Læsetid: 4 min.

’Mit hoved er som Nørreport Station’

19. december 2000

Dæmonen dukker op. Hvorfor skal der sådan kæles for os? Frandsen kommer med en bekendelse.

Kunstkongens knaldperler - Kunstrejsen IISAO PAULO – Vi er enige om, at det var klogt, at sige ja til at tage med ud til byen Embu. Når Jens Olesen har anbefalet det, må det være noget særligt. Det hér handler om at opleve mest muligt. Så betyder søvnmangel ikke noget. Atten timers flytur over Atlanten skærper blot sanserne i det skarpe forårslys. I receptionshallen er der en særlig stemning omkring bordet, hvor Frandsen og Bonde sidder. Christian Lemmerz og Michael Kvium er nu ankommet og humøret er højt. Elskværdigt præsenterer de sig med hånd og det hele. Der tales om nattens begivenheder.
»Jens Olesens chauffør kørte os sgu’ bare rundt og ventede uden for hver bar,« lyder det hen over bordet. Det lader ikke til at kunstnerne tager anstød af, at pressen nu er til stede. At Deres rundsendte på et tidspunkt bemærker, at alt, hvad de siger fra nu af, vil havne i avisen, bekymrer dem tilsyneladende ikke. Fint, tænker jeg, så er de advaret. Ikke noget med sagsanlæg dér.

Omsorg eller løgn?
Alle er de lidt groggy. »Mit hoved er som Nørreport Station. Der ankommer hele tiden tog med sætninger, som stiger ud af munden på mig, og jeg kan ikke følge med,« kommer det fra Lemmerz på syngende tyskerdansk.
»Hold kæft, hvor er det godt, at være holdt op med at ryge«, siger Kvium med et stort ironisk grin. En flok drengerøve på spas og ballade ind imellem de stunder, hvor der skal laves kunst. Navnet Jens Olesen forekommer flere gange i snakken, og det er ikke uden en vis andægt i stemmelejet.
De fine forhold, vi alle bor under på hotellet, kommenteres med beundring. Genindfør mæcenfunktionen, hvorfor skal sådanne kunstnere ikke have en guldklump i røven og en Havannacigar i munden, tager jeg mig selv i at tænke. Jens Olesen betaler for det hele. Han må være en vægtig mand.
Så ankommer Marco!
Iklædt sort tøj og militærstøvler forekommer han lidt skræmmende i det nydelige lokale, hvor flere sidder med shorts og sandaler. Det skræmmende forsvinder, idet jeg genkender den bløde og kælne stemme. Det er vores mand. Ham som sagde, »kommer du ikke ned, Jens Olesen betaler flyveturen,« denne fyr med kortklippet sort hår og pumabevægelser i den lille tætte krop.
»Hvordan har I det, har I haft en god rejse, og er alt som det skal være?«, lyder det fra den chilenskfødte. Man hører oprigtigheden, men uværgeligt lurer dæmonien: Hvad betyder al denne omsorg? Sydamerikansk varme og ømhed, eller løgn og latin, simpelthen? Vi er jo trods alt i den magiske realismes del af verden. Er Marco blot ude efter pæne anmeldelser? Glem det, tænker jeg for mig selv. Men kan man det?

Frandsen åbner sig
Byen Embu viser sig at være Sao Paulos svar på Montmartre. Sydamerikanske turister en masse og en hob af boder med skrammel til de købelystne. Det er vi nu ikke, ej heller Frandsen, som er den eneste, som er taget med. En stor kniv kastes i kødet på den grønne kokosnød og manden rækker flækkerne frem mod os. Det søde vand smager lifligt. Over lidt brasiliansk mad åbner Frandsen sig: »Det var slet ikke meningen, at jeg skulle med. D.v.s. jeg turde jo ikke. Jeg har flyskræk ad helvede til, så jeg havde slet ikke pakket eller noget, da jeg pludselig besluttede mig for alligevel, at tage med. Derfor har jeg det her tøj på, jeg købte det, da vi ankom i onsdags,« lyder det bekendende fra maleren.
Tilbage på hotellet er flokken parat til afgang. Vi skal ind til Pinacoteca og Jens Olesen vil også være der. »Jeg har det altså skidt med det her,« siger jeg, da jeg for tredje gang sætter mig ind i privatchaufførens minibus. »Er I klar over, at der på forsiden af Information står: ’Uafhængig af økonomiske interesser’?« klynker jeg. »Orrk, det lærer du hurtigt, se bare hvor let det går, vi har lært det for længst!«, kommer det næsten triumferende fra Kvium på bagsædet. Han har netop fået vekslet penge. En mørk, elegant bil gled diskret hen til bussen og japaneren fik hurtigt gennem ruden ordnet pengesagerne. »Sådan er det hernede, man kan lige så godt vænne sig til det.«
Vi er ved at nærme os Pinacoteca, ikke i centrum, for der er ikke et centrum i byen, men midt i den vilde motorvejstrafik. »Prøv at se, først skal vi lige igennem et kvarter udelukkende med brudekjolebutikker, er det ikke syret,« siger én. Endelig øjner vi Pinacoteca. Det er som at se Glyptoteket i København, men i en afpillet og nedslebet udgave. Denne pragtfulde bygning ligner en glimtende ruin. Nyistandsat vil her sige: Omtænkt. I højttalerne spilles Erik Satie, vi træder ind i de rum, hvor danskernes udstilling venter på ferniseringen i morgen. Men hvor er Jens Olesen?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu