Læsetid: 6 min.

Ishavet – et varmt emne

4. december 2000

Der bliver stadig mindre havis i de arktiske områder. Det er derfor på tide at investere i en stump isflage, hvis ikke det globale klima skal gå helt amok

Kuldioxid
Hr. og fru Danmark er – med rette – bekymrede for regnskoven i de tropiske lande. Med uro i sindet ser vi i fjernsynet, hvordan bulldozere dag efter dag smadrer den grønne oase, der er livsgrundlaget for eksotiske planter og dyr.
Flere er så bekymrede, at de køber et lille lod regnskov for dog at gøre en indsats mod den omsiggribende ødelæggelse.
Selv med Professor Tribinis talegaver ville det næppe være muligt at lave samme nummer i den isnende polarkulde: At sælge en stump hav-is.
Der er ellers god brug for opmærksomhed og bekymring om en del af verden, der på overfladen kan virke gold og uproduktiv.

Havisen forsvinder
Det bliver varmere og varmere på jorden. Gennem dette århundrede er temperaturen i gennemsnit steget med 0,3-0,6 grader. Ingenting, vil mange hævde, men dog nok til at påvirke det mægtige islag, der dækker de arktiske farvande det meste af året. Havis smelter ved minus 1,8 grader. Og hver eneste dag med en højere temperatur – det være sig blot en tiendedel grad – betyder mindre havis.
Gennem de sidste 30 år er der i takt med stigende vandtemperaturer forsvundet 10-15 procent af havisen i arktiske områder. Det er et område, der er større end hele Frankrig. I år har der for første gang været fri adgang for skibe gennem Nordvestpassagen. Isen var simpelthen væk. Og den havis, der er tilbage i Arktis, er blevet markant tyndere: I begyndelsen af 1960’erne var den faste havis ca. tre meter tyk, nu er den kun 1,8 meter.
Det kan være svært at indse, at den tilsyneladende golde verden i nord har større betydning for klima og levevilkår i den øvrige verden. Men det er en farlig misforståelse.
Kun de færreste er i dag i tvivl: Det er de øgede mængder af kuldioxid i atmosfæren, der er trækkraften bag de enorme ændringer, der er sat i gang. Selvom det bliver varmere på verdensplan, er der faktisk en mulighed for, at det bliver koldere i bl.a. Danmark. Ikke så lidt endda.

Oceanernes kolde hjerte
Vi kan takke Golfstrømmen for det relativt lune klima, vi har i Danmark, vores beliggenhed taget i betragtning. Og vi kan takke tungtvandsdannelsen i Ishavet ud for Østgrønland for, at den trækker Golfstrømmen op forbi os.
Det er nemlig her i nord, at pumpen til verdens største havstrømme ligger. Og det er temperaturforholdene, der driver pumpen; eller oceanernes kolde hjerte, som den er døbt.
Når havvandet afkøles i Arktis bliver det tungt og synker mod havbunden. Processen har fået navnet tungtvandsdannelse. Den forstærkes ved isdannelse, som fryser saltet ud af vandet. Saltet blander sig med det underliggende vand, som derved bliver ekstra tungt.
Det kolde og tunge vand falder flere tusinde meter ned mod havbunden, hvor det strømmer mod den sydlige halvkugle og spredes rundt om jorden af de sydgående havstrømme. Det kolde vand fra nord presses ind under det varmere vand i de tropiske områder af det Indiske Ocean og Stillehavet. Det skaber en nordgående overfladestrøm, der på et tidspunkt bliver til Golfstrømmen. Vandet løber hele vejen tilbage til Nordatlanten og Grønlandshavet. Her afkøles vandet atter, og en ny cyklus starter. Turen rundt kan tage tusinder af år for det enkelte vandmolekyle.
Sålænge det kolde, salte vand bliver dannet i Nordatlanten, kører pumpen. Men stopper processen, stopper pumpen også, og så sker der for alvor ting og sager rundt om i hele verden.
Herhjemme kan det blive koldt. Hvis Golfstrømmens varmetæppe ikke længere luner Danmark, falder temperaturen ca. fem grader i forhold til i dag. Så er det slut med bølgende kornmarker og gule rapsmarker, og olie-fyrene må snurre på overtid for at varme vores huse op. Konsekvenserne er svære at overskue. Oceanografer kan allerede nu spore væsentlige ændringer i temperaturforholdene i verdenshavene.
Vi ved ikke, hvor meget de målte temperaturstigninger allerede påvirker havstrømmene. Hvor dramatisk situationen er, og hvornår motoren eventuelt stopper, kan man endnu kun gisne om. En forsker sammenligner situationen med at køre en bil op af bakke i fjerde gear. I starten går det fint, så begynder motoren af hakke i det, og til sidst går den i stå. Sker det, er den svær at løbe i gang igen – op ad bakken.

Biologisk pumpe
Mens væksten af planter på land i arktiske områder er undseelig og ussel, er der mere kul på planterne i det iskolde hav. Selv om isen lægger et effektivt låg på havet gennem størstedelen af året, er der fuld gang i et fascinerende liv, der har tilpasset sig de ekstreme forhold i Ishavet.
På undersiden af den tykke havis sidder små isalger. De lever i salte hulrum i isen og kan farve undersiden af hav-isen grøn. Selve havvandet er hjemsted for mikroskopiske planktonalger. Når isen forsvinder, kvitterer de for det ekstra lys og producerer kul-stof på livet løs. Og på selve havbunden vokser store tangplanter sig seks-otte meter lange.
Planterne er grundlaget for alt liv i havet. Fra den mindste bakterie til den største hval. Planterne laver kuldioxid om til brugbare kulstofforbindelser, der går gennem alle led i havets fødekæde. Og de laver mad nok til et mylder af liv i det kolde vand. Det er ikke for ingenting, at kæmpe hvaler, sæler, hvalrosser og mængder af fisk søger til det bugnende spisekammer i nord.
Kuldioxid i havet står i ligevægt med kuldioxid i atmosfæren. Planterne i Ishavet trækker altså kuldioxid ud af atmosfæren og oplagrer det i havet.
Man kan tale om en biologisk pumpe, der har den modsatte effekt af den globale kuldioxidfrigivelse.
Målinger fra CAMP-projektet (Changes in Arctic Marine Production) har vist, at de arktiske områder også spiller en overordentlig stor rolle for hele verdens kvæl-stofkredsløb. De nyeste data tyder på, at der bliver fjernet særlig meget kvælstof i arktiske områder – bl.a. i selve havisen.
I takt med at havisen skrumper ind, er der fare for, at der bliver fjernet mindre og mindre kvælstof fra oceanerne.
Vi ved det ikke, men det er værd at holde et særdeles vågent øje på problemstillingen. Der er en reel fare for, at ændringerne i Arktis dramatisk kan påvirke det globale kvælstofkredsløb.

Godt gemt problem
Der er gode billeder i regnskoven. Farver, spændende dyr og planter. Det er til at forstå, at et indgreb i det frodige væksthus må og skal give problemer.
Det er straks sværere at forstå, at et metertykt islag, der gemmer på små planton-alger og bakterier, også kan have betydning for det globale miljø.
Men vi må få problemet ud af kulden og frem i lyset. Det er på tide at investere i en stump isflage. Både med opmærksomhed og med økonomi. Det er nødvendigt at sikre en forståelse af, hvad der foregår, så vi kan vejlede beslutningstagere til at sikre det globale miljø.
Vores viden er endnu yderst begrænset, men vi har at gøre med en problemstilling, der kan få altafgørende betydning for verdens klima og miljø.
Hvis ændringerne i Arktis direkte påvirker det globale kulstof og kvælstof-kredsløb, står vi med et problem af kolossale økologiske og økonomiske dimensioner.
Flere andre nationer, bl.a. canadierne har forstået det og satser nu målrettet med omfattende forskningsprogrammer i arktiske områder. Men den danske indsats halter betydeligt og står i skærende kontrast til det kolossale arktiske område omkring Grønland, som er en del af rigsfællesskabet, og med de gode intentioner, Danmark generelt melder ud med på klimaområdet.

*Klimaforandringerne påvirker isforholdene i de arktiske havområder. Det danske forskningsprojekt CAMP har undersøgt, hvordan ændringerne i klimaet påvirker produktionen og livet i arktiske fjorde. Information sætter i denne uge fokus på ishavets betydning. Temaet er skrevet af Peter Bondo Christensen og Søren Rysgaard, som er seniorforskere ved Danmarks Miljøundersøgelser samt af Ronnie Glud, som er lektor ved Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her