Læsetid: 11 min.

Held og lykke fremover

23. december 2000

Jørn Madsen havde på grund af sin uafhængige kurs ikke mange venner tilbage i det danske luftfartsmiljø, da han i sommeren 2000 havde været havarichef i to et halvt år. Men gennem hele forløbet kunne han regne med opbakning i hvert fald ét sted: Fra det trafikministerium og den departementschef, der i 1997 havde placeret ham på den krævende post. Men så gik departementschef Ole Zacchi af...

Hård landing
Kære Jørn« stod der printet på papiret med departementschefens kronede brevhoved på bordet foran Ole Zacchi. Trafikministeriets afgående, øverste embedsmand var den dag, torsdag den 6. juli 2000, i gang med at underskrive bunken af fortrykte takkebreve til de mange, der havde haft gaver med til hans afskedsreception.
Nu var han nået til brevet til chefen for Havarikommissionen for Civil Luftfart (HCL), Jørn Madsen. Ole Zacchi var manden, der et par år forinden havde ansat Jørn Madsen med beskeden om, at der blandt andet var nogle personalemæssige problemer i Havarikommissionen, som ministeriet ville have løst hurtigst muligt. Jørn Madsen var valgt, netop fordi han kunne være den rette mand til at rydde op og sikre kommissionens uafhængighed.
Jørn Madsen havde næsten fra allerførste arbejdsdag i Havarikommissionen på Jernbane Allé i Vanløse måttet udkæmpe drabelige slag med Statens Luftfartsvæsen og flyselskaberne. Så Ole Zacchi vidste godt, at den opgave, han havde givet Jørn Madsen, langtfra var let.
Samme dag – torsdag den 6. juli ved middagstid – ringede Jørn Madsen. Han var stærkt foruroliget, fordi han netop var blevet færdig med et flere timer langt interview, som han havde givet til Jyllands-Posten. Jørn Madsen vidste, at landets største dagblad var i gang med en større artikelserie, der skulle afsløre, at havarichefen var uforklarligt langsommelig og unødigt hemmelighedsfuld.
I telefonen havde departementschefen forsøgt at berolige Jørn Madsen.

Den personlige hilsen
Måske har Ole Zacchi anet, at havarichefen snart kunne komme i vanskeligheder i forhold til at udføre den opgave, ministeriet havde lagt på hans skuldre.
I hvert fald føjede Ole Zacchi en håndskrevet hilsen til den fortrykte tekst på takkekortet: »Held og lykke fremover« – og underskrev det »Ole«.
Jørn Madsens mange modspillere knyttede visse forhåbninger til Ole Zacchis snarlige afgang. En af dem var Niels Nørby Jakobsen – blandt venner og fjender kaldet NAK. Han var indtil 31. december 1997 chef for Havarikommissionen og en af de første, der over for Trafikministeriets ledende embedsmænd gik i frontalt angreb på Jørn Madsen.
Det skete allerede 7. september 1998, da Jørn Madsen kun havde været havarichef i otte måneder. Over for departementschef Ole Zacchi og afdelingschef Alex Klug gav Niels Nørby Jakobsen udtryk for sin bekymring for, at de »gamle« havariinspektører ville søge andet arbejde i utilfredshed med den nye chefs arbejdsform.
Også andre af de »gamle« havariinspektører havde været aktive i kritikken af Jørn Madsen. Nogle af dem holdt møder med Alex Klug.
På et senere møde 1. oktober 1998 blev de »gamle« havariinspektører »orienteret om ministeriets beslutning, som var at bakke Jørn Madsen op, men at man dog på baggrund af det skete havde holdt et møde med Jørn Madsen«, som en af de »gamle« – Carl Erik Hjort Pedersen – senere skrev.
De øvrige »gamle« havariinspektører, der ikke som Niels Nørby Jakobsen og Carl Erik Hjort Pedersen blev pensioneret i 1997-99, blev alle hurtigt ansat i Statens Luftfartsvæsen, SLV.

Årsberetningen
I SLV sad i forvejen tidligere SAS-kaptajn Flemming Kirkegaard som chef for Analysekontoret. Ligesom flere af de »gamle« havariinspektører var han blandt ansøgerne til det job, Jørn Madsen fik.
Som leder af Analysekontoret i SLV var Flemming Kirkegaard den nøgleperson, der skulle varetage kontakten til Havarikommissionen. Hurtigt blev han en hovedperson i en langvarig strid mellem SLV og Havarikommissionen om, hvilke oplysninger der skulle udveksles de to institutioner imellem. Fra Jørn Madsens side var striden udtryk for et forsøg på at sikre Havarikommissionens lovbefalede uafhængighed af Statens Luftfartsvæsen og den lige så lovpligtige tavshedspligt.
Efter mere end et års dårlig kommunikation mellem SLV og Havarikommissionen tog SLV det usædvanlige skridt direkte at kritisere en anden myndighed under samme ministerium – Havarikommissionen – i SLV’s årsrapport for 1998, der blev offentliggjort i forsommeren 1999.
I årsrapportens afsnit om samarbejdet med Havarikommissionen brugte Flemming Kirkegaard disse usædvanligt skarpe vendinger:
»Generelt må Analysekontoret konstatere, at samarbejdet med Havarikommissionen i 1998 ikke har givet grundlag for at styrke flyvesikkerheden«.
Da Jørn Madsen senere forsøgte at få SLV til at dementere den skarpe kritik, afviste luftfartsdirektør Ole Asmussen enhver tale om dementi.
»Vi synes, det er rigtigt, hvad vi har skrevet – og vi mener, at vi har dokumentation for det,« som Ole Asmussen i dag siger til Information.
Jyllands-Posten
Da Jørn Madsen havde været overhavariinspektør i godt to år, havde han med andre ord ikke mange venner tilbage i det danske luftfartsmiljø. Men det trafikministerium og den departementschef, der havde givet ham opgaven i 1997, støttede ham fortsat.
Tre dage efter, at Ole Zacchi havde skrevet sine gode ønsker for Jørn Madsens fremtid startede Jyllands-Posten 9. juli 2000 i sin Indblik-søndagssektion en artikelserie, hvis gennemgående tema var, at Jørn Madsen med sine uforståelige krav om uafhængighed, sit overdrevne hemmelighedskræmmeri og sin ubegribelige langsomhed var til skade for flyvesikkerheden i Danmark.
I den reelt departementschefløse tid mellem Ole Zacchis afskedsreception 29. juni og efterfølgeren Karsten Dybvads tiltræden 1. august, foregik hektisk mødeaktivitet i Trafikministeriet. Kontorchef Niels Remmer og andre embedsmænd skulle med hjælp fra Jørn Madsen forsøge at klæde ministeren på til nogle meningsfyldte reaktioner på den voldsomme kritik i Jyllands-Posten.

En båndet telefonsamtale
Den 25. juli ringede Jørn Madsen til sin faste kontaktperson i ministeriet, kontorchef Niels Remmer, der har luftfarten som ressortområde. Jørn Madsen ville snakke sagen igennem og endnu en gang sikre sig, at han havde ministeriets opbakning.
Ved samtalens start tændte Jørn Madsen den lille diktafon, han havde liggende på sit skrivebord, og som var sluttet til telefonen til brug ved interview med de involverede i flyvehændelser og havarier.
Båndoptagelsen, som Information har haft lejliged til at gennemlytte, er lang og giver et særdeles interessant indblik i ministeriets syn på konflikterne mellem SLV og Havarikommissionen.
Indholdsmæssigt bakkede kontorchefen op om de ændringer, Jørn Madsen havde gennemført i Havarikommissionen. Men han forklarede samtidig, hvorfor ministeriet ikke var interesseret i et opgør med de tidligere tiders tilstande i kommissionen under Niels Nørby Jakobsen:
»Vi har ikke i det, vi har lagt op til, og i de ting, vi har gået rundt og sagt, haft indtryk af, at det er dårligt, det, der foregår i HCL. Men vi har heller ikke lyst til at hænge en tidligere direktør ud, som vi sikkert selv på et tidspunkt – før min tid – måtte have udpeget, fordi, som jeg siger, enhver trafikminister er også sine forgængeres trafikminister.«

»Ham der idioten«
Den tidligere havarichef Niels Nørby Jakobsen var ikke den eneste, som Trafikministeriet ville holde hånden over:
»Hvis jeg går ud og siger, at alt, hvad du siger, er 100 procent fuldstændig waterproof, så er det næste spørgsmål, min minister bliver mødt med: ’Hvornår afskediger du Ole Asmussen?’«
Niels Remmer kritiserede både Jørn Madsen og SLV, fordi de »skriver dumme breve til hinanden«, som der kan søges aktindsigt i.
Havarichefen og kontorchefen var allierede i denne sag, selv om de af og til kunne være uenige om nuancer i forhold til, hvordan problemerne skulle løses. I løbet af den detaljerede samtale kom de blandt andet ind på flere af Jørn Madsens modspillere. Niels Remmer omtalte Flemming Kirkegaard, der blev vraget, da der skulle ansættes ny havarichef i 1997, som en »forsmået bejler«. En anden af Jørn Madsens skarpe kritikere fra luftfartsmiljøet kaldte kontorchefen uvenligt »ham der idioten«.
Efter en samtale, hvor kontorchefen ganske vist havde kritiseret Jørn Madsens form, men også latterliggjort havarichefens modstandere og støttet de ændrede metoder og arbejdsformer, som Jørn Madsen havde skabt, kunne havarichefen lægge telefonrøret fra sig med forvisningen om ministeriets fortsatte opbakning.
Kun en eneste ting var dog stadig usikker: Hverken Niels Remmer eller hans afdelingschef kendte endnu den kommende departementschefs meninger om sagen.

Asmussens hemmelige plan
Inden Jørn Madsen fik talt med den nye departementschef, Karsten Dybvad, kommunikerede denne med en af havarichefens hovedmodstandere, nemlig SLV-direktør Ole Asmussen.
16. august 2000 skrev Ole Asmussen således et notat til Karsten Dybvad.
»Hermed skal jeg bekræfte og uddybe mit mundtlige forslag«, lyder en af de formuleringer, som dokumenterer, at det ikke var første gang, de to topchefer diskuterede den i brevet omtalte løsning. Den gik ud på, at Jørn Madsen skulle overflyttes til en stilling som »konsulent/kommitteret« i SLV med »luftfartens indflydelse på miljøet« som ansvarsområde. Samtidig skulle vicedirektøren i SLV, Sven Erik Andresen, flyttes til jobbet som chef for Havarikommissionen. Notatet fra »Ole« til »Kære Karsten« er stemplet FORTROLIGT med otte centimeter høje bogstaver.
Ole Asmussen siger i dag til Information, at han skrev notatet, fordi han anede, at der var lagt op til en afskedigelse af Jørn Madsen:
»Jeg kunne godt se, at det svævede den vej«, som han siger. Og fordi »det er både dyrt og uhensigtsmæssigt« at afskedige embedsmænd og risikere lange juridiske slagsmål, og fordi »det var synd for Jørn Madsen«, kom Ole Asmussen med det kreative forslag, der efter hans mening kunne »løse situationen«.

Rigtige venner
Da Trafikministeriet næste dag var rammen om et møde mellem Jørn Madsen, Ole Asmussen, Karsten Dybvad og to andre ministerielle embedsmænd, var Jørn Madsen formentlig den eneste, der ikke kendte til Ole Asmussens kreative forslag. Men Jørn Madsen hæftede sig ved, at noget af det første, den nye departementschef sagde, var:
»Ja, Ole og jeg kender jo hinanden fra tidligere.«
På mødet i ministeriet startede Ole Asmussen med at fremlægge sit syn på sagen. Blandt andet fik han – ifølge Jørn Madsens notater fra mødet – sagt, at han »har et overordentlig godt personligt forhold til Jørn Madsen«, og at de samarbejdsproblemer, der »tidligere« havde været mellem SLV og Havarikommissionen »ikke eksisterer længere«.
Hvis Jørn Madsen blev overrasket over denne positive udlægning, blev han chokeret, da han gennemgik sit eget oplæg til mødet. I punktform forklarede han om adskillige udestående problemer mellem SLV og Havarikommissionen – herunder at Havarikommissionen »absolut ingen tillid har til direktøren for SLV eller til dennes nærmeste rådgiver« (Flemming Kirkegaard, red.). Da Jørn Madsen var igennem sit første A4-ark og bladrede om til næste og sidste side, blev han afbrudt af den nye departementschef :
»Tak, jeg tror, vi har fået et godt indtryk af, hvad der blandt andet er indholdet i sagen,« lød det afmålt fra Karsten Dybvad.

Skafottet
Mødet den 17. august var Jørn Madsens sidste møde med de centrale embedsmænd i Trafikministeriet inden det afgørende stormøde i Eigtveds Pakhus ved Københavns Havn 25. august.
Her deltog et halvt hundrede aktører fra luftfartsmiljøet i Danmark: flyselskaber, fagforeninger, flyveunioner og embedsmænd. Mødet var trafikminister Jacob Bukstis reaktion på den kritik, der blev rejst i Jyllands-Posten, og formålet var, som det hed i indbydelsen, »at forbedre dialogen og samarbejdet«.
Men mødet skulle få et radikalt anderledes forløb end det, Niels Remmer skitserede for Jørn Madsen under telefonsamtalen en måned tidligere. Ifølge flere enslydende referater omtalte mødelederen Karsten Dybvad sagen som »en personalesag« – dvs. fokus var flyttet fra flyselskabernes ansvar til Jørn Madsens person.
En efter en kritiserede flyselskaber, flyveunioner og fagforeninger Jørn Madsen sønder og sammen for manglende fleksibilitet, manglende samarbejdsvilje, manglende åbenhed og manglende effektivitet.
Kritikken var så voldsom, at en af hovedmodstanderne, luftfartsdirektør Ole Asmussen, kunne nøjes med tilbagelænet at bemærke, »at man i dag ved en fælles indsats har fået et samarbejde, der nu fungerer godt med Havarikommissionen,« som der står i det officielle ministerielle notat, der refererer mødet.
På et tidspunkt dekreterede Karsten Dybvad 10 minutters time out for, at kritikerne af Havarikommissionen kunne diskutere indbyrdes, om de ville acceptere at give Jørn Madsen et halvt års observationsperiode. Efter seks måneder kunne man så mødes igen og vurdere, »om samarbejdet fungerer bedre«.
Jørn Madsens kritikere gik ind på forslaget, der på mødet blev fremsat af Søren Byrjalsen fra det lille, sønderjyske flyselskab Cimber Air, der er delvist ejet af SAS.
Mod mødets slutning afskar Karsten Dybvad Jørn Madsen, der kun havde haft ordet én gang, fra at sige mere.

Slutspil
Det var en rasende Jørn Madsen, der efter mødet med faste skridt gik op til Karsten Dybvad og fortalte ham, at mødets forløb var en »nedslagtning i plenum«, som han ikke havde tænkt sig at acceptere.
Karsten Dybvads svar var – ifølge Jørn Madsens notat fra dagen efter – at han beklagede, at Jørn Madsen var blevet brugt som »bølgebryder«, men at han havde været nødt til at gøre, som han gjorde, for at »bryde isen«.
Hvis Karsten Dybvad havde forestillet sig, at Jørn Madsen ville falde til ro, når han havde sovet på det, tog han fejl.
Fire dage senere faxede Jørn Madsen til trafikminister Jacob Buksti med kopi til departementschef Karsten Dybvad:
»Jeg er stadig rystet over mødets forløb, herunder Trafikministeriets fuldstændige mangel på opbakning omkring det af mig udførte arbejde,« skrev Jørn Madsen. Han forklarede, at han »på ministeriets anmodning« havde prøvet »at sikre branchens og myndighedernes efterlevelse af luftfartslovens ord og intentioner om Havarikommissionens virksomhed«.
Ministeriets adfærd var »en grov misligholdelse af mit ansættelsesforhold«, fortsatte Jørn Madsen og stillede krav om, »at Trafikministeriet senest torsdag, den 31. ds., fremsætter en pressemeddelelse, hvoraf det klart skal fremgå, at Trafikministeriet har fuld tillid til min kompetence og mine evner...«
Den pressemeddelelse kom aldrig. Til gengæld kunne Jyllands-Posten allerede i sin udgave 30. august under overskriften »Havari-chefen på vej ud« ved hjælp af anonyme kilder notere, at Jørn Madsen stod til den fritagelse for tjeneste, der blev officiel dagen efter.
På trods af at Jacob Buksti den 13. juli 2000 netop i Jyllands-Posten om Havarikommissionen brugte denne formulering:
»Jeg er meget optaget af, hvad der er op og ned i denne sag.«
...så skulle der kun fire dages skriverier i Danmarks største dagblad til, før Trafikministeriet blev mørt og kastede håndklædet i ringen.

SERIE - Hård landing
21 personer havde søgt stillingen som chef for Havarikommissionen for Civil Luftfart, da ansøgningsfristen udløb
fredag middag.
Information afdækker i en artikelserie det forløb, som gav den hidtidige indehaver af jobbet, Jørn Madsen, en særdeles hård landing. Efter Jørn Madsens og Havarikommissionens skarpe konfrontationer med luftfartsbranchen fritog Trafikministeriet med øjeblikkelig virkning havarichefen for tjeneste 31. august i år. Han blev afskediget med tre måneders løn.
De tidligere artikler i serien kan læses på: tema.information.dk/haardlanding

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu