Læsetid: 4 min.

Historien som ikke vil dø

23. december 2000

For 2.000 år siden var der ikke plads i herberget. I dag står hotellerne tomme i Betlehem. Freden er stadig en ilde set og dog ønsket gæst

TIDEN og dens punkter er forunderlige. Når vi næste år skriver 2001, er det fordi Jesus da bliver 2001 år i sin himmel. Altså må det være i år, vi fejrer, at han for 2.000 år siden blev født af jomfru Maria i Betlehem. Alligevel blev den epokegørende begivenhed celebreret efter alle kunstens og kirkens regler og mere end det: mediernes, markedets og magthavernes interesser, allerede sidste år. Også her i bladet. For sådan er det med tidspunkter, som det er med alt andet.
I dagens anledning har teologen Ole Davidsen på Forlaget Hovedland udgivet et fremragende værk, Kristi fødsel. Tekster og tolkninger år totusind. Af dette fremgår, at tømrersvenden fra Nazaret næppe er født i Betlehem og næppe på denne tid af året og næppe af en jomfru og næppe for nøjagtig 2.000 år siden, da meget tyder på, at det snarere er nogle år forinden. Hvis det da ikke er nogle år senere.
Bogen er meget overbevisende; den rokker – og ønsker heller ikke ved den kendsgerning, at det er nu, for 2.000 år siden, at »det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.« Sådan som bekendt den udødelige historie indledes af Lukas (ifølge den nyeste danske oversættelse, der mener, at den gamle formulering »at al verden skulle skrives i mandtal« lyder for gammeldags og desuden kun taler om mænd!). »Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien,« tilføjer Lukas med pedantisk nøjagtighed. Det er nemlig en rigtig historie, han vil fortælle. Ikke en myte.
For evangeliet, som betyder glædeligt budskab, er det en afgørende pointe.

HER KUNNE skrives – og er allerede skrevet – uendelige mængder af bøger om forskellen på rigtige og opdigtede historier. Journalisten og læseren kender dog forskel på en aprilsnar og en reportage. Den sidste er også vinklet og subjektiv, men det er hverken aprilsnar eller myte, at det bærende billede her på siden af Betlehems børn, der beder om fred for Det hellige Land, er taget for et par dage siden.
Det er virkeligheden i Betlehem i dag. Som det var for 2.000 år siden, da »Josef drog op fra ... Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, ... for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede ... Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde, og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.«
Grækerne fortalte myten om Dionysos, søn af guden og en jordisk mor, men Lukas er ikke mytesmed, han er reporter. Ligesom Frank Jørgensen fra Ritzaus Bureau , der fortæller: »Rejsende med ærinde i Betlehem har i disse dage betydeligt lettere ved at finde overnatningsmuligheder, end Josef og Maria havde, da de for 2.000 år siden ankom ... Dengang var herbergerne overbelagte, og de måtte tage til takke med den stald, hvor Maria fødte Jesus.

Nu står
byens hoteller gabende tomme. På forhånd havde Betlehem og de palæstinensiske myndigheder lagt op til, at julen i år skulle være en kæmpe fest. Men tåregassen bølger dagligt i Betlehems udkant, hvor de palæstinensiske demonstranter og israelske soldater udkæmper gadekampe. Kamphelikoptere har også været i aktion i luftrummet over byen.«

Det samme Betlehem, hvis hyrder, reporteren for 2000 (nærmere bestemt for ca. 1920) år siden, beskrev som ombølget af alt andet end tåregas: »Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men engelen sagde til dem: ‘Frygt ikke! se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.’ Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden!/ Fred til mennesker med Guds velbehag!«
Nu beder Betlehems børn 2.000 år efter om fred.
For den nyfødtes vedkommende endte det heller ikke med fred, men med korsfæstelse. Efter at hans venneskare havde måttet opgive ham, og selv Gud havde forladt ham.
Han kom til verden fjernt fra magtens centre. Kunsten og kirken, medierne, markedet og magthaverne skænkede ikke hans fødsel en tanke og siden henrettede de ham. En gemen hverdags-reportage, så lidt mytisk og guddommeligt-religiøs som vel muligt.
At den historie skabte den globaliserede epoke, så hele verden i dag alene fører – eller i hvert fald også fører – tidsregning efter hans fødsel i Betlehem, er i sig selv det evangelium, de allerførste kristne forkyndte: Energien/kraften til at søge det realistiske, som magthaverne ikke magter, når de store forandringer står for døren, kommer fra en dynamik, der ikke er af magt-afmagt-verdenen.
Men er i verden. Denne verden. Jesus fra Betlehem og Nazaret kaldte denne kraft for sin far i himmelen, kærligheden, Gud.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her