Dantes guddommelige komedie genopføres i sublime, nye danske vers ved Ole Meyer
Ny bog
Man kan være ganske sikker på, at der i Dantes helvede findes en afdeling for alle dem, der påstår, at de har læst Den guddommelige komedie og refererer til den med stor selvfølge, selv om de ved, at de er fulde af løgn. Jeg melder mig blandt dem. Om det gælder som en rimelig undskyldning, at jeg allerede som gymnasiast blev sat til at læse værket på italiensk, ved jeg ikke, men jeg indrømmer, at jeg kløjs i Christian K. F. Molbechs oversættelse (fra 1851) med alle dens adstadige femfodsjamber, og at jeg siden som den halvstuderede røver, jeg er har ladet som om, jeg var fuldkommen indsat i både den første og den anden og den tredje kreds etc. selv om det altså kun er von Hörensagen.
Men nu er der ingen vej uden om, mine damer og herrer, for hvad angår udgivelser af klassisk, uomgængelig litteratur i velsmurt og ligefrem mundart, må 1999 og 2000 kaldes jubelår.
I perioden har vi ikke blot fået Illiaden og Saxo i perfekt gengivelse på dansk, men også Ovid og Stendhal og sidst men ikke mindst Cervantes. Læg hertil dagens åbenbaring, nemlig Ole Meyers »Dantes guddommelige komedie« (plus de syv oversættelser, jeg sikkert har glemt) og det må stå klart for enhver, at der er noget at tage fat på, så man ikke risikerer at havne i den kulturelle skidtrende allernederst, hvor de geniale ophavsmænd sidder og gnaver sjuskedorterne, dovendidrikkerne og de litterære distanceblændere i nakken til evig tid.
Parlando i Dantes ånd
Ole Meyers mageløse opdagelse med Dante er, at manden fra Firenze (1265-1321) ikke blot skrev et stort digt med 11-stavelsesvers d.v.s. 10 , 11 eller 12-13 stavelser med variabel rytme og vekslende antal tryk, dog med ufravigeligt tryk på 10. stavelse, men en regulær roman, en sammenhængende fortælling, der kan læses fra A til Z eller stykkevis og delt efter behag og ejer det besynderlige særpræg, at den på samme måde som Ulysses er et stort forsøg, en sikker-usikker parabel, der tillader sig at inddrage det hele: samtiden, fortiden, himmel og helvede, ogkreerer en hovedperson, der både er indeni og udenpå, medvider og kommentator, spotter og medlider, elsker og hader.
Hvad Ole Meyer søger og finder! er et lyrisk parlando, som ikke svigter forudsætningerne, men tværtimod gør dem levende i Dantes ånd. Her er altså ikke tale om et overgreb, men om en forløsning, der tillader ham at skrive »blir« i stedet for »bliver«, »svared« i stedet for »svarede«, »tar« i stedet for »tager« etc. og dermed gør oversættelsen bøjelig og talesprogsagtig og således kommer originalen i møde, fordi den også var baseret på det talte sprog.
Det er sjovt at tænke på, at H.C. Andersen først fandt sig selv, da han forlod det ophøjet kunstfærdige og begyndte at tale (skrive) som folk, ligesom det er interessant når vi nu har haft fat i Joyce at genierne (med et citat fra Ove Abildgaard) altid ved, at vejen til livet går igennem kloakken d.v.s. at man skal ned, før man kan komme op, at man må ud i krogene for at finde centrum. Og centrum for Dante er naturligvis Gud og hans rige, men man skal lægge mærke til, at det ligesom hos Goethe er kvinden der fører ham i retning af frelsen, at det er Beatrice (der naturligvis kan opfattes som synonym med den hellige jomfru) der frelser ham. Kærligheden, altså.
For en gammel rationalist som mig, for hvem der er indrettet specielle svovlkar i de nedre regioner, er der trøst at hente trods alt f.eks. i denne bekendelse til fornuften i femte sang, der også kan være en udmærket smagsprøve og smukt demonstrerer, hvor suverænt Ole Meyer behandler teksten i sin oversættelse:
Modernistisk dristighed
»Og nu begynder skrigene af smerte/ og af fortvivlelse at nå mig: bølger/af jammer slår på dette sted imod mig;/og lyset tier, mens en brølen stiger/som fra et hav der piskes af orkanen/fra snart den ene, snart den anden retning./Foruden hvile blæser helvedsstormen/og river sjæle med sig, der må følge/hvorhen den vil, imens de hvirvles, piskes/mishandles, gennemruskes og med véråb,/med klage, hulken, møder de dens rasen/og raser selv mod Gud og hans forordning./Og jeg forstod at sådan straffes de/som begik den kødets synd at sætte lysten/og lidenskaben højere end fornuften./Som stære løftes bort af deres vinger/ når det blir koldt, i store, tætte flokke / sådan fløj disse sjæle bort med vinden!
Bemærk den modernistiske dristighed i lyset der »tier« og se hvilken herlig digter, der slipper sjælene løs i billedet af stærene »i store, tætte flokke«. Poesi er bl.a. og måske først og fremmest at kunne se.
Hvad der sikkert har holdt mange på afstand af Dante Alighieri er sikkert en formodning om, at han ingen humor har. Men lur mig, om han ikke har haft cheshirekatte-smilet på (referencen til Lewis Carroll er ingen tilfældighed, »Alice i eventyrland« har klare forbindelseslinjer til Den guddommelige komedie«) da han finder sig selv i selskab med litteraturens store fra Platon til Sokrates, Horats, Homer, Ovid og føler sig på naturlig bølgelængde med dem. Det sømmer sig ikke for en avantgardist at sætte sit lys under en skæppe! Særlig ikke når man som Dante ved, at opholdet i Limbo er af midlertidig varighed, for Herren straffer ikke ad infinitum dem, der både er digtere og ikke kan gøre for, at de blev født før kristendommens indførelse.
Det sublime tilgængeligt
Introduktion, noteapparat, taksigelser er i den skønneste orden, og jeg kan kun give Ole Meyer ret i, at Olof Lagerkrantz bog om Dante er den bedste af slagsen, og at Ivan Z. Sørensens introduktion til Firenze er noget nær mageløs.
At Dante også vidste noget sorte huller, anede jeg ikke, men i resumeet over begivenhederne i syttende afdeling af paradiset, skriver Ole Meyer: »Dante befinder sig med et i den niende himmel, krystalhimlen eller Primum Mobile, der ikke har udstrækning i rum, men kun i Guds tanke, og som drejer alle himmelsfærer under sig.«
Pessimister ser kulturen på vej i sølet, men jeg synes man skal hylde kulturnationen Danmark, fordi den gør det sublime tilgængeligt på en så kvalificeret måde og på vort eget sprog, som det sker med denne udgivelse og med dem jeg nævnte i artiklens begyndelse. Det er altså bare om at komme op af stolen og hen i den igen, for der er guddommelig komedie til alle her og nu og i lang tid fremover. Med og uden krystalhimmel.
*Dante Alighieri: Den guddommelige komedie. På danske vers af Ole Meyer. 608 sider, 298 kr. Forlaget Multivers. Udkommer i dag
Jeg har lige bestilt den på biblioteket