Læsetid: 5 min.

’Jeg gør det for udvidelsens skyld’

Lækkede talenoter fra de afgørende forhandlinger på EU-topmødet i Nice afslører, at der er enorme spændinger mellem regerings-cheferne.
19. december 2000

Nice og det nye EuropaPALMA – Den nye Nice-traktat for Den Europæiske Union blev født i et stormvejr af politiske spændinger, bramfri trusler og voldsom uenighed.
Det viser en over 100 sider lang transkription fra de afgørende forhandlinger på topmødet, lækket til det spanske dagblad El Pais. Avisen har i et fyldigt referat afsløret, at debatten mellem de 15 stats- og regeringschefer var usædvanlig åbenmundet.
»I dag er det sandhedens time,« siger Frankrigs præsident Jacques Chirac, da forhandlingerne indledes på Nice-topmødet. »Hvis vi ikke opnår en aftale, så vil der komme en alvorlig krise i Unionen og en alvorlig krise for euroen. Og en udsættelse, sine die, af udvidelsen.«
Portugals ministerpræsident Antonio Guterres svarer: »Jeg beklager. Forslaget (til stemmefordelingen, red.) er et statskup.« Finlands Paavo Lipponen mener, at ambitionsniveauet »er mindre end nul«, og Hollands Wim Kok klager over, at det er »uacceptabelt«, hvis Holland ikke får samme stemmevægt i Ministerrådet som Rumænien.
Han spørger også åbenhjertigt, hvorfor »Holland skal betale for problemerne i den fransk-tyske akse?« – med slet skjult henvisning til, at Chirac ikke ville gå med til at give Tyskland flere stemmer end Frankrig.
Italiens Guiliano Amato bruger lige som Chirac euroen som argument, og det viser, at den europæiske mønt i Nice blev anvendt som en slags integrationsmotor.
»At udskyde udvidelsen og efterlade euroen på 0,50...Det er man nødt til at tænke på!« advarede Amato.

Risiko for opløsning
Der er »risiko for lammelse og anarki«, fastslår Chirac på den første forhandlingsdag i Nice. Henvendt til de små lande advarer han imod, at de kræver så mange stemmer, at medlemslande med bare 11 procent af EU-borgerne bag sig vil kunne opnå et blokerende flertal, mens de store medlemslande med 35 procent af befolkningen ikke vil kunne få det.
»Det vil være begyndelsen på Den Europæiske Unions ende«, advarer Chirac og tilføjer, at i så fald vil de store lande kunne finde på at forlade unionen og »lave andre ting sammen«.
Portugals Guterres, der fører an i de små landes oprør mod de store lande, nægter dog at lade sig banke på plads og siger, at »her vinder de store. Vi vil ikke være med til at blive ydmyget.«
Det vil Chirac ikke stå model til: »Man kan ikke gøre noget ved at ydmyge nogen, bortset fra i totalitære regimer.«
Under forhandlingerne lørdag tager Spaniens José Maria Aznar fat i den tyske ide om et eftersyn af Nice-traktaten inden 2004:
»Hvad er en bred debat? Hvad vil man opnå med den øvelse?« spurgte han. »Vi risikerer kaos...«
»Det er ikke nødvendigt at åbne Pandoras æske,« forsikrer Chirac dog. Men Aznar er ikke tilfreds. En ny kompetenceopdeling mellem unionen og staterne »er en alvorlig beslutning«.
Da Spanien er lige så regionaliseret som Tyskland, så »kan denne debat på europæisk niveau fremprovokere problemer i Spanien,« siger han og tænker uden tvivl på den prekære situation i Baskerlandet, hvor nationalistiske kræfter arbejder for at blive en ny suveræn nationalstat i Europa.
Søndag morgen hagler kritikken fra Portugal, Grækenland, Sverige, Luxemborg og Belgien ind over formandsskabets reviderede forslag til stemmefordelingen. Belgiens ministerpræsident Guy Verhofstadt: »De store lande er alle lige, og alle de mellemstore og små lande er alle forskellige. Forslaget er ikke logisk.«
Storbritannien’s Tony
Blair belærer Guterrez om, at Storbritannien kun står til en stemme for hver to millioner borgere, mens Portugal har en for hver 0,8 millioner borgere.
Chirac siger henvendt til Guterrez: »Du siger, at de store lande er tilfredse. De store lande er resignerede! De fem store repræsenterer 300 millioner, og deres borgere vil også have en forklaring. Man kan ikke bare tvinge de store op i en krog.«
Men Guterrez og Verhofstadt nægter at give sig om lørdagen.
Søndag eftermiddag taler Gerhard Schröder med store bogstaver: »Det er til tider svært at sælge ideen om Europa (..)Hvis vi fejler, vil udvidelsen blive forsinket betydeligt. Derfor har jeg accepteret at glemme de 22 millioner personer (som Tyskland har mere end Frankrig, red.) og berøve dem deres stemme. Tyskland har lavet ofre, som gør ondt.«
Verhofstadt replicerer, at »vi alle må lave ofre, smerten betyder ikke ret meget.«
Og så tager Schröder ordet igen: »Symbolsk bør vi redde ansigt og sælge resultatet til de nationale parlamenter.«
Underforstået, at Verhofstadt burde tage og æde det franske kompromis. Men det vil Belgien ikke på det tidspunkt. »Jeg frygter en fiasko,« siger Luxemborgs
Jean-Claude Juncker sent søndag aften. »Det vil være første gang, at vi forlader et europæisk Rådsmøde med åbne sår.«

Schröder får det skidt
Chirac forsøger at muntre forsamlingen op hen over midnat, men Guy Verhofstadt meddeler, at han vil nedlægge veto imod Nice-reformen, fordi Belgien i det franske forslag havde mistet sin historiske stemmelighed med Holland. »Det kan jeg ikke acceptere,« konstaterer belgieren.
På det tidspunkt er klokken lidt i to om morgenen mandag den 11. december.
»Jeg får det skidt, når jeg hører disse klager,« udbryder Gerhard Schröder vredt. »Det her har intet med Europa at gøre. Det vil jeg huske i meget lang tid. Klokken er to og jeg kan acceptere forslaget, men det her lover slet ikke godt for fremtiden,« tilføjer Schröder bittert.
Derefter suspenderer Chirac mødet to gange for at få Verhofstadt til at opgive det belgiske veto. Efter første pause lover Chirac – uden debat – at alle topmøder i Det europæiske Råd holdes i Belgien, når unionen er nået op på mindst 18 medlemmer.
Derefter beder Verhofstadt straks om at få suspenderet mødet igen. Og da Chirac genoptager det ved fire-tiden om natten, meddeler han – igen uden debat – at der nu er opnået kompromis om at give Litauen to ekstra stemmer (til ialt syv) og at give Rumænien en ekstra stemme (til ialt 14). Så udbryder Sveriges Göran Persson og Frankrigs Lionel Jospin i samklang med Poul Nyrup Rasmussen, at »det kan vi støtte«. Verhofstadt meddeler så, at »jeg gør det for udvidelsens skyld«.
Alle er trætte. Jacques Chirac tager ordet for sidste gang og erklærer kl. tyve minutter over fire, at der nu er opnået »enighed om den globale pakke.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her