Læsetid: 6 min.

Hjertet på rette sted

16. december 2000

Susanne Bier manifesterer med sin kommende spillefilm ’Hånden på Hjertet’ sin status som Danmarks store kvindelige, kommercielle instruktør. Men hun har en indbygget modstand over for den slags etiketter

Film
I sommeren 1997 havde jeg lejlighed til at følge en meget tidlig prøve på Susanne Biers Den eneste Ene. Det foregik ude i Det Danske Filmstudie i Lyngby, et godt stykke tid inden selve optagelserne begyndte. I en pause spurgte jeg Bier, hvilken målgruppe den kommende film var møntet på. »De 15 til 40-årige,« svarede hun. »Men det er ikke noget nyt i filmverdenen. Langt de fleste film er for dén aldersgruppe. Det er dem, der går i biffen.«
Siden blev Den eneste Ene et lille stykke dansk filmhistorie. Den sjældent vellykkede danske komedie modtog Bodil- og Robert-priserne og er til dato set af langt over en million danskere.
I dag står Bier så klar med sin follow-up til mega-succesen. Hånden på hjertet er instruktørens sjette film-opus, og den tredje film hun har lavet i Sverige. Det er nok ikke helt forkert at antage, at forventningerne hos publikum – ud over ikke mindst de økonomisk involverede producenter – er enorme. Bier kender spillets regler. Men hun er også begyndt at overveje, om hensynet til målgrupper og markedsstrategier kan håndteres på andre måder.
»Jeg tænker for tiden meget på, at jeg har hørt mig selv sige, at det er vigtigt, at film skal være kommercielle. At det er vigtigt, når man laver film, at man henvender sig til mange mennesker, fordi film er et massemedie. Og det er jeg faktisk enormt træt af. Jeg føler, at det fundament, jeg står på, når jeg siger det, er lidt smuldrende. Der er en rigtighed i dette kommercielle aspekt, som man som filminstruktør må tage hensyn til, men jeg finder det også mere og mere ligegyldigt. Måske er det ikke længere så vigtigt for mig at tænke på det mere.«
– Er det nogle markedsføringskrav, som du har mærket endnu tydeligere efter

’Den eneste Ene’?
»Hånden på hjertet har haft en kæmpestor release i Sverige, som følge af Den Eneste Enes publikumssucces. Det har jeg ikke prøvet før. Og det er klart, at der så er endnu flere af den slags krav. I begyndelsen syntes jeg, at det var enormt spændende, også fordi jeg har en god fornemmelse for at formidle noget, som mange mennesker kan forstå. Jeg har et eller andet folkeligt gen. Det kan jeg mærke, når jeg laver reklamer. Derfor har jeg også involveret mig i diskussioner med filmdistributører og så videre. Men jeg kan også mærke, at det engagement bliver for meget, og at det går ind og forstyrrer dét, som jeg gerne selv vil.«
– Har du i forbindelse med ’Hånden på hjertet’ konkret kunnet mærke, at du har haft problemer med at styre adskillelsen af kunstneriske og kommercielle overvejelser?

Frihed til at lege
»Nej, det synes jeg ikke har været et problem. Men jeg synes, at al markedsføring og lancering har været meget belastet af hvad, der f. eks. var ’strategisk rigtigt’ at sige. I et omfang så jeg har følt mig meget ufri. Måske er det fordi, der nu er kommet et tidspunkt i mit liv, hvor jeg tænker: ’Nu har jeg altså prøvet det her før, nu vil jeg gerne tænke folkeligt på en anden måde’.«
»En anden ting er jo også, at jeg ved, at der er investeret en masse penge i et filmprojekt som Hånden på hjertet, og det føler jeg et stort ansvar overfor. Det gør jo også én ufri. Nu skal jeg snart lave teater (’Glasmenageriet’ på Det kgl. Teater, red.), og dér føler jeg selvfølgelig også et stort ansvar, men jeg føler mig ikke ufri, fordi der ikke er de der store og tunge økonomiske forventninger. Med teatret har jeg en ny og dejlig fornemmelse af en slags frihed. En følelse af at skulle lege.«
»Samtidig skal jeg sige, at jeg er enormt glad for Hånden på hjertet. Jeg synes, den er meget rørende, og jeg synes, at vi er lykkedes med at lave et lille eventyr. Så jeg har ingen problemer med at tale om filmen, skuespillerne og så videre. Men det handler vel også om mig selv. Jeg er blevet positioneret som den kommercielle, kvindelige instruktør, med tryk på begge dele, ikke? Et eller andet sted indbefatter alle etiketter en vis form for ufrihed. Lige så snart man har fået sådan en etikette, så vil man gerne noget andet. Enhver definition fra omverdenen har jeg en indbygget modstand imod. Nu kan jeg jo ikke blive den vilde, mandlige instruktør.«
Mindre synlig
– Betyder det så, at du i trods laver noget andet end en kommerciel komedie næste gang?
»Nej, det gør det ikke nødvendigvis. Det er jo måske også reelt nok på den måde, at jeg selv kun gider at se brede film. Der er ikke så meget ved ’elitære’ film, der interesser mig. Men måske betyder det, at jeg vil være lidt mindre synlig næste gang. Og måske slippe for at sidde og sige de samme ting... Der er også den slags situationer, hvor man sidder og har en lidt høflig, lidt ligegyldig samtale med en journalist, som ikke kan lide ens film. Så var det måske bedre at have fronterne trukket mere op og have en mere tydelig diskussion. Sådan en diskussion kunne måske ligefrem være med til at skærpe min egen fornemmelse af, hvor jeg vil hen, og hvad jeg vil lave.«
– Så lad os trække fronterne op! Jeg synes, at ’Hånden på hjertet’ er en vittig og menneskekærlig hverdagsfabel, men jeg synes også, at filmen undertiden tynges af et meget politisk korrekt manuskript og konstruerede ’one-liners’.
»Det har du måske nok ret i. Jeg har nok været handicappet af, at Sverige er et lidt mere politisk korrekt land end Danmark. Det tror jeg, at jeg har været respektfuld overfor – måske lidt for respektfuld.«

Ironi og koder
– Har du et anstrengt forhold til denne form for svensk temperament?
»Jeg sætter meget stor pris på den svenske form for respekt og alvor. I den anden ende af skalaen har de så en helt anden nøgtern og næsten
outreret humor, end vi danskere. Men jeg føler mig mere hjemme i den danske ironi og omgangsform, der indeholder nogle koder, der ikke findes på samme måde i Sverige. Hvis jeg bruger disse koder, når jeg er i Sverige, bliver det som regel misforstået. De har ikke den samme form for dobbelthed. Men denne dobbelthed hos os danskere bevirker så i øvrigt undertiden, at vi har en vis nervøs berøringsangst, når tingene bliver for dybe. Der er en tone, som vi danskere helst ikke vil overskride.«
– Stilmæssigt er din forrige svenske film ’Pensionat Oskar’(fra 1995, red.), der også har Jonas Gardell som manuskriptforfatter, meget mere eksperimenterende end ’Hånden på hjertet’?
»Pensionat Oskar havde et meget mere kontroversielt emne. Derfor skulle den også behandles på en anden måde. En del af det, som jeg synes er et kick ved at lave film, er at definere en distinkt tone og kultivere dette i filmens karakter. I Sekten lykkedes jeg mindst med det – den sætter sig især hen imod filmen slutning imellem to stole. Hånden på hjertet tager udgangspunkt i et svensk Melodi Grand Prix, og det er jo ikke et kontroversielt emne. Hvis man laver et eventyr om en pige, der drømmer om at være med i Melodi Grand Prix, så skal man fortælle historien, så den får den bredde, som den slags drømme har. Hele filmen er lavet som et godt og inderligt Grand Prix-nummer med vers, omkvæd og toneartsskifte i slutningen. Men hvad angår Pensionat Oskar var det meget frustrerende, at der ikke var nogen, der ville satse på den, uanset at den fik mange priser. Den blev kun set af 60.000 mennesker, og den fik ikke premiere i Danmark.«
– Nu er du måske netop i en situation, hvor du har mulighed for at satse?
»Jeg har været enormt imponeret af nogle af de nye amerikanske film. Især en film som American Beauty. I den film er det lykkedes at få utrolig megen substans og opgør ind i noget, som samtidig er så underholdende. Lige for tiden går jeg og tænker meget på, hvad jeg gerne vil lave for en slags film næste gang. Måske skal jeg kaste mig ud i noget rigtigt skarpt...«

*’Hånden på hjertet’ har premiere i biografer over hele landet mandag den 25. december

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her