Læsetid: 4 min.

Jeghuset i Viborg

2. december 2000

Thomas Bang, Ingvar Cronhammar og Poul Ingemann har møbleret et gammelt hus med gruopvækkende inventar

Udstilling
Måden, vi indretter vores bolig på, fortæller en hel del om, hvem vi er. De ting, der omgiver os, deres særlige stil, stoflighed og prægning i form af livets spordannelser, graden af nedslidthed m.v. placerer os lynhurtigt på den sociale rangstige. Magasinpressen excellerer i personløse optagelser af folks hjem og skal ægge læseren til at kopiere forlægget, hvis ikke dette fremmer misundelsen eller ophidser til blindt raseri. De er åndløse disse hjem og bør slet ikke give anledning til imitation. Hvorfor kører de rige altid i BMW og går i Prada-tøj eller minkkåber, og hvorfor ligger deres huse altid ved Øresund, spørger jeg ofte mig selv. Hvis man havde råd, ville man da bruge sin fantasi! Hvorfor er kombinationen rigdom og konformitet så hyppig?
Et hus er jo noget dybt personligt. Ja, det er ligefrem en krop. Det fremgår f.eks. tydeligt af Anne Wivels smukke film om Per Kirkeby, Slottet i Italien, hvor den celebre kunstner i krise nostalgisk gennemgår slottet, værelse for værelse. Slottet er metafor for hans elskede kones krop, som vi således bevæger os rundt i. Rummene besidder mentale egenskaber, de genkalder intime historier, de ved noget om det liv, som er levet i dem. Hvis væggene kunne tale, siger vi. Det runger af vores latter og gråd længe efter, at vi er lagt i graven. Vi kender metaforen godt: Også fra salig Sarvigs digtsamling for Jeghuset, hvor jeget føler sig fremmed i sin krop og i verden.
I et gammelt hus i Viborg, nærmere bestemt kunsthallen Brænderigården har tre prominente billedhuggere, Thomas Bang, Ingvar Cronhammar og Poul Ingemann (der er arkitekt) indrettet sig med et ejendommeligt, uhyggeligt inventar. Det vækker øjensynligt mindelser om de tildragelser, som kunstnerne formoder, huset har lagt rum til igennem tiderne. Og samtidig står det hurtigt klart for betragteren, at værkerne også peger på nutidens samspilsramte problemfamilier og de mange magtdiskussioner kønnene imellem. Her og der refereres der til husspektakler, til afstraffelser, forseelser og til stivnet liv i den borgerlige. Det sidste er tydeligt i Ingvar Cronhammars »klassiske møbelklinik«, som Carsten Thau benævner den i sin stimulerende og velturnerede katalogtekst. Det er en slags ny-klassicistiske møbler med volutter og hele herligheden, men lur mig, om ikke det hele er transformeret til noget blankt, koldt og anonymt. Noget hidrørende fra det 21. århundrede. De turkisgrønne hynder illuderer ellers magelighed, men afviser tilnærmelser, når det kommer til stykket. Disse møbler, der er fremstillet som prototyper, er ’coatet’ med en anonymiserende lysegrå sprøjtemaling og har nogle gådefulde volut-lignende hjul, der ingen som helst funktion har.

Associationsrigdom
Spøgelsesagtige står de i rummet og dirrer som hvidgrå skygger på vej væk. Dette forstærkes af de bag tyndtvævet, hvidt bomudsstof dækkede vinduer. Associationerne arbejder på højtryk i dette raritetskabinet. Er det et fornemt plejehjems nye klassicistiske rullestole? Eller nyt inventar til slutscenen i Rumrejsen år 2000? Eller? På væggene hænger digt-sentenser à la de leveregler, man havde hængende i broderede rammer i religiøse hjem i forrige århundrede. De er skrevet af Peter Laugesen og er indrammet i volut-rammer: »Det er uafvendeligt/allerede sket.« Eller: »Græs og blomster er til alt/ og hedder intet.« Der er en dialog mellem møbler og sentenser, som åbner en oplevelsessprække hos betragteren, et mellem rum, der lader det uafvendelige og dødsmærkede tage bolig i bevistheden. Denne fornemmelse af irreversibilitet (at tigene er finale) forstærkes af det store, viserløse vægur med den sorte urskive, der ligesom lader døden tage plads mellem de spøgelsesagtige møbler.
Thomas Bangs trofæer er rebusagtige, de indkapsler og synliggør en række enigmatiske tildragelser, der kalder på at blive afkodet. Der er en slags materialemæssige sammenstød i dem, noget industrielt møder noget organisk, som f.eks. i værket Ceaucescu hilsen, hvor syv udstoppede fugle, fanget i net, sænkes ned i en stor metalskives hul. Syvtallet refererer til ugedagene, der igen refererer til evigheden. »Alle sårbare sjæles Ikaros-fald under diktaturets jernhårde geometrisk præcise og liniske afretning, de mekaniske følgeslutningers enstregethed« som det hedder hos Thau. I værket »På hjemmefronten III« ser vi farvede voksklumper, der gennemskæres af glasstykker. Disse små sårede størrelser bliver en for en ført gennem et hul i hylden og lander på gulvet. En uhyggelig visualisering af brud og fortrædelser mellem mennesker imellem i familien. Også Poul Ingemann bidrager med nogle spooky visioner. Først og fremmest nogle surreelle møbler og med en uhyggelige træhest, en bevægelig gyngehest med vedhæng i form af tamburiner, hovedtøj og tøjler. Denne hest kan styrte sammen, når den sættes i bevægelse, og udstillingen indskærper da også, at de besøgende under ingen omstændigheder må berøre genstandene. I det hele taget er det en både virtuel og virkelig farlig udstilling, der minder os om, at der er mange skeletter i skabene, og at jeghuset er ustabil størrelse, der hviler på terror og tugtelse.

*Thomas Bang, Ingvar Cronhammar og Poul Ingemann: Beboelse. En art boligindregning i krydsfeltet mellem design, arkitektur og skulptur. Brænderigården, Ridderg. 8, Viborg. Til 11. feb.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu