtier efter Anden Verdenskrig var en nærmere præsentation af ham i Informations spalter overflødig, i de seneste årtier måtte han præsenteres som en for de fleste ukendt. Men da han i hele bladets legale levetid har øvet en først direkte og siden indirekte afgørende betydning, skal den bestemme hans nekrolog og ikke den aktuelle ukendthed. Som da heller ikke er større, end at den forhenværende formand for Socialistisk Folkepartis Ungdom, Jacob Torfing, så sent som sidste år anfører og citerer ham i sin bog om et muligt nyt venstres teoretiske grundlag: New Theories of Discourse – Laclau, Mouffe and Zizek. For folk med omfattende indsigt i dansk åndsliv og politik i efterkrigstiden er Bjørn Poulsen da også stadig et betydende navn.
Sammen med Thorkild Bjørnvig læste Bjørn Poulsen sammenlignende litteratur ved Aarhus Universitet under krigen, og Tage Skou-Hansen har tegnet et portræt af ham og hans kreds af »musiske studenter« i indledningen til sin debutroman De nøgne træer.

Redaktør på Heretica
I krigens sidste og befrielsens første år, 1945, udsendte Bjørn Poulsen en oversættelse af nogle af T.S. Eliot’s vigtigste essays med en introduktion, som straks gav ham ry af den måske mest vidende dansker på det tidspunkt om – modernismen, som den siden blev kaldt. Tre år efter blev han sammen med vennen Thorkild Bjørnvig redaktør igennem to år af det epokegørende tidsskrift Heretica (kætteri) på (Ole) Wivels Forlag. Her offentliggjorde han sit sagnomspundne store essay Elfenbenstårnet om den moderne kunst, litteratur og især poesi.
Da Wivels Forlag med Knud W. Jensens overtagelse af Gyldendal blev nedlagt og Heretica erstattet af Vindrosen skrev Bjørn Poulsen her sit andet større kritiske essay om den apolitiske ungdom Generationen på evighedsvej, men sit gennembrud over for en større offentlighed fik han i 1960 med bogen Ideernes krise i åndsliv og politik.
Om den skrev Informations daværende chefredaktør Erik Seidenfaden: »Bjørn Poulsens arbejde må fængsle os ved sin sjældne beherskelse af både de åndelige og politiske strømninger og ved sin anskueliggørelse af emnet gennem danske eksempler. Behovet for at se en sammenhæng i epokens tilsyneladende så diffuse livsytringer inden for kunsten, tænkningen og den politiske forestillingsverden har sjældent været så stort som nu. Man havde vel efterhånden affundet sig med, at den ikke fandtes. Tilløb til at bringe det hele i system har ikke været tilfredsstillende, og det er heller ikke noget system, Bjørn Poulsen her forelægger. Men det er en inspirerende analyse, der sætter mange ting på plads og bringer orden i vores forestillinger, samtidig med at den skaber en vis tillid til, at den krise for ideerne, som synes forvirringens årsag, også kan overvindes.«

Forventninger
Så direkte som det nu kan siges – når Seidenfaden ikke udtrykkeligt vil bekende sin rådvildhed om Informations linje på det tidspunkt, da en anden mere umådeholden, kulturradikal og efterhånden socialistisk modernisme er ved at bryde igennem – lyser anmeldelsen af en forventning til Bjørn Poulsen som den, der kan give bladet ny retning og mening efter at inertien fra den borgerlige Holger Danske-modstandsbevægelse er ebbet ud.
Sandheden er da også, at vores daværende kulturedaktør Verner Jespersen, Seidenfaden og jeg på det tidspunkt holdt ikke så få møder med Bjørn Poulsen, som i øvrigt var medlem af Informations repræsentantskab. Allerede fra bladets legale start var det kredsen om Heretica og Wivels Forlag med Martin A. Hansen i spidsen, der havde udgjort den kulturelle forankring, lige meget vendt mod den socialistiske ideologi og Sovjetunionen og mod den kapitalistiske kræmmermentalitet, der havde bestemt samarbejdspolitikken under den nazi-tyske besættelse. Men med ’det nye venstre’ var det grundlag langt fra nok – hvad det stærkt skrantende oplagstal da også vidnede om.
Kunne Bjørn Poulsen da redde Information? (En avis han anvendte mindst to timer på minutiøs gennemlæsning af hver dag – selv vores daværende motorsider blev grundigt studeret).

Det overmenneskelige
Nu vi er ved det, der er denne nekrologs hovedærinde, og hvor jeg åbent opgiver enhver foregivelse af uvildighed og neutralitet. Fra 1958 og i ganske mange år var jeg en slags adoptivsøn i Bjørn og Ellinor Poulsens hjem med deres tre betydeligt yngre døtre. Sammen med Villy Sørensen er han den af mine samtidige, som har betydet mest for mine opfattelser af åndsliv og politik.
Det skal naturligvis ikke komme dem til skade, og jeg er udmærket bekendt med, at netop Poulsen og Sørensen i tresserne blev opfattet som de to store modsætninger: Poulsens modernisme-kritiske Heretica-tradition over for Sørensens Vindrose-modernistiske radikalitet. Men for mig var de ikke dualistiske modsætninger men afgørende replikker i en dialog, som i årene op til, under og efter det såkaldte 1968 oprør gav mig mod til sammen med andre gode kolleger at sætte Information lidenskabeligt ind i diskussionen og praktiseringen af den såkaldte antiautoritære socialisme.
Måske var og er det i sig selv en håbløs selvmodsigelse at forbinde en -isme med noget antiautoritært. Men Bjørn Poulsen havde netop skelnet mellem ideologiernes fikse ideer, som må forkastes, og demokratiets dialogiske ideer, som vi nu energisk skal fastholde og udvikle som ledetråd for alle vores skøn i små og store anliggender. Og var oprøret fra den gyldne midte ikke netop Villy Sørensens stærkeste anliggende?
Siden har Erik Seidenfaden sagt mig, at han mildest talt var uenig med den måde, Information forvaltede Bjørn Poulsens tradition for demokratisk skøn og dialog på – men at han på den anden side ville indrømme, at havde bladet ikke gjort det på den måde, var det lukket.
Bjørn Poulsen selv fattede heller ikke, hvad jeg ville på den socialistiske galaj, men da han af et ærligt hjerte hadede kapitalismen, ville han dog heller ikke frasige sig ethvert fadderskab til virksomheden. For ham – som for mig – var – og er – den store udfordring det overmenneskelige kristne kærlighedsbudskab om at at elske fjenden, som nedbryder ethvert rimeligt samfundsliv. Og samtidig anfægter enhver magtudøvelse.
I det dobbelgreb spændte han mig for snart halvtreds år siden fast. Det har der ikke været meget lykkehjul ved. Men det har været min lykke.
At møde Bjørn Poulsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu