Læsetid: 26 min.

Ingeniør Sanders sans for humanisme

2. december 2000

Elias Bredsdorff husker de år, hvor han levede illegalt under dæknavnet Sander – Ingeniør Sander. Han formåede at slippe udenom arrestationer og forræderstempler i den politiske verden, hvor det for en humanist var naturligt at være medlem
af DKP

Interview
Selv om han er fra begyndelsen af det forrige århundrede, er han som et fyrtårn, der bliver ved med at lyse op. 88 år gammel. Født en januardag i 1912, to år før Første Verdenskrig. Lyslevende og åndsfrisk efter et langt liv med vinden i ryggen. Stadig aktiv som forfatter og foredragsholder. En bog om barndommen, Højskolebarnet, udkommer 11. december på forlaget Forum. Og for nylig udkom en biografi om den forkætrede engelske forfatter, Oscar Wilde. Et omfattende forfatterskab har kredset om store navne som H.C. Andersen, Henrik Pontoppidan, Kjeld Abell og mange andre.
Men først og fremmest er Elias Bredsdorff et af de sidste centrale vidner fra modstandskampen mod den tyske besættelse. Selv om dens skygger bliver svagere – på samme måde som 1864 gjorde det for tidligere generationer – er besættelsen stadig nøglebegivenheden i sidste århundredes Danmarkshistorie, og den sender til stadighed rystelser ind i offentligheden.
Elias Bredsdorff husker begivenhederne, som var det i går. Det var de år, hvor han levede illegalt under dæknavnet Sander – Ingeniør Sander. Tiden er så nærværende, at hans omtale af den hyppigt slår over i nutid. Det var en tid, hvor dyrebare livserfaringer blev indhøstet. Elias deltog med sit eget liv som indsats. Han var en snarrådig, praktisk organisator af Frit Danmarks illegale bladvirksomhed i Jylland. Og i modsætning til andre i det farlige modstandsarbejde blev han aldrig arresteret. En intuitiv overlever, der undgik den pinefulde tortur, som blev andre til del, selv om angsten altid lå lige under overfladen.

Elias Bredsdorff blev student i 1930 – 18 år gammel, og kom ind på Københavns Universitet, hvor han studerede engelsk og dansk. Han blev snart aktiv i virvaret af studenterorganisationer og fortsatte samtidig med at bo hjemme hos sin mor. Der var ikke råd til egen husholdning, men Elias tjente til lommepengene ved at give lektiehjælp.
»Universitetet var jo forholdsvis lille. Der var højst 6.000 studenter. I dag er det kæmpestort – folk kender ikke hinanden mere. Jeg blev hurtigt valgt ind i Studenterrådet. De engelskstuderende valgte en repræsentant, de franskstuderende en...
En af mine lærere var i den grad imod, at studenterne skulle have valgt nogle ind, at han, når jeg ringede op, sagde:
– Er det på egne vegne? Eller på Studenterrådets vegne?
– Det er på Studenterrådets vegne.
– Nå, så lægger jeg røret på. Så er der ikke noget at snakke om.
Vi oprettede Social Samling, fordi det var de mest konservative studenter, der dominerede i Studenterrådet, som nærmest var et ekspeditionskontor. Vi fik valgt repræsentanter ind og fik væltet det konservative styre.
Venskabet med unge socialister og kommunister kom til at påvirke mig meget. En af dem, jeg havde kontakt med lige fra, jeg kom ind på universitetet var Frode Jakobsen. Vi havde det til fælles, at vi begge kom fra grundtvigske hjem. Han var friskolelærersøn fra Mors. Min far var højskoleforstander i Roskilde. Frodes og min far havde kendt hinanden. Det førte os sammen, men vi havde samtidig revolteret imod grundtvigianismen.
Jeg kan huske, at vi var sammen til en arbejdsløshedsdemonstration på Christiansborg Slotsplads (1932), men så kom politiet og splittede den lovlige demonstration. Aksel Larsen holdt tale i kanalen fra en robåd, han havde lejet. Politiet kunne ikke komme derud. Da de endelig fik en båd ud, var han kommet i land og forsvundet.
Ved samme lejlighed gik politiet løs med knipler. De betragtede folk, der demonstrerede mod arbejdsløsheden som forbrydere. Frode fik med en politiknippel – en ordentlig en over ryggen. Jeg flygtede, men han blev fanget, om jeg så må sige. Det gjorde mig meget ophidset, at en demonstration mod arbejdsløsheden blev betragtet som en forbrydelse, og vi, der demonstrerede, var forbrydere.
Både Frode og jeg kom over i et socialistisk livssyn. Frode tog konsekvensen af sin forandring og meldte sig ind i det kommunistiske parti. Han opfordrede mig til at gøre det samme, hvilket jeg gjorde, men han meldte sig hurtigt ud igen. Frode var imod hele den indstilling, partiet havde over for socialdemokraterne: at kalde dem socialfascister. Ved at det socialdemokratiske parti modarbejdede det kommunistiske parti – også i Tyskland – i stedet for at lave en enhedsfront, hjalp de fascismen. Derfor brugte man fra Moskva ordet socialfascist.
Frode havde ret, men jeg syntes, det var helt vanvittigt, at to arbejderpartier, der begge var antifascister bekæmpede hinanden. Og jeg mente, Socialdemokratiet havde fejlen. Derfor accepterede jeg ordet, men det var ikke klogt af mig. Set i bakspejlet giver jeg Frode ret: det var ikke den rigtige måde at formidle et samarbejde på.

Jeg meldte mig ind i DKP i 1932. I 30’erne var Socialdemokratiet så bange for Tyskland og for at chikanere Hitler og fascismen, at man gik videre og videre med at bøje sig for tysk pres. Jeg kan give dig et eksempel:
I 1933 – samme år som Hitler blev tysk rigskansler – udgiver Hans Bendix, socialdemokrat og medlem af partiet, et blad der hedder Åndehullet, som var et rent antinazistisk blad, 48 sider med tegninger og tekst. Alle tegnere af betydning var med i det. Det var ren og skær en afsløring af nazismens væsen og afstandtagen fra, hvad der skete i Tyskland. Det var meningen, det skulle udkomme uregelmæssigt – i Utide. ’Og Utide, det er Nu’, skrev Bendix. Og så kom der to numre til og ikke flere. Det blev kvalt af statsminister Stauning, fordi – Bendix har selv fortalt mig historien – den tyske gesandt klagede over, at dette væmmelige blad sagde væmmelige ord om Hitler og nazismen. Og det var man i Tyskland meget utilfredse med, at man lod dem gøre. Stauning kalder Hans Bendix op til sig:
– Det går ikke. Du må ikke udgive det mere. Da jeg var en ung socialdemokrat, kunne jeg heller ikke udgive mit eget blad, hvis jeg havde nogle ideer. Jeg måtte følge partiets linie, og det må du også.
– Herregud, sagde Bendix. Jeg er ikke noget ledende partimedlem.
– Det er lige meget. Du er medlem af partiet, og må følge partiets paroler. Du må vælge imellem fortsat at redigere Åndehullet eller være tegner ved Socialdemokraten.
Bendix havde fast stilling ved Socialdemokraten. Og Bendix var nødt til at lade Åndehullet gå ind. Han havde ikke nogen anden stilling. Først efter krigen fik han stilling på Politiken. Historien om Åndehullet er typisk for Socialdemokratiet: Vi skal gå så vidt, vi kan i forsonlighed over for Tyskland.
Den holdning var mig meget imod. Kampen mod nazismen var det helt afgørende for mig i 30’erne. Og den blev ikke ført af Socialdemokratiet, men af kommunisterne i sin yderste konsekvens. Det var den væsentligste grund til, at jeg blev kommunist.«

I 1920’erne og 30’erne var det sovjetiske kommunistparti det ubetingede forbillede for alverdens kommunister. Således også de danske. Efter Lenins død tabte Trotskij magtkampen til Stalin og måtte efterfølgende gå i landflygtighed med bevæbnede sovjetiske agenter i hælene:
»Trotskij boede i eksil på en lille ø i Tyrkiet, hvor han fik en indbydelse fra Socialdemokratiske Studenter i København, (1932). Det opfattede Trotskij som en vigtig organisation, fordi Danmark havde en socialdemokratisk regering. Det måtte betyde, at man var venligt indstillet. Rejsen fra Tyrkiet blev meget besværlig, fordi der var en hel masse lande, han ikke kunne rejse igennem. Han måtte sejle en del af turen – og så kom han til Danmark, hvor det kommunistiske parti havde arrangeret en demonstration imod ham på Hovedbanegården. Han var jo hovedfjenden fra et sovjetisk synspunkt. Og DKP fulgte Sovjets linie.
Men DSB var så kloge, at de lod toget, som var et eksprestog, standse i Valby, hvor han kom af, og blev kørt til sit hemmelige gemmested. Og så var der ingen Trotskij på Hovedbanegården, da toget kom.
Trotskij skulle tale ved et stort møde i Idrætshuset, hvor jeg fik adgang med hjælp af en socialdemokrat, der hed Bøggild. Ellers var det forbeholdt medlemmer af Socialdemokratiet at få adgangskort. Man skulle vise medlemskort. De ville ikke have en hel masse kommunister, der stod op og demonstrerede, men mødet forløb roligt, og Trotskij var meget afdæmpet. Han ville ikke risikere at sige ting, der var udæskende, for så kunne man sige: Ham skal vi ikke have ind i landet.
Da Bøggild inviterede mig, sagde han bare:
– Her er et adgangskort. Bagefter vil han gerne træffe nogle unge danske socialister og høre, hvordan de ser på tingene. Og det er socialdemokrater alle sammen. Men jeg må meddele Trotskij, at du er medlem af DKP, men at jeg garanterer for, at du er i orden og ikke kommer med en bombe og slår ham ihjel.
Ad mystiske veje blev vi så kørt ud til et hus på Dalgas Boulevard uden, at vi vidste, hvor det var. Der var et spisebord, og for enden stod en stol og to sikkerhedsfolk, som var Trotskijs egne vagter. Dem havde han altid med – sine egne sikkerhedsfolk. Og så kommer Trotskij ind og går rundt og trykker os alle sammen i hånden:
– Nu kan I stille spørgsmål til mig i den første time. Så stiller jeg spørgsmål til jer i den anden. Er det i orden?
Ja, det var i orden.
Trotskij var en meget afbleget person, der ikke var ude på at provokere. Jeg spurgte ham om Stalin-tiden, og han brugte udtrykket: ’Meine Freunde da
jetzt meine Gegner sind’.
Men det var jo en blid måde at tale på. Han ville ikke risikere noget ved at komme med udtalelser, som kunne give Danmark grund til at sige: Ham skal vi ikke have. Men det lykkedes ikke, selvom han søgte om tilladelse til at blive.
Regeringen sagde: Ikke under nogen omstændigheder. Han havde kun en uges opholdstilladelse, men sørgede for at komme for sent til toget til Esbjerg, hvorfra han skulle sejle videre til Antwerpen. Da regeringen opdagede det, sørgede man for en bil, så han nåede båden. Han skulle ud.
Da formanden for det kommunistiske parti – Aksel Larsen – hørte, at jeg havde været sammen med Trotskij på venskabelig vis, lå det i luften, at jeg skulle smides ud af partiet. Fra et sovjetisk synspunkt var det den største forbrydelse at have noget med Trotskij at gøre. Aksel Larsen skældte mig hæder og ære fra og spurgte, om jeg ikke vidste, at jeg skulle have spurgt partiet, om jeg måtte gøre det.
– Jo, det vidste jeg godt, men havde jeg fået lov?
– Næh.
– Det var derfor, jeg ikke spurgte.
Af en eller anden grund blev jeg ikke ekskluderet, selv om det havde været nærliggende. Man handlede ikke direkte mod partiets linie.«

I 1935 deltog Elias Bredsdorff i en delegationsrejse til Moskva, der fremstod som et kommunistisk Mekka:
»Jeg syntes, det var meget, meget spændende. Men nogle af deltagerne var helt vanvittige i deres begejstring. Jeg husker en fabriksinspektør, da vi standsede på stationen i Moskva, sagde: ’Åh, det er en ren socialistisk luft’.
Nu må man huske på, at det her var før processernes tid. Det vi så, var selvfølgelig de kulisser, vi skulle se. Men vi så også meget fornuftigt: Kvinderne havde fået meget mere medbestemmelse. Mødrene kunne hjælpe hinanden med at pumpe mælk ud. Der var institutioner, hvor mødre med overflod af mælk kunne gå hen. Skolesystemet og sådan nogle ting imponerede os. Men vi var også for lette at imponere.
Vi var fire i den danske delegation, som skilte os ud, fordi vi havde en forbindelse til en ingeniør, som havde en lejlighed i Moskva, men var i Danmark for øjeblikket. Vi lånte hans lejlighed og kunne betale ham i danske penge, når vi var tilbage i Danmark. Men der var det ubehagelige ved lejligheden, at den var fuld af kakerlakker, næh væggelus, det var meget værre.
Når vi sagde til folk: ’Vi skal hen og bo i Bendt Gregersens lejlighed’, så de på os på en underlig måde:
’Nåh skal I det.’ De vidste godt, den var fuld af væggelus.
Jeg blev ikke bidt, men de andre blev meget forbidt. De kunne ikke lide mig. Nogle af de andre led forfærdeligt.
Vi rykkede madrasserne ud midt på gulvet, så de ikke kravlede op i sengen. Men så kravlede de op i loftet og faldt lodret ned, og så bed de sig fast.«

Set i bakspejlet erkender Elias Bredsdorff, at han var alt for naiv i sin holdning til den forlokkende Sovjetstat. Det var Stalins militære overfald på Finland, der blev anledningen til, at han forlod DKP, som i et og alt optrådte som halehæng til Sovjetunionen:
»Jeg meldte mig først ud i 1939, fordi jeg ikke kunne acceptere DKP’s politik, som igen var Sovjets politik, over for Finland. At man med våben skulle indføre socialismen. Det stred så meget imod min indstilling, at jeg meldte mig ud af partiet på det punkt. Men jeg var i øvrigt enig med partiet i mange væsentlige ting. Jeg skrev:
– Det er ikke fordi, jeg beundrer Mannerheim eller de finske træbaroner, men jeg mener, det er en væsentlig sag, at folk selv skal vælge socialismen, hvis de vil. Og det skal ikke gøres med våben.
Aksel Larsen kaldte mig bagefter til side og sagde:
– Bredsdorff, du er en mærkelig mand. Du har meldt dig ud af partiet med et brev, som i alt væsentligt støtter partiets syn på mange ting.
Jeg blev mærkværdigvis ikke betragtet som en forræder. Set i bakspejlet kan man sige, at det for så vidt var heldigt, at jeg havde meldt mig ud. Jeg kunne jo ikke vide, at et år efter skulle Nazi-Tyskland besætte Danmark, og at to år efter, ville alle, der blev anset for at være kommunister, være internerede i Horserød. Myndighederne kunne jo se, at der lå et udmeldelsesbrev, og så blev jeg ikke arresteret.«

Den tyske besættelse 9. april 1940 blev ikke besvaret med modstand, men med tilpasning og samarbejdspolitik fra det officielle Danmarks side. Personligt var Elias Bredsdorff bekymret over samarbejdspolitikken og manglen på aktiv modstand:
»Uden at ane hvem, der stod bag, blev jeg utroligt lykkelig i april 1942, for da udkom det første landsomfattende illegale blad Frit Danmark. Kort tid efter kom der besked til mig fra den illegale undergrundsledelse gennem Børge Houmann og Mogens Fog: om jeg ville bruge min sommerferie til at rejse rundt i de større byer i Danmark for at organisere modstandsbevægelsen Frit Danmark?
Formålet var at gøre organisationen så bred som muligt – fra det yderste venstre, kommunisterne, til det yderste højre, de konservative. Dvs. den fløj Christmas Møller repræsenterede. Og det blev Aksel Larsen, Christmas Møller og Mogens Fog, som startede Frit Danmark.
Vi på venstrefløjen havde set med stor uvilje på konservatismen. Enten blev de mere eller mindre nazister eller modstandsfolk som Christmas Møller. Vi var klar over, at vi efter besættelsen ville være uenige om alt muligt, men for øjeblikket drejede det sig altså om at bekæmpe besættelsesmagten med alle midler. Der var fuldstændig enighed, og der blev ikke lavet nogen numre imod de konservative. Tværtimod, vi havde et fint samarbejde.
Der var mange, der var upolitiske eller radikale, men helt klart imod besættelsesmagten. Hvis man ser på det politisk, så var den svageste del af det hele partiet Venstre. Vi havde socialdemokrater, kommunister, konservative og upolitiske i hovedbestyrelsen for Frit Danmark. Hele planen var baseret på, at det ikke måtte blive sekterisk. Lokalgrupperne skulle også være så brede som muligt, og man måtte ikke lurepasse hinanden. Jeg indvilgede i at rejse rundt sommeren 1942: til Odense, Esbjerg, Århus, Randers, Aalborg. Det foregik fuldstændig legalt under eget navn, når jeg indkvarterede mig på hotellerne: seminarielærer på ferie. Og jeg prøvede at have et påskud for at være netop på det sted på det tidspunkt – for at besøge nogle gode venner.
I maj 1943 ringer det på døren kl. fem om morgenen i Vordingborg, hvor jeg underviste på seminariet. Ikke noget rart tidspunkt, men det var en kurér fra Næstved, som en anden kurér var rejst til. Og han skulle give mig besked:
– Der sidder på Politigården i København en mand, som af en eller anden grund har sympati for dig. Men det danske politi og Gestapo har viden om, at du har rejst rundt i provinsen, og du vil blive arresteret. Men han prøver at lægge kortet bagest så længe som muligt, men det går ikke ret længe.
Det var klar tale. Så opsøgte jeg to adjunkter, der boede i et hus i byen, og som jeg vidste var fornuftige mennesker:
– Må jeg bo hos jer? Det er bare nogle nætter. Det er eksamenstid, og jeg kan ikke svigte mine elever, før eksamen er overstået. Og det er måske en uge, det drejer sig om. Kan jeg bo her om natten og tage hjem igen?
Jeg havde den aftale med min daværende kone Marlie, at hvis potteplanten stod i vinduet, så var alt i orden. Hvis ikke, skulle jeg ikke komme ind. Og det virkede.
Så snart den sidste mundtlige eksamen var overstået, tog jeg ind til København og mødtes med Børge Houmann og Mogens Fog og senere med Kate Fleron. Nu var jeg virkelig nødt til at gå under jorden. Ellers blev jeg arresteret, og de ville gerne have, at jeg blev fast rejsesekretær i Jylland. Men Jylland var for stort, så mit område blev afgrænset af en linie fra Ringkøbing, Skjern, Horsens op til Skagen. Jeg skulle bo i Århus og rejse rundt og holde grupperne i gang og få nye grupper dannet. Det påtog jeg mig så. Vi sad og holdt møde, men så sagde Mogens Fog, at jeg måtte have et andet navn:
– Jeg kan hedde Hansen eller Petersen, sagde jeg.
– Nej, dem har vi for mange af.
Så kiggede han ud af vinduet, og fik øje på noget der hed Sanders Vaskeri:
– De skal hedde Sander, sagde han så.
Og så kom jeg til at hedde Sander. Men han sagde også, at jeg måtte ændre mit udseende. Jeg gik f. eks. ikke med briller.
– Pas på, sagde Fog, det er vigtigt, at De får de rigtige briller. Derfor må De til en øjenlæge. Det må ikke være det rene vinduesglas. Det har man ikke godt af.«

Efter besøget hos øjenlægen var Elias Bredsdorff parat til at skifte identitet og opholdssted: Ingeniør Sander med briller begav sig på hemmelig mission til Århus, hvor han opholdt sig i næsten to år:
»Når jeg kom til en by, samledes den lokale byledelse, og så diskuterede vi, hvordan de organiserede sig videre med grupper. Jeg skulle vide, hvor mange blade de skulle have fra Aarhus. Jeg sendte et bestemt antal ud, som de sørgede for, blev fordelt. Og det voksede jo hele tiden. På et tidspunkt fik jeg forbindelse med et trykkeri i Aarhus – en bogtrykker, som hed Haugsted. Han sagde:
– Jeg har nogle trykkerimaskiner, men jeg kan ikke gøre det om dagen. De folk, der arbejder her, skal ikke indvies i det. Jeg kan kun trykke om natten, men det vil ikke undre nogen, at maskinerne går om natten. Det er der ikke noget nyt i.
Men Haugsted ville ikke lægge typer til. Dem måtte jeg skaffe på anden måde – fra Horsens, hvor der var en nazistisk bogtrykker, som vi stjal alle typerne fra. Haugsted havde tillid til mig, men jeg var den eneste, som måtte vide det. Jeg havde desuden en forbindelse til to arbejdsløse typografer. Vi stillede op på to skrå borde, og de havde ’skibe’ til at sætte typerne i. Det var noget tungt lort.
Når en side var færdig, fik jeg den i en kuffert, som vejede godt til. To sider var for tungt. Og så cyklede jeg ud til den anden ende af Aarhus – til bogtrykkeren. Så cyklede jeg tilbage og hentede den næste side, det næste ’skib’, som det hed i sproget. Og sådan fik vi lavet et helt nummer, som var kommet fra København, sendt af Mogens Fog.
Når bladene var trykt, måtte jeg hente dem. Ingen andre måtte vide noget. Jeg fik dem i en stor kuffert. Det var også tungt, men jeg fik slæbt det ned på cyklen og sat på bagagebæreren. Jeg kan huske en dag, jeg kom ned, kom der en tysker hen til mig:
– Er De ikke var klar over, at der er spærretid?
Der havde været sirener. Ingen måtte gå på gaden. Men han havde ikke mistanke til noget.
– Nå, gå ind i en port, sagde han. – De må ikke gå på gaden, før sirenerne melder klar.
Selvfølgelig lurede der en angst hele tiden. Jeg kan huske, jeg var meget, meget bange, når jeg gik forbi arresthuset i Aarhus, hvor mange af mine kammerater sad inde og blev pint. Jeg så på mine hænder og fingre: river de neglene ud på mig? Hvor ondt gør det? Hvor længe kan jeg klare det? Det var det, man hele tiden spurgte sig selv om: Hvor længe kan du holde ud? Kan du holde ud så længe, at alle forbindelser kan regne ud, at den er gal, og så må en hel masse mennesker gå under jorden. Men jeg kom ikke ud for den prøvelse.«
Det illegale arbejde havde sine omkostninger. Elias Bredsdorff, der var 31 år, da han gik under jorden i 1943, var gift og far til to drenge:
»Mikael var vel syv år. Jan var ikke to år. Han nærmede sig 18 måneder og kunne sige far, men han glemte mig meget, meget hurtigt. Og der var én ting, man ikke kunne, og det var at komme hjem til Vordingborg. Jeg havde jo sørget for, at Marlie fik min løn pga. en falsk attest. Forholdene var jo sådan før den 29. august 1943, at hvis jeg bare var stukket af, ville seminarieforstanderen bare have sagt: Han er løbet af pladsen. Han får lønnen inddraget.
Jeg så min kone en gang imellem i København, hvor vi arrangerede, at vi kunne mødes en gang hver tredje måned. Børnene turde jeg slet ikke se. De fik at vide, at jeg var i Sverige, fordi det var den sikreste ting. Lille Jan, der ikke kunne tale, da jeg gik under jorden, så jeg en gang hos hans mormor. Han havde fået at vide, at der kom en onkel – farbror Harald. Det gjorde ikke noget, han sagde, han havde været sammen med farbror Harald, for han eksisterede i virkeligheden.
– Kan du sige farbror Harald, blev han så spurgt? – Hvad vil du så sige? – Far.
Vi tænkte: Gud, han har opdaget det. Men det havde han ikke.
Og da jeg kom hjem efter krigen, ville han ikke anerkende mig: – Nej, nej, det er ikke min far, han er i Sverige.«

Efteråret 1944 flyttede Elias Bredsdorff sine illegale aktiviteter til København. Han havde fået færten af, at Gestapo var på sporet af ham. Mogens Fog bad Elias om at forlade Aarhus:
»Nu må du ikke være i Jylland mere. Efter alt det, der er sket, er det for farligt. Ikke alene for dig selv, men for mange andre, for du sidder inde med så mange oplysninger om mange andre personer og adresser. Hvis du bliver taget, vil mange være i fare.
Og så fik jeg det ordnet, at andre overtog mit arbejde. Jeg fik bankdirektør Ering, som jeg boede hos, til at gå op på en restaurant og bestille den til en bestemt dag til en frimærkekongres – en filatelistkongres – og der havde jeg indkaldt repræsentanter for alle grupperne i en kodeskrivelse. Vi havde et specielt kodesystem i tal, som virkede godt. Grundlaget var en bog, alle havde, nemlig Jysk Telefonbog.
Når tjenerne kom ind ad døren, snakkede vi frimærker, og når de gik ud, snakkede vi frit. På den måde blev grupperne introduceret for dem, der nu skulle have med dem at gøre, så kontakten blev opretholdt. Og så tog jeg til København, hvor jeg skulle aflaste Mogens Fog.
Som medlem af Frihedsrådet trængte han til at blive lettet for arbejdet med alle grupperne i Københavnsområdet. Han tog med mig rundt, og introducerede mig. De skulle jo se ansigtet – kende personen, ikke navnet. Det nåede vi lige i løbet af en uges tid.
Mogens Fog boede i Skovlunde sammen med Kjeld Abell. De var flyttet ind i Ove Brusendorffs hus, han var i Sverige. Vi var blevet enige om, at jeg skulle komme derud og slappe af en lørdag aften. Den kvinde Fog boede hos, og som faktisk var hans elskerinde, var der også. Jeg kom derud med toget – og de stod på stationen, veninden og Kjeld. Men de så meget miserable og blege ud. Da jeg steg ud af toget, sagde de:
– Ole er ikke kommet.
Det var hans navn mellem venner. De havde ikke hørt en lyd.«

Mogens Fog var gået i tyskernes fælde. Med Mogens Fogs arrestation var nettet var ved at stramme sig om de tre musketerer: Abell, Bredssdorff og Fog.
»Kjeld Abell var gået under jorden efter en aktion på Det kgl. Teater. Drabet på Kaj Munk (januar 1944) gjorde et meget stort indtryk – ikke fordi Kjeld var en stor beundrer af Kaj Munk som menneske, men det var en stor dansk dramatiker, som var blevet skudt af tyskerne.
Da nyheden om det kom frem, gik Abell op til teaterdirektøren – Brøndsted, tror jeg. Den følgende aften skulle der opføres et stykke af Soya. To tråde, tror jeg.
– I må aflyse, sagde Abell. I kan ikke være bekendt at spille et lystspil.
– Det tør vi ikke, sagde Brøndsted. Vi risikerer, at de sprænger Det kgl. Teater i luften som hævn. Det tør jeg ikke tage ansvaret for. Tyskerne vil blive rasende over sådan en aktion.
Så gik Kjeld til den, der havde hovedrollen i stykket. Jeg tror, det var Holger Gabrielsen.
– Du må få en politisk influenza.
De kunne ikke gennemføre stykket uden hovedpersonen. Men det turde Gabrielsen ikke.
Som dansk dramatiker havde Kjeld Abell et kort, der gav ham adgang til Det kgl.Teater, og så gik han ind på teatret. Ebbe Rode hilste på ham, men Kjeld sagde ikke noget. Gik ud i kulissen og i første akt brød han så ind og standsede skuespillerne, henvender sig til salen, og siger:
– Kaj Munk er blevet dræbt af tyskerne. Jeg vil bede jer alle sammen om at rejse jer og holde to minutters stilhed til minde om en dansk dramatiker.
Og så forsvandt han. Og som Rode sagde: ’Hvor blev Kjeld af?’ For han havde ikke hørt det.
– Ja, han var gået, sagde de så.
Et kvarter efter ankom Gestapo for at arrestere Abell. Men de fik ham aldrig. Aktionen gjorde et vældigt indtryk

Jeg havde aftalt at møde Kjeld i en lejlighed i Jernbanegade tæt på Shell-huset (21. marts 1945 red.), som han havde nøglen til – ejeren var i Sverige. Vi var oppe på den øverste etage i bygningen og sad og snakkede, men hørte pludselig flymaskinerne drøne af sted og bragene af bomberne, der falder. Ikke alene hørte, vi blev helt hvide. Loftet faldt ned over os. Vi var helt tildækket af hvidt. Og så blev vi klar over, at det enten kunne være Shell-huset eller Dagmarhus, hvor tyskerne holdt til, og vi var lige nær begge.
Vi styrtede ned ad trappen – der var ingen elevator – og kom ned i et kælderrum, hvor der sad nogle ganske unge kvinder og græd helt hysterisk. Den ene havde fået et stort åbent sår i låret. Kjeld og jeg kom hen med nogle lommetørklæder for at hjælpe hende.
– Hvem taler I om? Har I også venner derovre?
Så blev vi pludselig klar over, at vennerne, det var sgu tyskere – Gestapo-folk.
Og så siger Kjeld til mig i stilhed.
– Så kan de fandme passe deres rådne lår selv.
Og så ville vi ikke have mere med dem at gøre. Kigger op og ser, at Shell-huset er et flammehav. Vi vidste, at Mogens Fog sad deroppe på den øverste etage. Så griber Kjeld mig i hånden, og holder en lille diskret tale, som kun jeg hørte, om Ole – det var hans dæknavn – og hvad venskabet med Ole havde betydet, og hvad Ole havde betydet for Danmark.
Det var en mindetale over en, der nu brændte ihjel derovre. Der var ikke tvivl om, at han var død. På det tidspunkt anede vi ikke noget om, at den franske skole var blevet bombet.
Så tog jeg hjem og var hos højesteretssagfører Topsøe Jensen og kone, hvor jeg hed ’revisoren’. Telefonen ringede, og så var det Kjeld, der sagde:
– Jeg skal hilse fra Ole. Jeg har lige været sammen med ham. Han venter dig der og der i morgen – i Ordrup.
Det var næsten ikke til at tro. Men Mogens Fog havde reddet sig ud af det bombede Shell-hus.

Christmas Møller følte sig meget knyttet til Frit Danmark. Vi havde vedtaget i hovedbestyrelsen, at det skulle fortsætte som ugeblad efter befrielsen. Kate Fleron skulle være ansvarshavende redaktør og jeg medredaktør. Kate Fleron var kendt som konservativ og havde været ved det konservative Nationaltidende. Og så kommer Christmas hjem (fra London, red.) til ’sit barn’ Frit Danmark, som han havde været med til undfangelsen af. Han kom til hovedbestyrelsesmøder og redaktionsmøder. Og han kom også en gang for at snakke, hvor jeg var der alene:
– Bredsdorff, jeg er i en frygtelig klemme.
Han var ikke medlem af noget parti. Men nu ville de konservative have ham ind.
– Men det er jo et råddent parti. Kunne De tænke Dem at komme ind i et parti, hvor Carsten Raft, Bøgholm, Pürschel og sådan nogle er med?
– Nej, selvfølgelig kunne jeg ikke det, sagde jeg.
– Men hvad skal jeg gøre. Jeg er jo et politisk dyr? Jeg må have en politisk tilknytning. Socialdemokrat det kan jeg ikke være. De radikale har jeg bekæmpet hele mit liv. Det eneste jeg føler, jeg kunne gøre, det er at melde mig ind i det kommunistiske parti. Der er bare den ulykke, jeg er ikke kommunist. Men de er i hvert fald anstændige mennesker. Jeg står og skal træffe en afgørelse inden i morgen.
Jeg kunne ikke andet end sympatisere med ham. Jeg syntes også, det konservative parti var meget belastet af fascistiske medlemmer, men næste dag kom meddelelsen om, at han genindtrådte i Det konservative Folkeparti.

Jeg havde først truffet Mogens Fog efter, jeg var gået under jorden, men det blev til et varigt venskab, som varede resten af hans liv. Efter krigen kom jeg til at bo i England, men vi opretholdt forbindelsen gennem en omfattende brevveksling, som jeg har udgivet i bogen om Mogens Fog. Han brugte mig som påskud til at skrive dagbog. For at fortælle, hvad der skete, skrev han det i brevform til mig. Ellers havde han ikke skrevet det. Vi holdt også kontakt på den måde, at han tit kom over til England. Og når jeg kom til Danmark, var vi altid sammen. Det samme med Kjeld, hvor jeg også lige har udgivet en brevsamling. Han kom også over og besøgte mig. For Kjelds vedkommende var venskabet begyndt allerede før krigen. Men med Mogens var det besættelsen, som førte os sammen.
Jeg er meget glad for den nye interesse for besættelsen. Der er sket ting, som man ikke anede noget om. Man har sendt jøder hjem til Tyskland uden opfordring fra tysk side, fordi de var jøder. Det er meget væsentligt, at sådan nogle ting kommer frem. Danmark har stået internationalt som et lysende eksempel, der reddede jøder og sendte dem til Sverige. Nu får vi at vide, at vi har arresteret jøder, fordi de var jøder og sendt dem tilbage til den skæbne, jøder fik i Tyskland. Det er godt, det kommer frem og vækker forargelse. Det er virkelig en skændsel.
Det var selvfølgelig forkert, at man klippede håret af tyskertøserne, men man må ikke glemme, hvordan stemningen var. Danskerne havde et uforløst had til folk, der havde hjulpet den forkerte side.«

Hvilke perspektiver ser Elias Bredsdorff i sine livserfaringer fra 1930’erne og 40’erne?
»Humanismen er noget væsentligt, som ikke kan slås ihjel. Den kan udryddes hos mange mennesker, og mange i Dansk Folkeparti ser ikke menneskene i dem, de fordømmer. De ser bare, at de er muslimer, og derfor er de fordømt. Historien gentager sig ikke direkte, men under ændrede former. Humanismen lever og skal leve. En humanistisk indstilling har været grundlaget i hele min virksomhed og tænkning.
Jeg har begået fejl. Jeg meldte mig ud af det kommunistiske parti i 1939. Det burde jeg have gjort tidligere og set nogle af de fejltagelser, jeg var med til at undskylde. F.eks. Moskvaprocesserne og i det hele taget en kurs, der var meget umenneskelig. Der var sgu ikke meget humanisme i Stalin.
Men det hænger sammen med den periode, vi levede i. Nazismen var den store fare. Sovjetunionen stod som en modstander af nazismen. Derfor valgte man til den side.
Et umuligt og forkert valg, men det var der mange, der gjorde, og følte, at nu gjorde de en indsats for menneskeheden ved at bekæmpe det mest umenneskelige af alle systemer. Men man var ikke klar over, at det sovjetiske system også var umenneskeligt. Der var ikke nogen humanisme der.«

FAKTA
Elias Bredsdorff
F. jan. 1912, opvokset på Roskilde Højskole, student 1930, studerede dansk og engelsk, formand for studenterrådet 1932-33, medlem af DKP 1932-39, aktiv i den antinazistiske kamp
i 1930’erne. Seminarielærer i Vordingborg 1939-1943, aktiv i det illegale arbejde – Frit Danmark – fra 1942, under jorden 1943-45 i Aarhus og København. 1946 dansk lektor i London og fra 1949-79 i Cambridge. Dr.phil 1964 på afhandling om Henrik Pontoppidan og Georg Brandes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu